Ambassadør Rufus Gifford: En amerikaner med det hele, tak

Rufus Giffords mand Stephen DeVincent laver smoothies til os i køkkenet. Det er hans domæne, når kokken har fri, fortæller han.

"Vi laver næsten aldrig mad selv. Mens vi bor her i Danmark, har vi det - kortvarige - privilegium at have en kok. Hjemme i USA laver jeg mad. Rufus gør rent."

"Jeg griller hver søndag om sommeren," indskyder Rufus Gifford med en vis stolthed.

"Så inviterer vi venner over til burger og kylling. Det er damn good."

Ambassadøren viser vej til haven, hvor vi skal tale om kogebogen "Ambassadørens køkken – 50 diplomatiske opskrifter fra Rydhave", der netop er udkommet. Den amerikanske ambassadørhund, golden retrieveren Argos, tøffer efter. I dag er haven, der er på størrelse med halvanden fodboldbane, tom og stille.

"Første gang en dansker smager afrikansk mad fra Somalia, kan være et wow-øjeblik. Det er ikke sikkert, det åbner for noget større end det"

Men gennem de sidste tre år har både haven og stuerne i den amerikanske ambassadørbolig Rydhave i Skovshoved været fyldt. Med danskere. Nogle gange 2000 danskere ad gangen, til barbecue på den amerikanske uafhængighedsdag 4.juli, eller flere hundrede udklædte til halloween.

Ministre, naturligvis, kronprinsen, o.k., erhvervsledere, javist, Michael Laudrup, Mads Mikkelsen, bevares, men også helt bevidst "almindelige" studerende og andre danskere længere nede ad VIP-stigen end ministerniveau. De har alle sammen fået noget godt at spise. Noget amerikansk.

Det ville være nemt at sige, at Rufus Gifford er for meget, for amerikansk, for allestedsnærværende i sin egen DR-realityserie, til prideparader med manden Stephen, i tv-quiz-programmer med hunden Argos, på #selfies og SoMe, til vands, til lands og i luften.

Men Rufus Gifford har taget diplomati til another level. Han har med liv og krop og sjæl forsøgt at forene dansk og amerikansk. Enhver dansker, der har mødt Rufus Giffords absurde nærvær, åbenhed, smittende dollargrin, når han blotter sit perfekte tandsæt, og all-American gæstfrihed, og det er efterhånden mange danskere, kan skrive under på, at han mener det fra the bottom of his heart. Han er the real thing.

Det ville også være nemt at sige, at en kogebog fra Rufus Gifford, hans mand Stephen DeVincent, som nu joiner os i haven, og deres hund Argos, der har lagt sig ved Rufus Giffords fødder under havebordet, er for meget. At en kogebog lige var det sidste, der manglede. Men så siger man samtidig, at ønsket om dialog mellem mennesker og lande er for meget. For netop kogebogen, "Ambassadørens køkken", er nemlig tæt på at være drejebogen, manualen for det hele.

Hvorfor skal vi danskere egentlig have en kogebog med jeres opskrifter og yndlingsretter?

Rufus Gifford: "Da vi kom hertil, oplevede vi, at ambassadører altid serverer noget, der hedder kanapéer, som jeg hader. Jeg hader dem virkelig. Det er sådan nogle små ting med kold laks på. Så ulækkert. Så når vi inviterede folk, ændrede vi det til noget, som vi kunne lide, og som jeg også tror, folk kan lide. Mere traditionel amerikansk mad. Vi serverer masser af sliders. Jeg er besat af sliders. Det er sådan nogle små miniburgere."

Stephen DeVincent: "De slider ned i munden."

Rufus Gifford: "Vi elsker dem! Man spiser 20 af dem, fordi de er så små. Der er ikke noget dårligt at sige om dem."

Stephen DeVincent: "Der er KUN godt at sige om dem!"

Rufus Gifford: "Umiddelbart kan det virke overfladisk, at den amerikanske ambassade, som vi repræsenterer, udgiver en kogebog. Men vi synes faktisk, det er lige det modsatte. Da vi kom til Danmark, var Stephen og jeg meget opsatte på at integrere os i det danske samfund og i dansk kultur, og mad er en utrolig afgørende bestanddel i en kultur. I det, der gør Danmark til Danmark. Man forstår danskere, efter at man har været til en julefrokost. Fordi man prøver at drikke snaps, man smager de traditionelle retter, og man synger sangene. Med kogebogen ville vi på samme måde gerne dele noget med Danmark. De mennesker, der kommer til vores arrangementer her i Rydhave, oplever det, når vi serverer den amerikanske mad. Mad bringer folk sammen, uanset om det er et officielt forhandlingsmøde eller en social begivenhed. Det er budskabet. Maden arbejder som en ambassadør."

Stephen DeVincent: "Mere end noget andet bringer mad folk sammen, for alle skal jo spise. Ved at invitere mennesker til mad her i Rydhave, får vi en fælles, delt oplevelse med dem. Måske taler vi bare om maden, men du kommer til at kende den person, som du ikke kendte før. Det er diplomati, for mad er det, man deler."

Rufus Gifford: "Når vi tænker på nogle af de bedste oplevelser, vi har haft her, har det været omkring et dansk middagsbord, ved julefrokoster, påskefrokoster, sankthansaften og så videre. Det har været udpræget dansk med familie, traditioner, sang og en ufattelig rig oplevelse for os. Jeg tror den blødere side, som mad, er lige så afgørende som den hårdere diplomatiske side. Fordi det bringer folk sammen. Fordi i en verden, hvor den politiske splittelse er stærkere, end vi har set i vores levetid, er idéen om at prøve at skabe fælles forbindelse mellem folk gennem f.eks. mad kun positivt. Der er så meget negativitet i verden, så vi må forsøge at skabe noget positivt og give folk et smil på læben. Når man siger amerikansk mad, får vi danskere traditionelt associationer til usund, småvulgær gastronomi."

Rufus Gifford: "Vi er enige langt hen ad vejen. Portionerne er for store, der er for meget fried food og overvægt. Der er massive problemer i amerikansk madkultur."

Stephen DeVincent: "Det er en generalisering, fordi fastfood kommer fra USA. Når man tænker på maden i et regionalt perspektiv, kan man bedre forstå det. I enhver egn i USA har folk brugt, hvad de havde til rådighed. Vi har seafood, som hummer, i Massachusetts, hvor vi kommer fra. Vi har majs og græskar, og det afspejler sig i maden. Sydpå er indflydelsen afrikansk, fransk, mexicansk. Midtvesten regnes for at være hård og rustik kost, og maden dér kommer faktisk fra Nord- og Østeuropa."

Rufus Gifford: "Hvert eneste sted, jeg kommer hen i Danmark, prøver jeg at få danskerne til at have en mindre stereotyp forestilling om amerikanerne. Det er en meget vigtig del af min filosofi som ambassadør. Vi er ikke allesammen skydegale, overvægtige frikirkeevangelister. Det stereotype billede af amerikanerne i skandinavisk bevidsthed har mange negative associationer, hvilket er helt i orden, for stereotyper er baseret på virkeligheden. Men jeg prøver at give et mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at være amerikaner. Det er det samme med mad. Amerikansk madkultur er meget sammensat."

Stephen DeVincent: "Vores hjemegn New Englands køkken kommer fra puritanerne (de første immigranter, der kom til Nordøstkysten af Amerika i 1600-tallet, red.) blandet med den mad, de indfødte amerikanere levede af. Det amerikanske køkken er en kombination af europæisk mad, som immigranterne havde med hjemmefra, og så den føde, der eksisterede i de områder, hvor de slog sig ned. Amerikansk mad er ikke kun én slags, men en lang række forskellige, og i høj grad historien om immigration. Maden fortæller historien om, hvad Amerika var og er. Mine oldeforældre kom fra Abruzzo i Italien. Jeg kan stadig smage min bedstemors pastasauce, som jeg husker, fra jeg var en lille dreng. Det er den historie, vi fortæller. Mad er en del af amerikansk kultur."

Rufus Gifford: "Når jeg er til et middagsselskab, spørger jeg meget tit folk: "Hvordan skal dit sidste måltid være?" Det er virkelig et af mine yndlingsspørgsmål, fordi alle elsker at svare på det. Det får dem til at tænke over, hvad de kan lide. Det hænger sammen med hele tanken om vores kogebog. Fordi mad er sjælens vindue. Prøv at se på mennesker, der skal fortælle, hvad de vil spise til deres måltid. De smiler. De tænker tilbage på deres barndom og på, hvad de elsker, og på glade minder. Det er det, vi prøver at ramme i vores kogebog. Dette vindue til sjælen. Måske er kogebogen en slags vindue til USA’s sjæl."

Hvordan skal dit sidste måltid så se ud?

Rufus Gifford: "Det skal være grotesk dekadent. Intet sundt overhovedet. Nu bliver jeg ophidset og begynder at savle, mens jeg taler om det (retter sig op, sætter håndfladerne på bordet, red.) Min forret skal være en pastaret, noget grotesk håndlavet, frisk fettuchini al fredo. Der er en restaurant uden for Boston, hvor de laver al fredo-saucen ved bordet, og lige nu løber mine tænder bogstaveligt talt i vand. Fløde, æg og ost blandet sammen og frisklavet pasta, bare det lækreste, man kan få i hele sit liv. Med parmesan på toppen."

Stephen DeVincent: "Han er virkelig alvorlig nu. Jeg har ikke set ham så alvorlig i lang tid.

Rufus Gifford: "Hovedret: Det kommer til at lyde trashy, men jeg vil have en burger. Den bedste, saftigste burger, du nogensinde har fået hele dit liv. Med pommes frites. Og min sidste dag skal være en dejlig solskinsdag. Jeg vil drikke enten øl eller vin til. Til dessert vil jeg have Key-lime-pie, det er meget amerikansk. Den er lavet med limefrugter, der kun vokser i Florida Keys."

"København er en international by, hvad enten man kan lide det eller ej. Det afspejles blandt andet i maden"

Stephen DeVincent: "Min yndlingsmad er italiensk, så jeg vælger pollo alla parmigiani, kyllingbryst med parmesan på, serveret med pasta. Hvis min bedstemor stadig levede, skulle det være med hendes sovs. Med ravioli. God mad behøver ikke at være den dyreste mad. Den kræver kærlighed og omsorg. Min bedstemor brugte ikke de dyreste ingredienser, men hun lagde sin sjæl i pastasaucen."

Rufus Gifford: "Stephen laver den ret til os hver søndag i vinterhalvåret, også her i Danmark."

Stephen DeVincent: "Til dessert vil jeg vælge gulerodskage med glasur. Man kan lave den med nødder, men det ville ødelægge den fuldstændigt."

Rufus Gifford: "Ja, det ville være en katastrofe."

Og jeres sidste måltid, hvis I kun må vælge dansk mad?

Rufus Gifford: "Til forret … Hvis du spørger mig, om jeg elsker traditionel dansk mad, som leverpostej, så … nej. Det er bare for … jeg ved det ikke. Vi love dansk wienerbrød. Love, love, love, love, loooove. Kaniiilstaaang. Wienerbrååd. Mit sidste måltid må godt være en kanelstang."

Stephen DeVincent: "Jeg tager smørrebrød. Med hønsesalat. Rejer."

Rufus Gifford: "Men husk: ikke rejer på brunt brød. Jeg bliver rettet, når jeg prøver at bygge mit smørrebrød. "Du kan ikke putte rejer på rugbrød," siger folk. Hvorfor ikke? "For det gør man bare ikke." Det er ligesom at spise æbleskiver i juli. Det gjorde jeg engang, og mine PET-vagter syntes, jeg var den skøreste mand i hele verden. Jeg sagde: "Hvad er der i vejen med at spise dem nu. They are gooood!""

Hvilke danske retter kan I godt lide?

Rufus Gifford: "Jeg kan rigtig godt lide frikadeller, af svinekød, ikke så godt fiskefrikadeller. Første gang jeg skulle spise sild, var jeg rædselsslagen. Det er ikke noget, vi kunne finde på at spise, hvor vi kommer fra. Jeg kommer nok aldrig til at bestille sild frivilligt, men jeg kan godt lide det. Jeg kan også godt lide flæskesteg, og jeg spiser det til jul, men jeg kunne ikke finde på at bestille det selv. Vi har boet her under den massive danske madrevolution, som nyt nordisk køkken er, og der er så meget andet end leverpostej og flæskesteg - ikke at det er noget galt med dem overhovedet. Det er alt, der er frisk og sundt. Og meget dansk. Det er det, jeg elsker ved mad. Det er smagen af den kultur, maden kommer fra, hvis det er lavet virkelig autentisk. Som amerikaner er man stolt af sin arv, sin oprindelse fra Italien, Mexico, Japan, eller hvor det måtte være. Man er altid først og fremmest amerikaner, men man vil ikke miste det særlige ved ens kultur."

Stephen DeVincent: "Min faster og mine kusiner laver stadig alle sammen min bedstemors italienske pastasauce med gnocchi til ved vores højtider. Mad er en meget vigtig del af traditionen. Det vil aldrig gå tabt. Deres døtre og sønner vil lave den. Min far lavede den også. Mad er noget, vi tager med os."

Rufus Gifford: "Det er det, vi prøver at vise og fejre ved vores 4. juli-fester og i kogebogen. Det er et faktum, at hver eneste af de hundrede millioner af immigranter, der er kommet til USA, har gjort vores kultur rigere. Og mad er en del af det. Når folk i USA er kritiske over for immigrationstanken og fremsætter den påstand igen og igen, at vores kultur er truet, at vi mister vores kultur, svarer jeg: Hvad er definitionen på amerikansk kultur? Det er historien om indvandring. Så det er en absurd ytring. De nye immigranter er amerikansk kultur. Vi er grundlagt på indvandring, det er en rigdom, vi har.

Amerikansk mad er ikke kun Coca-Cola og apple-pie og burger. Det er absolut en del af det, men det er også alt muligt andet, det er kinesisk, shawarma, pizza og mexicansk. Er det et politisk udsagn, jeg fremsætter her, og siger jeg det bevidst? Absolut. Det hvide USA vil være en minoritet inden længe. At vende ryggen til den fantastiske rigdom af kultur og erfaring, som mere end halvdelen af befolkningen repræsenterer, er bare crazy. Vi skal omfavne det. Og den madkultur, der følger med."

Kan vi i Danmark lære noget af den amerikanske måde at bringe alle kulturer sammen på?

Rufus Gifford: "Det synes jeg, I gør allerede. København er en international by, hvad enten man kan lide det eller ej. Det afspejles blandt andet i maden. Enhver kultur, der ikke tror, den kan lære af andre, har et problem. Jeg siger ikke, at det er tilfældet i Danmark. Vi må som mennesker lære, at vi kan gøre vores kultur rigere og vores samfund bedre ved at lære af andre kulturer."

Stephen DeVincent: "Første gang en dansker smager afrikansk mad fra Somalia, kan være et wow-øjeblik. Det er ikke sikkert, det åbner for noget større end det. Men det kan det gøre. Man får en samtale med den anden person. Mad kan være den katalysator. Jeg siger ikke, mad kan løse alle verdens problemer, men det kan bringe folk sammen. Det kan mad mere end noget andet. Et selskab uden kage er bare et møde."

Rufus Gifford: "Jeg elsker det."

I skal snart rejse fra Danmark. Hvilken dansk madvare vil I tage med hjem og servere for jeres venner og familie i USA?

Stephen DeVincent: "Flødeboller, men de eksploderer i flyet."

Rufus Gifford: "Vi bager æbleskiver."

Stephen DeVincent: "Jeg vil helt sikkert præsentere dem for smørrebrød. Det er så rent dansk."

Rufus Gifford: "Jeg elsker æbleskiver."

Dansk-amerikaneren Victor Borge påstod, at smilet er den korteste afstand mellem to mennesker. Men det er løgn.

Det er mad, der er den korteste afstand. Og æbleskiver. Rufus Gifford griner sit høje, udiplomatiske latterbrøl. Når det har forladt bygningen senest næste sommer, og diplomatiet og hele dets væsen er tilbage ved det gamle formelle, vil man måske se, hvor megetone of a kindRufus Gifford var.

For man vil højst sandsynligt ikke høre ret meget fra ambassadørboligen. Der vil være lydløst og glat som før. Der vil være kanapéer.