ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

"Alt er per intuition, selv om jeg har rådgivere omkring mig"

Der sker ting og sager på den gamle vandborg Sostrup.

Familiebiler og hvide kassevogne med håndværkergrej parkerer knasende i gruset foran slottet, der strømmer en liflig duft fra køkkenet, og nysgerrige børn snuser frit omkring i den massive bygning, mens maskiner løfter materialer ind til håndværkerne gennem trange vinduer i højden.


"Jeg føler mig mere i live i dag på Sostrup, end jeg har gjort gennem meget af mit voksenliv. Det lyder dramatisk, men sådan er det"

Forandring og fornyelse sneg sig ind på det henslumrende slot, da Kirsten Bundgaard Swift og hendes bror Anders Bundgaard en mørk januardag i 2014 spontant kørte ud for at se på slottet, som netop var sat til salg.

Se flere billeder fra Torneroseslottet i billedserien til højre.


Kirsten, som for nyligt havde gennemgået en skilsmisse og stik imod sædvane var i Danmark om vinteren i stedet for om sommeren, havde absolut ingen ambitioner om at skulle være slotsejer, men tog med for sjov.

Da hun kom derud, blev hun fortryllet på stedet, og hun beskriver oplevelsen i nærmest religiøse termer:

8_27096_picture_8736_3.jpg
Da Kirsten Sostrup besøgte Sostrup Slot i januar 2014 blev hun fortryllet på stedet.

Hun fik en vision. Hun så Sostrup for sig, ikke som den sovende torneroseborg slottet på daværende tidspunkt emulerede, men som et kombineret kursus- og konferencecenter, et centrum for kulturelle og spirituelle tilbud i lokalområdet og samtidig et åndehul med mulighed for at leje værelser til overnatning samt lokaler til livets store fester.

Så betaget af sin vision var hun, at hun ville have købt slottet på stedet om muligt. I marts bød de på slottet og fik det.

"Nogle gange skal man ikke tænke så meget over det. Alt dette er per intuition, selv om jeg selvfølgelig har rådgivere omkring mig."

Djursland vandt over Cuba

Kirsten Bundgaard er uddannet journalist og har boet snart 30 år i Californien, hvor hun flyttede til kort efter at have giftet sig med den velhavende amerikaner John Swift som 29-årig.

"Jeg foretog måske et lidt forhastet valg, da jeg forlod et job, jeg elskede, som fotoredaktør hos Politiken, for at gifte mig med min mand fra USA. Ægteskabet var disharmonisk – det var et priviligeret liv, men ikke et lykkeligt liv," siger Kirsten på melodisk halvt nordjysk, halvt amerikansk dialekt.

Ægteskabet endte i skilsmisse, men Kirsten tog foruden sine elskede børn også en bunke penge med videre i livet – penge, som hun ikke havde tænkt sig bare at bruge på at "sidde og drikke cuba libres i strandkanten på Cuba fra nu af til jeg døde," som hun siger.

24_27112_picture_556_3.jpg
Slottets forside giver indtryk af dets enorme størrelse. Nonnerne brugte og ombyggede dele af slottet, indtil de flyttede over i det nybyggede kloster i 1990erne. Det meste havde dog brug for en større overhaling.

Så da Sostrup kom til salg, samtidig med at hun for en sjælden gangs skyld var i Danmark om vinteren, føltes det som et vink med en vognstang fra skæbnen.

Her var et værdigt projekt, nemlig at skabe et af dens slags rum til eftertanke, hun måske selv kunne have brugt i sine unge år.

Og efter livet som Mrs. Swift på en relativt isoleret ranch i USA, er hun ivrig efter at omgive sig med mennesker:

"Jeg vil have, at Sostrup bliver "Folkets Slot". Slottet skal være foranderligt, og mennesker skal bevæges, hvad end de er her for en storslået bryllupsfest, en konference eller en uges meditationsophold. Det skal være et frirum, hvor man mødes med nye mennesker og idéer, og måske går mere afklaret herfra," siger hun.

22_27110_picture_1511_3.jpg
Slottet har gennemgået en massiv renovering og målet er at skabe Djurlands stolthed.

De lokale borgere og Norddjurs Kommunes glæde over projektet har siden købet overbevist Kirsten Bundgaard endnu mere om, at hendes tid og penge er godt brugt på Sostrup.

"Jeg fornemmer sådan en stolthed og inte resse for projektet og er selv blevet vild med Djursland. Californien, hvor mine børn bor, er mit hjem i dag. Men jeg har altid vendt tilbage til Danmark hver sommer. Og nu hvor jeg har Sostrup, kommer jeg nok til at være her hele sommerhalvåret."

Handler ikke om profit

Hele Sostrup består - foruden selve slottet - af flere smukke, gamle staldbygninger, hvoraf den ældste fra 1300-tallet nu indeholder tre store konferencesale, samt et kloster, som nonnerne opførte i 1990'erne efter traditionel klosterdisposition:

En udendørs gård, som nu er overdækket med en glaspyramide, så den kan fungere som samlingssted for store grupper, omgivet af fire længer med studieværelser og celler (nonnernes soveværelser), som nu er møbleret med luksuriøse Hästens senge, og sidst men ikke mindst en kirke i direkte sammenhæng med klosteret, som fremover skal bruges til bl.a. akustiske koncerter samt meditation og sang.

Ombygningen af Sostrup fra let forfaldent slot til moderne kursus- og konferencecenter er enormt omfattende og omkostningsfuld.

10_27098_picture_5712_3.jpg
Som ejer af et fredet slot skal Kirsten have alle tiltag godkendt af Kulturstyrelsen. “Jeg føler, at det er lidt svært for mig personligt at forstå, når mine idéer bliver skudt ned. Mine intentioner er jo gode. Men Kulturstyrelsen er jo sat i verden for at passe på kulturarven."

Det er helt klart ombygningen og ikke købesummen på lidt over 16 mio. kr, der bliver den største økonomiske post i projektet.

Og Kirsten Bundgaard ved godt, at hendes vision ikke kommer til at give overskud lige med det samme.

"Det handler ikke om profit for mig, det er en glæde at sætte det i stand. Men det skal gerne hvile i sig selv økonomisk inden for tre år," siger hun.

Restauranten, som åbnede skærtorsdag, har allerede haft en del gæster.


Hele Sostrup Slot åbner officielt d. 22. august med "et rigtigt garden party, hvor man går rundt mellem musik som jazz, kor og klassisk samt kunstudstillinger i alle bygningerne.

"Og måske skaffer vi nogle brevduer, der kommer til at ske alt muligt," meddeler slottets nye ejer stolt.

"Jeg føler mig mere i live i dag på Sostrup, end jeg har gjort gennem meget af mit voksenliv. Det lyder dramatisk, men sådan er det. Det er dejligt at stå op kl. 7 for noget meningsfyldt."



Andre læser dette lige nu