Tag med til et argentinsk getaway, hvor den sydamerikanske cowboys evner med hestene går hånd i hånd med uhøjtidelig betjening og gennemført kolonistil.
Det ligner det rene magi. En lav, mørklødet mand er i færd med at få en enorm fuldblodshest til at falde til ro. Helt til ro. Faktisk så meget til ro, at hesten giver manden lov til at flade ud på maven af dyret, der nu ligger på siden og virker fuldkomment afslappet.Med mindre man insisterer på at spise alene, bliver alle måltider serveret family style. Så der er rig mulighed for at møde de andre gæsterLangsomt kryber den lille mand ned foran hesten for at demonstrere, hvordan hest og rytter i århundreder har holdt hinanden varme og med selskab foran bålet under de kolde nætter langt ude på den øde pampas.
Manden er gaucho – det, der i Nordamerika er en cowboy. Han er dog hverken lovløs eller nomade, som gauchoerne var det før i tiden, men symbiosen med hesten ser i den grad ud til at være intakt.
Det store dyr lader dog til at være bevidst om, at der er publikum tilstede. Ind imellem afgiver det små, nervøse trækninger som hentydninger til, at hestens instinkt egentlig byder den at rejse sig op og sætte i galop.
Den lavstammede, sydamerikanske cowboy vinder dog over dyrets instinkt, imens han udstråler al den ro, der hviler over det flade, øde landskab. Med små og forsigtige bevægelser ligger gauchoen sig langsomt ind imellem benene på dyret. Forsigtigt løfter han hestens øverste forben og placerer det rundt om brystet på sig selv.
120 km herfra drøner sorte og gule taxaer rundt blandt 12 mio. forretningsfolk, tangodansere, hjemløse, iværksættere og andet godtfolk i den argentinske hovedstad, Buenos Aires. Byen, der med rette kaldes Sydamerikas Paris, er absolut forførende med sine charmerende kvarterer og lidenskabelige indbyggere, der stadig kæmper med et politisk system, som lader meget tilbage at ønske.
La Bamba de Areco har rødder tilbage i 1800-tallets kolonitid, hvor tårnet på hovedbygningen tjente som udkigspost, hvor man kunne spotte oprørske indfødte i tide. Nu er der mulighed for bondegårdsferie på første klasse med polo, hestevogne, rideture og hyggelige middage
Men lige så forførende som millionbyen kan være, lige så hektisk, larmende og lugtende kan den også være. Så meget desto større er forløsningen nu, for herude på den flade pampa er det noget helt andet.
Det er efterhånden et par timer siden, at vi steg ud af den firehjulstrækker, som tog os det sidste stykke hertil. Alligevel er stilheden stadig nærmest trykkende for ørene, og jeg bliver ved med at trække vejret dybt for at mærke duften af foråret, der er på vej her. Og som får en helt særligt karakter, når duften af frisk græs og løv blandes med røgen fra den sagte ild, der brænder i pejsen indenfor og står roligt op ad skorstenen.
Læs også:Luksus-tidslomme midt i Atlanterhavet
Jeg befinder mig på Estancia La Bamba de Areco. Estancia er en betegnelse for de store gårde, der ligger spredt med rund hånd over Argentina. Mange af disse gårde fungerer i dag både som arbejdende gårde og gæstgiverier af høj standard, hvor gæsterne kan få et uhøjtideligt indblik i livet på landet, samtidig med at de nyder godt af god betjening og rigelige måltider.
La Bamba de Areco er en af de ældste estancias i Argentina. Rødderne går tilbage til 1830'erne, hvor stedet tjente som en udpost langs camino real – den kongelige rute, der forbandt Buenos Aires i syd med den nordlige del af landet.
La Bamba var blandt de første estancias, da den i 1980'erne åbnede dørene for overnattende gæster. Efter en gennemgribende renovering i 2009 lever den til fulde op til navnet, der efter sigende er inspireret af det keltiske ord bahamba – et sted med hvile og gæstfrihed.
La Bamba er ikke længere en arbejdende estancia i traditionel forstand. I perioder er der ganske vist en vis aktivitet, som ikke har noget med gæstgiveriet at gøre, men som relaterer sig til det internationale polohold af samme navn, som har base på stedet.
Hvad La Bamba del Areco ikke har i autentisk arbejderliv på landet, har den dog i luksuriøs indretning og bekvem afstand fra Buenos Aires.
De 11 værelser og suiter er smagfuldt indrettede med mørke trægulve, rustikke møbler og kunst fremstillet af lokale kunstnere. Og afstanden fra storbyens trummerum er absolut overkommelig – to timer i lejet bil eller bus og endnu mindre i helikopter eller fly, der kan lande på en nærliggende græsmark.
Selvom solen skinner fra en skyfri himmel, er forårsluften stadig lidt for kølig til, at det vil være komfortabelt at indtage frokost i det fri.
Derfor sidder vi nu rundt om et stort, rustikt træbord i den gamle staldbygning, La Pulperia. Her er der plads til alle stedets gæster foran den store pejs, og menuen er heldigvis den samme, som hvis vi havde spist udendørs.
Menuen står på asado, som af mange betegnes som argentinernes nationalret. En asado kan bestå af meget forskelligt kød fra grillen, og det er, som om vi skal nå at smage det hele ved dette måltid. Lækre pølser, lam, svin og okse i forskellige udskæringer samt vegetarisk tilbehør bliver serveret i en lind strøm, og alt sammen foregår det i en atmosfære, der på samme tid er høflig og alligevel virker familiær.
Med mindre man insisterer på at spise alene, bliver alle måltider serveret family style. Her har gæsterne mulighed for at møde hinanden over middagsbordet, og hvis La Bambas bestyrerpar, Lucila Deymonnaz og Guillermo Savino, er til stede, er det ikke usædvanligt, at de sidder med til bords.
Efter at have slået mave over en maté – en form for urtete, som argentinere ynder at drikke gennem sugerør fra en lille bowle – står et hold heste parat til at tage os en tur rundt på pampasen.
Uden at vi på nogen måde gør gauchoen kunsten efter på hesten, hviler der en følelse af samhørighed med naturen over os, da vi skridter af sted over det flade, øde landskab i solnedgangen, som gauchoerne har gjort det utallige gange inden os.
Hvem gider Buenos Aires og larmen, når man kan lege gaucho på hesteryg.
Læs også:
Rustik luksusferie i Slovakiet
Charter-øens mange hemmeligheder
Samarkand - Orientens skatkiste
.
Det ligner det rene magi. En lav, mørklødet mand er i færd med at få en enorm fuldblodshest til at falde til ro. Helt til ro. Faktisk så meget til ro, at hesten giver manden lov til at flade ud på maven af dyret, der nu ligger på siden og virker fuldkomment afslappet.Med mindre man insisterer på at spise alene, bliver alle måltider serveret family style. Så der er rig mulighed for at møde de andre gæsterLangsomt kryber den lille mand ned foran hesten for at demonstrere, hvordan hest og rytter i århundreder har holdt hinanden varme og med selskab foran bålet under de kolde nætter langt ude på den øde pampas.
Manden er gaucho – det, der i Nordamerika er en cowboy. Han er dog hverken lovløs eller nomade, som gauchoerne var det før i tiden, men symbiosen med hesten ser i den grad ud til at være intakt.
Det store dyr lader dog til at være bevidst om, at der er publikum tilstede. Ind imellem afgiver det små, nervøse trækninger som hentydninger til, at hestens instinkt egentlig byder den at rejse sig op og sætte i galop.
Den lavstammede, sydamerikanske cowboy vinder dog over dyrets instinkt, imens han udstråler al den ro, der hviler over det flade, øde landskab. Med små og forsigtige bevægelser ligger gauchoen sig langsomt ind imellem benene på dyret. Forsigtigt løfter han hestens øverste forben og placerer det rundt om brystet på sig selv.
På den flade pampa
120 km herfra drøner sorte og gule taxaer rundt blandt 12 mio. forretningsfolk, tangodansere, hjemløse, iværksættere og andet godtfolk i den argentinske hovedstad, Buenos Aires. Byen, der med rette kaldes Sydamerikas Paris, er absolut forførende med sine charmerende kvarterer og lidenskabelige indbyggere, der stadig kæmper med et politisk system, som lader meget tilbage at ønske.
La Bamba de Areco har rødder tilbage i 1800-tallets kolonitid, hvor tårnet på hovedbygningen tjente som udkigspost, hvor man kunne spotte oprørske indfødte i tide. Nu er der mulighed for bondegårdsferie på første klasse med polo, hestevogne, rideture og hyggelige middage
Men lige så forførende som millionbyen kan være, lige så hektisk, larmende og lugtende kan den også være. Så meget desto større er forløsningen nu, for herude på den flade pampa er det noget helt andet.
Det er efterhånden et par timer siden, at vi steg ud af den firehjulstrækker, som tog os det sidste stykke hertil. Alligevel er stilheden stadig nærmest trykkende for ørene, og jeg bliver ved med at trække vejret dybt for at mærke duften af foråret, der er på vej her. Og som får en helt særligt karakter, når duften af frisk græs og løv blandes med røgen fra den sagte ild, der brænder i pejsen indenfor og står roligt op ad skorstenen.
Læs også:Luksus-tidslomme midt i Atlanterhavet
Jeg befinder mig på Estancia La Bamba de Areco. Estancia er en betegnelse for de store gårde, der ligger spredt med rund hånd over Argentina. Mange af disse gårde fungerer i dag både som arbejdende gårde og gæstgiverier af høj standard, hvor gæsterne kan få et uhøjtideligt indblik i livet på landet, samtidig med at de nyder godt af god betjening og rigelige måltider.
La Bamba de Areco er en af de ældste estancias i Argentina. Rødderne går tilbage til 1830'erne, hvor stedet tjente som en udpost langs camino real – den kongelige rute, der forbandt Buenos Aires i syd med den nordlige del af landet.
La Bamba var blandt de første estancias, da den i 1980'erne åbnede dørene for overnattende gæster. Efter en gennemgribende renovering i 2009 lever den til fulde op til navnet, der efter sigende er inspireret af det keltiske ord bahamba – et sted med hvile og gæstfrihed.
Luksuriøs indretning
La Bamba er ikke længere en arbejdende estancia i traditionel forstand. I perioder er der ganske vist en vis aktivitet, som ikke har noget med gæstgiveriet at gøre, men som relaterer sig til det internationale polohold af samme navn, som har base på stedet.
Hvad La Bamba del Areco ikke har i autentisk arbejderliv på landet, har den dog i luksuriøs indretning og bekvem afstand fra Buenos Aires.
De 11 værelser og suiter er smagfuldt indrettede med mørke trægulve, rustikke møbler og kunst fremstillet af lokale kunstnere. Og afstanden fra storbyens trummerum er absolut overkommelig – to timer i lejet bil eller bus og endnu mindre i helikopter eller fly, der kan lande på en nærliggende græsmark.
Selvom solen skinner fra en skyfri himmel, er forårsluften stadig lidt for kølig til, at det vil være komfortabelt at indtage frokost i det fri.
Derfor sidder vi nu rundt om et stort, rustikt træbord i den gamle staldbygning, La Pulperia. Her er der plads til alle stedets gæster foran den store pejs, og menuen er heldigvis den samme, som hvis vi havde spist udendørs.
Menuen står på asado, som af mange betegnes som argentinernes nationalret. En asado kan bestå af meget forskelligt kød fra grillen, og det er, som om vi skal nå at smage det hele ved dette måltid. Lækre pølser, lam, svin og okse i forskellige udskæringer samt vegetarisk tilbehør bliver serveret i en lind strøm, og alt sammen foregår det i en atmosfære, der på samme tid er høflig og alligevel virker familiær.
Med mindre man insisterer på at spise alene, bliver alle måltider serveret family style. Her har gæsterne mulighed for at møde hinanden over middagsbordet, og hvis La Bambas bestyrerpar, Lucila Deymonnaz og Guillermo Savino, er til stede, er det ikke usædvanligt, at de sidder med til bords.
Efter at have slået mave over en maté – en form for urtete, som argentinere ynder at drikke gennem sugerør fra en lille bowle – står et hold heste parat til at tage os en tur rundt på pampasen.
Uden at vi på nogen måde gør gauchoen kunsten efter på hesten, hviler der en følelse af samhørighed med naturen over os, da vi skridter af sted over det flade, øde landskab i solnedgangen, som gauchoerne har gjort det utallige gange inden os.
Hvem gider Buenos Aires og larmen, når man kan lege gaucho på hesteryg.
Læs også:
Rustik luksusferie i Slovakiet
Charter-øens mange hemmeligheder
Samarkand - Orientens skatkiste
.
