Andrea E. Rudolph: "Jeg er træt af at sige undskyld"
Maria Kentorp
21. feb. 2014 KL. 10.46
Gem til senere
Her lugter umiskendeligt af tobaksrøg. Andrea Elisabeth Rudolph undskylder det som det første, mens hun hælder kogende vand over de grønne teblade med den ene hånd, anretter croissanter med den anden og har en tanke på gæstens fødder.
"Vil du låne et par sokker?" siger hun og giver mig valget mellem grå og lyngfarvet.
"Jeg vil hellere grine ud ad et lille vindue, end jeg vil græde ud ad et stort"
Underboen er kæderyger, så Andrea Rudolph, direktør for sit eget hudplejemærke, Rudolph Care, sørger for et isnende gennemtræk, hver gang hun forlader den ellers fine, gamle lejelejlighed på Østerbro, København.
Den er kun midlertidig, for dels er det svært at vågne op til massiv passiv rygning hver morgen. Og dels er den tidligere radio- og tv-vært endelig blevet ramt så godt og grundigt af Amors pile, at hun har brug for større rammer.
I december blev hun forlovet med Skjern-håndboldspilleren Claus Møller Jakobsen, der selv er far til to børn på seks og knap to år, som hun er blevet ekstramor for, ligesom han er blevet ekstrafar for hendes Isolde på syv år.
"2013 har været det lykkeligste år i mit liv, fordi jeg mødte Claus, og tingene faldt på plads omkring mig. Der sker simpelthen noget med mit åndedræt, når han træder ind ad døren. Jeg trækker vejret rigtigt i hans nærvær," siger 37-årige Andrea Rudolph, der også havde hans udelte støtte, da hun ironisk nok var nede at dykke i en omgang stress sidste år, da der blev tid til at passe lidt på sig selv igen.
Efter stormvejret
Rudolph Care fylder fem år i februar, og hun kan fejre, at virksomheden giver overskud for andet år i træk.
Hun er landet blødt oven på flere års stormvejr, der som en anden force majeure ruskede godt op i både hendes forhold til medierne, hendes business og privatliv.
"Jeg kan ikke beskrive det på andre måder, end at jeg har stået i dybt vand i mange år, hvor jeg skulle hoppe sådan her for at få luft engang imellem," siger hun, rejser sig fra sin knirkende svanestol og hopper let på tæer med næsen mod loftet som en druknende, der søger ilt over vandoverfladen.
Fire år varede Andrea Elisabeths Rudolphs tabloid-stridigheder med Se og Hør, inden hun vandt retssagen
Hun er en af Danmarks A-liste-kendisser, der har levet af og i mediefødekæden, hvor hun dels har hævet sin hyre som radiovært i DR-programmer som "Strax" på P3 og "Uland" på P1, hvor mange husker hende som den frygtløse Kandrea, der dagligt af lytterne blev udfordret til at prøve alt fra bungeejumping til at æde to kilo oksekød på rekordtid.
Siden blev hun "en af drengene" i "Morgenhyrderne" på 100 FM sammen med Lasse Rimmer og Lars Hjortshøj, før hun indtog primetime tv som værtinde på "Vild med Dans" gennem seks sæsoner.
Samtidig leverede hun både frivilligt og ufrivilligt guf fra privatlivet til den kulørte del af pressen.
Retssag mod Se og Hør
Efter fire års stridigheder vandt hun en sag mod Se og Hør i Højesteret og fik erstatning for de kendte topløse billeder fra en nordsjællandsk strand.
Nogenlunde samtidig blev hun kastet ud i en ny disput, som var ved at knække hendes nye virksomhed.
"Andreas dyre cremer er fup," skrev Ekstra Bladet i 2009 og valgte at undlade Andrea Rudolphs svar på kritikken.
"Jeg burde have kørt en injuriesag, og det fortryder jeg. Men jeg kunne bare ikke mere," siger iværksætteren, der før var blevet kåret som "landets lækreste kvinde" i et ugeblad og nu blev stemplet som cremekrukke.
"Jeg er klar over, at jeg havde et troværdighedsproblem i begyndelsen, da jeg lancerede Rudolph Care. Jeg kan godt forstå, nogen spurgte sig selv om, hvad en radiovært vidste om ansigtscreme. Jeg havde da heller ikke en skid forstand på det, ud over at jeg anser mig selv som professionel forbruger. Og jeg var blevet klogere på, at jeg ville have rene produkter, jeg turde stole på. Samtidig er jeg ret god til at lave koncepter, som man gør på tv og radio, og jeg allierede mig med de gode eksperter, så jeg også selv blev klogere," siger hun, der er tydeligt frustreret over, at fortidens konflikter stadig klæber sig til hende.
Som et brændt barn skyr ilden, skyr hun ethvert optræk til en negativ vinkel, og hun påpasselig med, hvad hun siger. Hun gider ikke forsvare og forklare længere.
På et tidspunkt havde Andrea Elisabeth Rudolph det sådan, at hun bare glædede sig til at komme i 40’erne. For efter de sorgfrie 20’ere fulgte de hårde 30ere, hvor hun valgte at etablere både firma og familie og til tider måtte trække et lige lovligt tungt læs.
Så hendes øjne bliver vagtsomme, og hun folder armene over kors, da snakken falder på hendes mors investering på 3 mio. kr. i Rudolph Care.
"Vil du skrive om det? Bare det ikke bliver til: Andreas mor hjælper Andrea, fordi Andrea ikke kan selv," siger hun.
"Vi havde andre investorer i spil, men jeg valgte min mor, fordi hun er en fantastisk erhvervskvinde, og jeg lærer så meget af hende. Det er svært at være iværksætter i Danmark, som tiderne er, og bankerne er bange. Heldigvis har vi bevist, at vi kan lave resultater, og min mor og jeg klarer både at være partnere og familie på samme tid," forklarer hun så alligevel, mens hun synker lidt tilbage i stolen igen.
Hun er opvokset med jyske familievirksomheder og opdraget til, at man kan gøre, hvad man sætter sig for, og skifte spor, når man føler for det.
Hendes oldefar på morens siden var vejarbejder, og sammen med hendes bedstefar udviklede de komponenter og patenter til vejmaskiner som grussprederen og kloakgrabben.
Hendes mor blev for sin del først uddannet designer i Kolding, før hun åbnede tøjbutikker med sine egne initialer, ER, i Odense, Aarhus og København med sit eget mærke og luksusmærker som Valentino og Kenzo.
Hendes far var højskolelærer på Rødding Højskole og landmand på fødegården ved Vejen og var god til fotografi, batiktryk og keramik, før han også skiftede spor og åbnede herretøjsbutikkerne Han ER ved siden af sin kones.
Da de solgte alle butikkerne, gik hendes mor ind i hendes fars firma og drev det en årrække, før de solgte både den og gården og flyttede seniorlivet til hovedstaden.
“Jeg har stået i dybt vand i mange år, hvor jeg har skullet hoppe for at få luft en gang imellem”
De hjælper gerne med Isolde, men Andrea Rudolph har fra begyndelsen af sit liv som enlig mor organiseret sig ud af trangen til at have succes både som mor og selvstændig erhvervsdrivende.
"Man har jo bare så frygteligt travlt hele tiden. Jeg tror, det er derfor, mange børn ikke bliver opdraget på nu om dage. For man er bare træt," siger hun, der dog netop har prioriteret højt at få et både ligevægtigt og velopdragent barn.
I hendes øjne skal børn ikke underholdes – men indgå i den almindelige dagligdag, med hvad det kræver af pligter og gøremål, og nogle gange skal de bare tie stille, når de voksne snakker.
Isolde har – til sin egen store fornøjelse – en maddag, og hun får lommepenge, alt efter hvor mange gange hun f.eks. tømmer opvaskemaskinen og går ned med skraldet, og hun ved, hvad det vil sige at spise pænt og holde madro.
"Jeg synes, det er vigtigt at have børn, som andre voksne også kan lide at være sammen med," siger hun, der har været så heldig at finde sammen med en mand, hvis børn er lige så velopdragne som hendes eget.
"Jeg har altid ønsket mig mange børn, men jeg kom ikke til at føde dem alle sammen selv. Det er en ret stor gave at få lov at komme så tæt på andres børn, og jeg er så glad for at mærke, at jeg har evnen til at elske min kærestes børn som mine egne."
Hun er opdraget med en stærk tro på sig selv, men har måttet sande, at det var en sværere opgave end forventet at være allemandseje, redde verden med hudpleje uden kemikalier og tjene penge på det.
Andrea Elisabeth Rudolph og Claus Møller Jacobsen slår pjalterne sammen med et bryllup til næste år, men det kommer til at ske på den moderne måde, hvor de skal have to fælles hjem i København og Aarhus. Børnene skal ikke til at pendle mellem deres forældre i forskellige landsdele, men have deres vante base, og de to elskende ser allerede hinanden mere end de fleste samboende ægtepar.
"Det kræver planlægning, og det, plejer jeg at synes, er noget af det mest usexede. Fordi det er det modsatte af frihed, som er en af de vigtigste værdier for mig overhovedet. Men jeg er blevet rigtig god til det," siger hun med et smil, før hun kaster sig ud i en sindrig skitsering af deres fælles aftaler de kommende uger. Konklusionen er ganske rigtigt, at de to travle deleforældre formår at sove i samme seng imponerende tit.
Farvel til Frederiksberg
Men hun er på udkig efter flere værelser end de tre nuværende. Velvidende at økonomien ikke er til en villa i et fint kvarter, og at hun måtte sælge sin dejlige og store Frederiksberg-lejlighed for et par år siden i kampen for at holde Rudolph Care kørende.
"Det fortryder jeg ikke. Jeg har hele tiden sagt, at jeg hellere vil grine ud ad et lille vindue, end jeg vil græde ud ad et stort."
Det gode ved at downsize, som hun har gjort, er, at man får styr på prioriteterne. Vigtigst af alt er altid børnene. Penge er bare penge.
Sommerhuset ved Vejlby Strand ville hun have solgt også, hvis det var muligt. Hendes elskede dueblå veteranbil, en Austin Healey Spirit anno 1959, nænnede hun ikke at skille sig af med.
Den er indbegrebet af frihed for hende. Så hendes forbrug af mad, mode og rejser måtte hun også nedjustere.
En bedre ven
Tiden til parforholdet har hun til gengæld opjusteret. Og Kandrea har smøget ærmerne lidt ned igen og prøvet noget nyt.
"Jeg har besluttet mig for at give kærligheden tid og plads. Jeg har aldrig før lænet mig ind i et andet menneske, som jeg gør hos Claus. Jeg bliver helt rørt ved tanken. Det er så stort, at vi indiskutabelt er sammen, og vi hjælpes ad."
Så kvinden, der kan alt, vil alt og gør alt, er ikke længere alene om alt. Hun har været den, der både kørte rundt som sælger, gik på posthuset med fakturaer og heldigvis også gik på scenen og modtog priser. Men da stressen ramte hende for et år siden, var det tid til at uddelegere mere.
Derfor har hun igen overskud til vennerne – de har plads i hendes nytårsforsætter for 2014: 1. Hun skal være en bedre ven. 2. Hun skal være bedre til at komme til tiden. 3. Hun skal øve sig i at svare på sms'er med det samme.
"Jeg har haft alt for travl og været for fraværende. Der var bruddet med min datters far, der gjorde mig fuldstændig ulykkelig, og en virksomhed, der tog sygt meget tid at starte op. Så jeg begyndte året med at ringe rundt til veninderne og love dem, at jeg vil være der mere for dem i fremtiden. Jeg er træt af altid at begynde med at undskylde."