Alle ved, hvad Guldfireren er. Men ingen ved, hvem Guldfireren er

I 22 år har Guldfireren medalje for medalje naglet sig fast som Danmarks mest succesfulde vinder-brand. Men man tager kun del i den ansigtsløse hæder og sidder med i verdens hurtigste letvægtsbåd, hvis
man er villig til at kaste alt – og alle – over bord. I jagten på OL-guldet i Rio de Janeiro er intet helligt.

I Guldfireren skærer de ansigter. Kinderne blæser op som store sæblebobler. Kort efter imploderer de og afdækker fire gnistrende tandsæt. Inde bag emaljen bruser smerten –den særlige form for ulidelig smerte, som er forbeholdt roere, der bruger hele kroppen i deres metier.

"Vi har Guldfirerens julefrokost én gang om året, hvor adgangskravet er en medalje på fireren til OL. Så dyster vi mod hinanden – som regel i romaskinen! – og hygger os og drikker snaps og fortæller røverhistorier"

Smerten æder sig fra lårene op i ryggen, hvorfra den som lava bobler videre ud i armene og flår sin vej ind i håndfladerne. Der er ingen pauser, smerten intensiveres rytmisk, 38 gange i minuttet for hvert åretag, der skovler gennem vandet. Indtil de sidste 500 meter, hvor vulkanen eksploderer, og de for alvor ror stærkt.

I motorbåden bagbords bjæffer Bent Fransson små hurtige ordrer.

“Mere højdeafvikling, Morten.”

“Kasper, hæng lidt mere i yderste skulder.”

Det er umuligt at registrere, om Guldfireren hører det, når de torpederer båden gennem smertehelvedet over Bagsværd Sø. Men kort efter nikker træner Fransson og brummer veltilfreds.

“Jaaaaa, nemlig, Barsøe.”

Det er bittesmå, tekniske detaljer, Bent Fransson leder efter op til De Olympiske Lege, der begynder 5. august i Rio de Janeiro. Procenter og promiller, som kan give Guldfireren det sidste skub, der bringer dem øverst på podiet, hvor de hører hjemme.

“De kan vinde igen i år. De udvikler sig rigtig flot. De topper til OL,” siger Bent Fransson i staccato. Han vender sig om og kigger med et alvorligt, nærmest bistert blik, som for at sige: Tror du ikke på mig?

Omkring ham er Bagsværd Sø knopret til med gule og hvide bøjer, der anviser den 2000 meter lange strækning, der er Guldfirerens distance. En flok senior-roere må panisk hive i årerne for at skifte bane, da Guldfireren pløjer fremad med ryggen til. Fransson gnægger stille ned i vandspejlet:

“Pas på, bedstefar!”

Træner Fransson var først ikke meget for gæster i sin speedbåd, den bliver tung og kan ikke følge med roerne. Men synet af de idylliske trækroner, der kysser det Faxe Kondi-farvede vand, har løftet hans humør. Bent Fransson har stået i spidsen for Guldfireren de seneste ti år og symptomatisk skåret alt fedt fra, der kunne sænke dens hastighed. Nærmest profetisk har han fire dybe, lodrette furer i panden. Træningen gør ham i strålende humør.

“Se deromme, der ligger statsministerens bolig. Jo, Anders Fogh plejede at ro kajak her om morgenen med sin bodyguard, ham så vi tit. Men Lars Løkke får vi nok ikke stoppet ned i en robåd foreløbig.” Gnæg, gnæg.

Så taler han igen om Rio – altid om Rio. Sidevinden i Rio, varmen i Rio, vandet i Rio, hotelforholdene i Rio. Og Guldfireren skærer atter ansigter.

Fra anonyme vindere til coach og cha-cha-cha

“Alle ved, hvad Guldfireren er. Men ingen ved, hvem Guldfireren er.”

Ordene falder et par dage tidligere på en bænk ved Ringsted Sø. Guldfireren slapper af med kaffe og rugbrød mellem to træningspas. Næstved-roeren Morten Jørgensen er den ekstroverte veteran, der har roet i cirkler omkring Guldfireren siden 2006, men som var ude hele 2015 på grund af overtræning. Det er ham, der griner og ryster på hovedet.

“Overvej lige, at det først var da Eskild Ebbesen var med i “Vild med dans”, at han blev kendt… som Eskild fra “Vild med Dans”.”

“Selvom han har vundet tre gange OL-guld,” fortsætter Kasper Winther Jørgensen, bådens “styrmand”, der udstikker taktikken i vandet og er den eneste, der må sige noget. Når der er luft. I lungerne.

“Men sådan er det. Guldfireren er et sportsbrand, men folk kender ikke vores ansigter. Ikke engang sportsjournalisterne, som i sin tid fandt på navnet.” Udefra set er er det både et paradoks og fuldt forståeligt.

Et paradoks, fordi Danmark har vundet medaljer de sidste fem OL i træk i letvægtsfireren, selvom det målt på indbyrdes tidsforskel er en af de tætteste og dermed sværeste rodiscipliner i verden. Guldfireren står med andre ord for 20 års ubetinget succes i den absolutte verdenselite – en bedrift, intet andet sportsteam i Danmark har formået at efterligne.

Men anonymiteten er også forståelig. Både fordi de er fire, udskiftelige ansigter, og fordi de 99 pct. af tiden er usynlige, når de til hverdag ror på kanten af smertegrænsen ved idylliske skovsøer, langt fra offentlighedens krav om silkekjoler og cha-cha-cha.

“Det er fint, for hvis det handlede om opmærksomhed eller om penge, havde vi fundet en anden sport,” siger Kasper Winther Jørgensen.

“To kilometer hvert fjerde år til OL ror vi for nogle andre. De øvrige 5998 kilometer om året ror vi alene. Det ligger i vores knoglemarv. Fordi vi elsker at konkurrere.”

Den slags dedikation er der stor efterspørgsel på i erhvervslivet, hvor flere af de tidligere guldroere – herunder Eskild Ebbesen – har gjort karriere som foredragsholdere og coaches. Alle omkring holdet i Team Danmark snakker enslydende om en “unik og vedvarende vinderkultur på Guldfireren”, der foreløbig har produceret tre OL-guldmedaljer og to af bronze, foruden et hav af VM-medaljer.

Præstationen skal ses i lyset af, at Guldfireren er det eneste hold til OL, der ikke er fuldtidsprofessionelle, men bliver købt fri fra deres job et par måneder om året op til legene. Det Engelske Roforbund har et større budget end hele Team Danmark til sammen, men det er ubetydeligt, når først danskerne går på vandet. Og selvom Guldfireren løbende har skiftet ud i mandskabet – ingen af de oprindelige roere er nu tilbage i båden – bliver holdet ved med at opnå succes i verdensklasse.

Kold kynisme er bagsiden af guldmedaljerne

Den nuværende besætning udgøres af fire meget forskellige mænd, der i båden opfører sig som fire ufatteligt ens mænd. Udover Kasper Winther Jørgensen og Morten Jørgensen består båden af Jacob Søgaard Larsen, en eftertænksom mand, der skriver ph.d.-afhandling i matematik, og af Jacob Barsøe, Guldfirerens “benjamin”, der har indtaget den klassiske lillebrorrolle og binder holdet sammen med gakket selvironi. Det er f.eks. ham, der har puttet gangsterrapperen 2Chainz på Guldfirerens Spotify-playliste op til OL.

“Kasper og Jacob er typerne, der går op på værelset og ligger med computeren, når vi er på træningslejr. Morten og jeg render rundt i fællesrummet,” siger han.

Konstellationen med de fire er relativt ny. Morten Jørgensen var skadet i hele 2015, hvilket gav plads til Jens Vilhelmsen. Men efter et år i Guldfireren røg han ud i februar måned, da Morten Jørgensen meldte sig klar til De Olympiske Lege.

Morten Jørgensen skæver op mod klubhuset, hvor Jens Vilhelmsen sidder alene
ved en romaskine, mens Guldfireren hygger på bænken i sommersolen. Så tager Jørgensen ordet.
“Det lyder koldt og kynisk, men sådan er gamet. Det er skideærgerligt, men vi kæmper alle sammen for det samme. Hvis en person kan gøre holdet hurtigere, kommer de på holdet. I 2008 blev jeg halvanden måned før OL sat på holdet i stedet for Bo (Brask Helleberg, red.). Vi tog til OL og vandt guld.”

Kasper Winther Jørgensen bryder ind.

“Alle kender spillereglerne, de fire hurtigste er i båden. Jeg tror da, Jens blev pisseked af det … men så går han også hjem og tænker over det, og han er her jo stadigvæk og kæmper for sin plads. Og det er dét, der gør os til verdenseliten: At vi tør gøre det.”

Morten Jørgensen istemmer.

“Vi kunne lave en ny udskiftning en uge op til OL. Hvis det gør båden hurtigere.”

Ikke alle er dog lykkelige for den kompromisløse tilgang, som Guldfireren navigerer efter. I hvert fald ikke Bo Brask Helleberg, der blev vippet af pinden i 2008 og øjeblikkeligt stoppede sin karriere i frustration.

“Jeg har aldrig været så skuffet før. Jeg synes rent ud sagt, det er noget svineri. Man har glemt, det er mennesker, man har med at gøre,” sagde Helleberg dengang til Politiken.

Det føler Bo Brask Helleberg stadig otte år senere, da Børsen forstyrrer ham midt i at made sit yngste barn.
“Jeg er stadig ked af det og tænker en gang imellem, at den guldmedalje burde være min. Jeg var i en alder, hvor det var min sidste chance for et OL, jeg havde brugt alt mit overskud, mit krudt og mit liv på det … Og så blev det taget fra mig en måned før,” fortæller Helleberg over telefonen.

I dag forstår han dog bedre Guldfirerens darwinistiske survival of the fittest-logik.

“Personligt synes jeg ikke, det er et rart miljø, men det er et kompetitivt miljø. Når du er i det, lever du efter de spilleregler. I sidste ende er det trænerens ansvar at stille det stærkeste hold. Så selvom jeg synes, det er ekstremt synd for Jens Vilhelmsen, at han røg af nu, er det vilkårene.”

Normalt giver Guldfireren slet ikke interviews så tæt på OL, som er zenit for de sidste fire års træning.

“Vi er i en periode, hvor vi godt kan finde på at åbne døren med albuen, for hvad nu hvis der er bakterier på håndtaget? Eller spritte hånden af, når vi har sagt goddag,” forklarer Morten Jørgensen tilbage ved Bagsværd Sø et par dage senere. Så giver han hånd.

Bagsværd er for roning, hvad Vedbæk i mange år har været for det danske fodboldlandshold. Her bærer cremen af dansk roning ubesværet deres aflange robåde over skuldrene, som Obelix bærer bautasten i Gallien. Guldfireren henter deres båd og går i takt ned mod bådebroen, der ligger dovent ca. 10 cm over vandspejlet. Broen er fyldt med henkastede træningssko i alle regnbuens farver fra de roere, der allerede er på vandet.

Den våde drengedrøm

2 x Jacob og 2 x Jørgensen danser behændigt uden om forhindringerne, inden de med robotpræcision svinger båden over skulderen og lægger den forsigtigt til kajs. Guldfirerens båd er 11,98 meter lang, men vejer kun 50 kilo.

Jacob Søgaard Larsen fortæller, hvordan gåturen ned over bådebroen er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse.

“Jeg stod i 1996 som en otteårig knægt og så OL-finalen, hvor Guldfireren vandt for første gang. Det var med hele familien oppe i sommerhuset i Rågeleje. Jeg startede med at ro to år efter, og jeg har altid kigget mod Guldfireren og tænkt: Bare det var mig.”

Og nu er det dig …

“Folk udefra vil måske opleve kulturen som hård, og nogle gange er pulsen høj, og så bliver tonefaldet lidt anderledes. Men det er aldrig for at være et dumt svin"

“Det er fedt. Uvirkeligt. Men det er også bare hårdt arbejde. Ingen af os var de bedste i vores roklub, da vi var unge. Vi var de små splejser, der mødte modgang. Men vi har kæmpet hårdere end alle de andre. Og vi er villige til at ofre alt.”

For Jacob Søgaard Larsen er det ikke de 2000 meter roning på under seks minutter, der er det hårde. Heller ikke de sidste 500 meter, der af holdets sportsfysiolog Peter Møller Christensen beskrives som “et ganske specielt sted i helvede”. Det er heller ikke de fem måneders konstante slankekur, det vedvarende energiunderskud eller de to daglige træninger ved siden af forskningen på DTU.

“Det sværeste er at sige nej til min søn, som snart er to år. Her op til OL har jeg ikke tid til ham, og det kan han jo ikke forstå,” forklarer Søgaard og kigger væk, udover søen.

Morten Jørgensen vejrer stemningen.

“I de perioder, vi har tid, må vi give lidt ekstra tilbage til vores familier. Vi kører jo stort set i minus hele året. Vores mål er bare at få kontoen omkring nul, så vi kan trække på kreditten igen.”


Der er ingen genvej til Guldfirerens toptunede motorer. Ingen palæokure eller avancerede træningsteknikker. Når det bliver mest rumraket-agtigt, drikker de Möllers levertran eller et shot med ribs-solbær fra sponsoren Mitoactive.

“Ellers er det rugbrød og mådehold,” forklarer roernes sportsdiætist Christina Nielsen. Men Guldfireren har teknikker, f.eks. aftaler om kun at tage fra buffeten én gang, selvom øjnene stadig er sultne. Om viljestyrken til at sige nej til alt og alle, selvom det er fristende, forklarer Jacob Barsøe:

“Af bitterkøbt erfaring har jeg lært, at jeg ikke altid kan være der for dem, jeg elsker. Jeg er før kørt sur i det, fordi jeg prøvede at være alle steder på én gang. Dét er, hvad den her “X Factor”-generation ikke fatter – at det koster noget at blive den bedste. Al succes er hårdt arbejde, talent er intet. Absolut intet.”

Jernmænd og Radio Soft

Hovedkvarteret i Bagsværd, hvor Danmarks bedste roere parkerer medaljebådene,
er da heller ikke glamourøst. Med slidte gule mursten og hundredvis af fugle under betonloftet, som pipper og skider ned på de røde metalskabe, er klubhuset decideret grimt, men på en charmerende måde.

I etagen over volieret er Lisbeth Falch Jakobsen i gang med sin daglige morgentræning med udsigt over Bagsværd Sø. Hun skal selv til OL for at ro dobbeltsculler. Og så er hun Kasper Winther Jørgensens kæreste.

Er det i orden, hvis jeg giver dig et håndtryk?

“Haha, jeg kan jo altid spritte mine hænder af derovre. Men ja, roere bliver lidt sære op til OL. Der har Kasper og jeg nok en fordel, fordi vi står i den samme situation. Når den ene kommer dødtræt hjem om aftenen og falder om i sofaen, forstår den anden ret præcist, hvad der foregår i kroppen.”

Lisbeth Falch Jakobsen taler om følelsen af snart at skulle være i sambadansende Rio de Janeiro med sin kæreste - tilmed på et hotel lige ved Copacabana-stranden – og så ikke bo på værelse sammen.

“I roning bor man med holdet, sådan er det, og det virker for os. Men jo, det er da mærkeligt at gå ned til morgenbuffeten og se sin kæreste, for så nærmest bare at vinke og gå videre. Men det er blevet normalen,” siger hun.

Da Guldfireren er færdig med at ro, går Kasper Winther Jørgensen og Lisbeth Falch Jakobsen forbi hinanden på trappen, nikker kort, og går videre. Kasper Winther Jørgensen skal op at træne med de andre i styrkecentret, der ligner noget fra dengang, Kaptajn Jespersen brølede gymnastiktips i radioen i 1930’erne.


Guldfireren løfter tunge jernkugler, maskinelt bevæger de sig på tur gennem fire øvelser. Igen og igen og igen. Ti minutter uden stop, selvom de lige har hamret igennem i en time på søen. Rummet er fuld af jernmænd, der løfter vægte, så sveden hagler.

Anlægget spiller Radio Soft og LeAnn Rimes krænger sit hjerte ud.

If I had to live without you, what kind of life would that be?

Gode til at sige undskyld, hvis bølgerne går højt

I 2012 producerede Castrol og Sky Sports en prisvindende film, hvor Cristiano Ronaldo bliver testet i et sportslaboratorium. I en af de mest ikoniske scener skal Ronaldo heade et indlæg fra hjørnespark i mål, mens lyset i rummet slukkes hurtigere og hurtigere. I det sidste forsøg slukkes lyset i netop det øjeblik, hvor værtens fod får kontakt med bolden. Men Ronaldo scorer alligevel hver eneste gang. Intuitivt ved han, blot ved at se på spillerens tilløb, hvor boldens bane er.

Kasper Winther Jørgensen bruger scenen som eksempel på den intuition, Guldfireren har for selv de mindste bevægelser i båden.

Og som forklaring på, hvorfor der kan flyve et par skarpe bemærkninger frem og tilbage, så snart træningen er ovre. Det er ikke til at se med det blotte øje – knap nok for træner Bertil Franssen - men den mindste ubalance skaber uro i båden, der sitrer op i fingrene. I dag er det Jacob Barsøe, der får en røffel for at hænge lidt i åren.

“Folk udefra vil måske opleve kulturen som hård, og nogle gange er pulsen høj, og så bliver tonefaldet lidt anderledes. Men det er aldrig for at være et dumt svin,” siger Morten Jørgensen.
“Jeg vil mere sige, at vi er ærlige,” forklarer Jacob Søgaard Larsen.

“Og vi er gode til at sige undskyld til hinanden. Det er enormt vigtigt, at man tør sige undskyld.”

Én gang guldfirer, altid guldfirer

De svinger båden over skulderen. På vejen op mod klubhuset er de allerede begyndt at grine og joke med hinanden igen. Ja, det kan fremstå hårdt at være med i Guldfireren. Men meget af tiden ser det også enormt sjovt ud.

“Vi elsker processen de her dage på søen op til konkurrencen. Hvis ikke vi gjorde det, ville det jo være meningsløst at træne 364 dage om året for en medalje, som selvfølgelig er flot, men dybest set er ligegyldig,” siger Kasper Winther Jørgensen.

“Det handler om at være en del af Danmarks sportshistorie,” mener Morten Jørgensen.

Jacob Barsøe har et bud:

“Jeg tror ikke en eneste af os har medaljerne hængende derhjemme. De ligger i en kasse et eller andet sted, i en kælder eller under sengen. Men jeg har set videoen af det løb, hvor vi blev verdensmestre i 2013 en hel del gange. Den dér fornemmelse af at være de bedste, af okay, det lykkedes.”

Båden er lagt på plads. Guldfireren sidder i deres trikoter i omklædningsrummet og spiser proteinbarer. Jakob Barsøe går på lageret og henter en flaske med levertran. Det hele virker som en stor mundfuld at sluge for at ville være den bedste.

Morten Jørgensen flækker i et stort grin.

“Guldmedaljerne er jo faktisk ikke helt ligegyldige. Vi har Guldfirerens julefrokost én gang om året, hvor adgangskravet er en medalje på fireren til OL. Så dyster vi mod hinanden – som regel i romaskinen! – og hygger os og drikker snaps og fortæller røverhistorier. Vi holder stadig sammen. Alle sammen. Én gang guldfirer, altid guldfirer.”