Der er nok at bekymre sig om med otte børn, nogle med handikap, og millionforretningen Tranekær Slot, men greveparret Mette og Christian Ahlefeldt-Laurvig har besluttet sig for at tage tingene, som de kommer. Nu inviterer de som det eneste slot i Danmark offentligheden indenfor i deres private gemakker.
Der er aftensmad hver dag kl. 18, lørdagsslik og dessert om søndagen. Bestikket står altid klar i to krukker på langbordet, glassene i praktiske stabler samme sted, og der er høflig selvbetjening ved komfuret i samtalekøkkenet.
"Hvis der er for få koteletter, skærer vi dem over, og så er der ostemadder for resten"
Det er præcist så ordentligt og skemalagt, som det kræver i en storfamilie med seks sammenbragte børn, to plejebørn, et forældrepar og en udenlandsk au pair. "Sådan må det være i en stor familie, for at det hele ikke sejler.
Sådan var det også, da jeg var barn på Lerchenborg, hvor vi var fem børn," siger Mette Ahlefeldt-Laurvig, født Lerche-Lerchenborg, der siden 2008 har boet med sin mand, greve Christian Ahlefeldt-Laurvig, på Tranekær Slot på Langeland.
Regler og pligter
Orden og klare rytmer er især vigtige i denne børneflok, fordi Mathilde på 13 er født med Downs syndrom, og de to plejebørn, Alexander og Philip på 20 og 22 år, som er sønner af slotsfruens fætter, og hhv. er autist og har brug for ekstra støtte.
De kom til Danmark fra Mexico, efter at deres mor døde, og da der ikke var andre i familien, som meldte sig på banen, trådte greveparret til. De havde pladsen og ønskede ikke at se børnene blive kastebolde i det kommunale system.
"Vi siger tit til hinanden: Det er, som det er," forklarer 49-årige Mette Ahlefeldt-Laurvig. "Keep it simple gælder her hos os, der er ikke noget, som ikke er godt nok."
Langeland er smuk, flad og så langt fra alfarvej, at greven ser sit gods som den oplagte plet for politiske tystys- møder, som han kalder dem.
"Hvis en af pigerne vil have veninder på besøg, får de aldrig nej, for det skal der være plads til. Og hvis der er for få koteletter, skærer vi dem over, og så er der ostemadder for resten," forklarer 48-årige Christian Ahlefeldt-Laurvig, der heller ikke er bleg for at opdrage de små gæster til, at her i huset spiser man ikke med albuerne på bordet, og man sætter sin beskidte tallerken i opvaskemaskinen.
"De synes, det er fedt og trygt med regler, og så gør de sig umage med at vise, hvad de har lært, næste gang de kommer," smiler greven på sin alfaderlige facon fra stolen i det lyse og mest moderne hjørne af det over 800 år gamle slot, hvor vi er bænket til en bid ristet rugbrød.
De 1800 beboelige kvadratmeter er stadig lidt på den anden ende efter hans forældres guldbryllup i weekenden, der blev fejret med 60 gæster i riddersalen. En støvsuger er efterladt på den lange grønne løber i stueetagen, hist og pist er sengetøjet taget af dynerne i de 14 gæsteværelser i nordfløjen, og køkkenbordet på første sal er nu dekoreret med en rest af blomsteropsatserne med roser, georginer og sankthansurt.
Hinandens soulmates
Parret kender hinanden fra teenageårene, fordi deres forældre er meget nære venner, og begge havde et forlist ægteskab på bagen, da det for otte år siden for alvor slog gnister mellem dem ved en fødselsdag i Jylland.
Christian Ahlefeldt-Laurvig er 13. generation på Tranekær Slot og elsker sit liv på landet med hustruen Mette.
De veg ikke fra hinandens side hele aftenen, og efter at have testet børnenes trivsel i hinandens selskab et halvt års tid, solgte Mette Ahlefeldt-Laurvig sit hus i Virum og blev øboer. Hun savner ikke sit storbyliv ét sekund, men elsker sin tilværelse med "verdens dejligste mand", deres skønne unger, de musestille aftener, rådyrene på marken en tidlig morgen og hendes hest i stalden.
"Vi er soulmates. Du kan slet ikke forestille dig det. Vi elsker vores liv sammen. Og jeg har en klog mand, der ved, at "happy wife" giver "happy life", så vi har aftalt, at han tager de store beslutninger, og jeg tager de små – og der er kun små her i huset," griner Mette Ahlefeldt-Laurvig, der er den moderlige lim i det komplekse familieforetagende.
Gravid som 44-årig
Hun er både psykoterapeut og hoteluddannet med en baggrund på bl.a. Hotel d'Angleterre. Og så har hun haft hænderne fulde med nytænkningen og renoveringen af slottet, som familien blev kastet ind i over hals og hoved i 2008. Det var mildest talt et år fuld af omvæltninger.
Natten til 29. september brændte den ene længe af den nærliggende Ladegården, hvor greveparret boede, og tre dage senere overtog de nøglerne til slottet, hvis lejer havde sagt det op den sommer. Få dage senere flyttede de to plejebørn ind, omtrent samtidig med at Mette Ahlefeldt-Laurvig, der dengang var 44 år, kunne konstatere, at hun var gravid med deres første og eneste fælles barn.
Slottet trængte i den grad til en kærlig hånd, da parret overtog det for fem år siden. Det har det fået, men for både greven og grevinden er det vigtigt, at rummene er til for at blive brugt.
"Så var det da godt, vi havde et helt slot at flytte ind i," ironiserer Christian Ahlefeldt-Laurvig, som dog også hele tiden har vidst, at det røde slot på bakketoppen var for dyr en villa bare at bo i.
Grevinden var selv vokset op på et gods, der delvist levede af offentlighedens interesse for rosenhaven, koncerterne og udstillingerne, så hun lancerede idéen om at vende slottet fra én stor udgiftsbyrde til et værdifuldt aktiv.
##PAGE## Han bed på, og det gjorde Realdania også og støttede både prospektfasen og realiseringsfasen. Det tog fem år med håndværkere overalt fra kælder til tag og en samlet regning på omkring 15 mio. kr., så Tranekær nu med tilladelse fra Kulturstyrelsen bl.a. har fået badeværelser på alle 14 gæsteværelser, nyistandsat godskontor i kælderen og nye vand- og varmerør, der alene løb op i den kedelige sum af 2,5 mio. kr.
Parret modtog det første jagtselskab i efteråret, selv om der stadig manglede detaljer som gardiner for vinduerne.
"Men det var der ikke nogen af de herrer, der gik op i – slet ikke, da vi gik en cru op i rødvinen," siger Christian Ahlefeldt-Laurvig.
Mette Ahlefeldt-Laurvig har flittigt købt ind på auktion for at opdatere slottet med nænsomhed og tænkt de 14 badeværelser ind på kreative måder, der ikke spolerer hverken stuk eller stil.
Planen er ét selskab ad gangen, møder, konferencer eller jagter. Men aldrig private fester, fordi den slags meget festglade bryllupsgæster risikerer at slide unødigt på det kostbare interiør, og fordi førstesalen stadig er familiens private bolig. Nok har de solgt ud af privatsfæren – der er endda ingen låse på dørene – men alle skal kunne sove trygt.
"Der er så mange ting at bekymre sig om her i livet, at hvis jeg skulle bekymre mig om dem alle, skulle jeg ligge inde under min dyne dagen lang"
"Vi er det eneste slot i Danmark, der kombinerer privat bolig med udlejning. Det går ofte for tæt på for beboerne, men vi kan godt lide at møde nye mennesker. Vi gør dog dette, dels fordi vi er nødt til det, og dels fordi vi synes, det er et godt bytte for et stort, tørt og varmt hjem," siger Mette Ahlefeldt-Laurvig.
På denne måde forener det moderne grevepar hverdagen med det ophøjede. Greven er 13. generation på slottet, og han var ivrig efter at komme i gang, velvidende at gælden – også i hans tilfælde – vokser ved hvert generationsskifte pga. arveafgiften.
Han overvejede aldrig at frasige sig arv og gæld, men han må indrømme, at han blev overrasket over, hvor store virkelighedens udfordringer viste sig at være for en moderne greve.
Omgås høj som lav
Han har om nogen oplevet klassesamfundet forvandle sig til det klasseløse samfund. I dag har Tranekær kun seks fastansatte, men da han var barn, var hans far lokalsamfundets største arbejdsgiver.
Gennem 1970'erne ændrede de ansatte tiltaleformen fra "greven og grevinden" til "Preben og Brita", og de lokale unger og andre nysgerrige kan ved selvsyn se, at der ikke er nogen butler i korridoren, ligesom pigeværelserne er inddraget til udlejning.
Slottet blev bygget som fæstningsværk, hvilket væggene her i herreværelset vidner om. Efterhånden som kanonerne blev bedre og bedre, lagde man ekstra lag på indenfor.
"Der er en ting, jeg er særligt stolt af. Det fineste ved min slægt og min opvækst er, at jeg har lært at omgås alle slags mennesker. Jeg legede med kammerater, der boede med aviser på gulvet i stedet for tæpper, og kom hos andre, der havde das og håndpumpe i grovkøkkenet. Jeg arbejder med jorden, og det, tror jeg, gør én jordbunden. Men jeg kan også begå mig på de bonede gulve – begge steder ganske naturligt. Det er en gave," småbuldrer greven, mens han læner sig helt ind over bordet.
Også han elsker sit liv på landet, og han elsker sit fag og duften af nyvendt muld, selv om han desværre i mindre og mindre grad har fingrene nede i jorden.
Temperamentfuld greve
"Jeg er uddannet agrarøkonom, men jeg burde nok have tage en juridisk embedseksamen oveni," vånder han sig og remser i et ekvilibristisk tempo de forordninger og deres ændringer op, som han løbende skal sætte sig ind i.
Fredningsloven, miljøloven, huslejeloven, planloven, for at tage et par stykker, og lige som han troede, han havde fat i det rigtige med salg af halm og brænde til CO2-rigtig opvarmning, lægger staten brændselsafgift på det, så han må overveje at lade træ være træ og komme videre.
Det er kun et par generationer siden, at upstairs og downstairs var to vidt forskellige verdener. I dag sørger grevinden selv for meget af det praktiske i hjemmet.
Eller bare lade være med at brokke sig. Han ved godt, han har lidt af et temperament, og hans humør kan dykke under nul. En overgang troede han egentlig, det var bekymringerne med godset, der trak ham ned i kulkælderen.
I virkeligheden var det basen, arnen og hjemmelivet, der ikke var harmonisk. Det sørgede Mette Ahlefeldt-Laurvig for, der kom styr på, og det giver en stor tryghed, at de er sammen om projekt storfamilie.
"Der er så mange ting at bekymre sig om her i livet, at hvis jeg skulle bekymre mig om dem alle, skulle jeg ligge inde under min dyne dagen lang. Så jeg har besluttet mig for ikke at bekymre mig om det hele, og at min arbejdsdag slutter kl. 18. Resultatet bliver ikke hverken værre eller bedre af, at jeg arbejder døgnet rundt, og i stedet er jeg til stede i familien. Når basen er stærk, kan alt andet bare komme an."
