Forud for den dag i 1960, hvor man kunne sætte de sidste stole på plads i lobbyen, pudse de uendelige rækker af vinduer og åbne dørene til SAS-huset i København, havde arkitekten Arne Jacobsen arbejdet intenst på skabe et monument over alle de tanker, han gennem 30 år havde gjort sig om design og arkitektur. Alt var gennemtænkt, og alt fra bygningens facade og struktur til møbler, bestik, tekstiler og belysning bar Jacobsens signatur.
Han var nok blevet ked af at se, at i dag, 63 år senere, er den nøje udvalgte grønne farve på den lave bygning i bunden af huset malet over, størstedelen af værelsernes unikke møblement er kasseret, gardinerne er skiftet ud, og stolene flyttet rundt. Kun ét værelse ud af de oprindelige 240 er blevet bevaret, fordi en fremsynet manager i 1980’ernes renoveringsgejst godt kunne se, at der måske lå noget gemt her, der var værd at gemme på.