ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Giv os i dag vor daglige ret: Her er tre gode bud på et ukompliceret aftensmåltid i form af “dagens ret” fra tre steder nord for København

Her er tre gode bud på et enkelt aftensmåltid i “dagens ret”-genren fra tre steder nord for København

Vildtragout med rodfrugtmos som dagens ret på Bernstorff Slot. Foto: Ole Troelsø.
Vildtragout med rodfrugtmos som dagens ret på Bernstorff Slot. Foto: Ole Troelsø.

Restaurationsbranchen er som en såret hval; drivende i havoverfladen med harpuner i den stålgrå krop og blodet sivende ud, madanmelderne er som små pudsefisk, der lever af at vimse rundt og nippe føde af store havdyr.

For tiden er der ikke mange værtsfisk i farvandet, så vi pudsefisk er udfordrede, når det handler om at finde gourmetmad. Jeg har gode erfaringer med Brace, Studio, Tigermom, Iluka og Marchal, der hører til det fåtal af gourmetrestauranter, som har taget takeaway-udfordringen op.

IMG_20210105_170519.jpg
Der er fine parkeringsforhold på Bernstorffs Slot.

Ikke nemt at få ret

Men i de mere beskedne lag er det svært at finde gode bud på enkel, men ordentlig mad ud af huset, det ved jeg af erfaring, efter at have søgt med lys og lygte den seneste uges tid. Efter en del vildskud som fik en fastekur til at virke mere tiltrækkende, opnåede jeg tre træffere, som hermed serveres.

Den ene var Bernstorff Slot, og hvis man i 1759 havde fortalt grev Bernstorff, at hans sommerresidens skulle blive kendt som et godt sted at hente husmandskost, ville han formentlig være blevet overrasket. Det blev jeg; faktisk anede jeg ikke at muligheden fandtes, men dag efter dag tilbydes der er ny dagens ret fra slottet, der i dag drives af den tilbudsprisdrevne Harald Nyborg-koncern, så på en måde giver det mening.

P1100034.jpg
Udover en skiftende dagens ret har Bistro 113 altid grillkylling.

Nyborg Slot

Heldigvis er der ingen Harald Nyborg-skilte på den nyklassicistiske arkitekturperle, men masser af parkeringspladser på slotspladsen.

I slottets fornemt udseende reception får jeg udleveret en brun papirpose, hvori der ligger en brugsanvisning, som forklarer, hvad man skal gøre med den kolde mad. Det glæder mig, at den er kold, for det bedste resultat fås i de tilfælde, hvor man ikke forsøger at levere varm mad, der kan holde sig hele vejen hjem til kunden.

Hjemme stiller jeg de to aluminiumsbakker med låg i ovnen 20 minutter, ligesom bollerne får en tur, mens den hakkede persille og de to romkugler holdes udenfor. Hvedebollerne er nydelige, de har god elasticitet og saftighed. Rodfrugtmosen er mager, og passer godt til forestillingen om januarmad uden al for megen smør og fløde.

Vildtragouten smager husmoderagtigt, de store stykker vildt, jeg vil tro det er dyrekød, er skåret i uens størrelser. Et par af dem har et stykke uønsket sene, men de fleste er reelle og ganske velsmagende, trods deres grå kulør.

Havde man skåret dem i mindre stykker og jævnet saucen mere, ville det have været bedre. Men ellers vil jeg rose retten for sin smagfulde sauce, de gode saftige champignoner og det røgede bacon, eller måske det var flæsk, som satte en smagsmæssig prik over i’et.

OLE_6737.jpg
Vellykket kalvemørbrad med tilsvarende sauce bearnaise og sprøde pommes frites fra The Kitchen. Foto: Ole Troelsø.

Trørød og Espergærde

Lidt længere mod nord er The Kitchen i Trørød undtagelsen, som bekræfter reglen om, at det er bedst at vælge kold mad. For selvom det var aftalt, at maden skulle være kold med genopvarmning for øje, var den rygende varm ved afhentning.

Forunderligt nok skadede det ikke de pommes frites, jeg havde bestilt med henblik på at konstatere, at de sikkert ville være bløde ved hjemkomsten. De var tværtimod knassprøde og varme ligesom den pænt syrlige og luftige bearnaise samt den flot stegte bøf af kalvemørbrad.

Men oppe i Espergærde hos Bistro 113 fik jeg dog ret, her var fritterne lunkne og bløde, så dem vil jeg ikke anbefale at man kører efter.

Til gengæld får den grillstegte kylling mine anbefalinger. Skindet kan naturligvis ikke være sprødt efter hjemtransport i termoemballage, men kødet var saftigt, mørt og fuld af god, ren smag.

OLE_6754.jpg
Mør, saftig og smagfuld Coq au Vin fra The Kitchen i Trørød.

Man får meget for pengene i disse tre bud på hverdagsmad, eftersom dagens ret koster hhv. 115 kr. hos The Kitchen i Trørød, 135 kr. på Bernstorff Slot og 135-165 kr. hos Bistro 113. Men jeg savner flere ambitiøse køkkener, da de fleste har valgt den fuldstændige nedlukning frem for at holde køkkendøren på klem for kunderne. Men nu hvor restriktionerne er blevet forlænget, håber jeg virkelig, at flere af de gode gourmetrestauranter hopper på takeaway-vognen. Kom tilbage, store fisk. Vi savner jer.


Andre læser dette lige nu