Den sandfarvede jeep med stof-tag bumler over den røde jord. Solen bager, og akacietræernes skarpe torne slår ind mod jeepens sider.
Tropefuglene kvidrer, et par små aber krydser hjulsporene og antiloper skjuler sig mellem træerne. Med et gør vi holdt.
Husene er små og bygget af ler. Geder, køer og høns går frit rundt i gaderne, og det er almindeligt at se en hestekærre som transportmiddel.
Det knaser i krattet, og pludselig ser vi lige ind i et par lange gul-sorte ben. Vi kigger op og ser to store brune øjne iagttage os med en vis arrogance.
Øjnene tilhører den dominerende han-giraf i det mindre naturreservat Bandia nær byen Saly i Senegal.
En lille fugl tager plads på hans hals, og han ser roligt ud over savannen. Først efter flere minutter vælger han med vuggende gang at gå hen til sin flok.
Geder, køer og høns går frit rundt i gaderne
Kontrasten er stor fra den røde jord og de vilde dyr i naturreservatet til de brede hvide sandstrande og det varme blå hav i den lille fiskerby Saly.
Her ligger de fleste hoteller helt ned til vandet, og heldigvis har den spirende turisme ikke ødelagt byens autenticitet.
I horisonten ses en række små fiskerbåde, der har retning mod kysten. De mange fiskere, der sidder i de enkelte aflange både, bruger årer for at komme frem i det let bølgende hav.
Inden længe lægger de til og bringer dagens fangst ind på det lille område ved land, hvor fiskerne har deres grej.
I Saly er størstedelen af de knap 8000 indbyggere fiskere, hvilket er hovedbeskæftigelsen i Senegal.
Havet er rigt på fisk, og resten af landet er frodigt. Senegaleserne har derfor mad nok og landet er politisk stabilt med demokratisk styre.
Salys gader vidner dog om, at Senegal er et udviklingsland. Vejene omkring den asfalterede hovedgade består af grus, og husene er små og bygget af ler.
Geder, køer og høns går frit rundt i gaderne, og det er almindeligt at se en hestekærre som transportmiddel.
Langs hovedgaden i Saly ligger små boder og butikker, hvor det er muligt at gøre en god handel.
Der pruttes heftigt om priserne og mange senegalesere er meget pågående for at sælge.
De er dog venlige, og kriminaliteten i Saly er også, ifølge den danske konsul i Senegal, ikke-eksisterende, ligesom den er meget lav i resten af landet.
Man kan derfor frit færdes på gaden efter en glad aften på byens lille jazz-bar, Piano Bar.
Arver kun mors familie
I den store by Mbour tæt ved Saly er vejkanterne fyldt med geder og små opstillede boder, hvor de lokale søger at sælge alt fra råt kød, der hænger i snore, til frugt og tøj.
I en forstad til byen er hytterne bygget af siv, og affaldet ligger spredt omkring. Det vidner om, at penge ikke er det, indbyggerne har mest af. Til gengæld har de masser af børn, og overalt mødes man af smilende, vinkende og smukke børn.
I den lille landsby Louli måler man rigdom i køer, og man arver fra sin mors bror, ikke sin far. For som de siger: Man ved kun hvem, der er ens mor. Landsbyen består af 150 indbyggere, som er traditionalister.
Nu har han derfor mange koner, som han, på skift, inviterer ind i sin hytte til overnatning.
Det vil sige, at de lever efter gamle principper og traditioner. Landsbyen er delt op i flere familier, som hver har et lille område med omkring 10 små hytter bygget af siv. Overhovedet i hver familie bor i hytten i midten.
Familien Fayi har netop fået nyt overhoved. Den 66-årige leder, som ikke ser ud til at være en dag over 35, har overtaget posten efter sin ældre bror. Med i overtagelsen fulgte hytten i midten og den ældre brors koner.
Nu har han derfor mange koner, som han, på skift, inviterer ind i sin hytte til overnatning. Det er også ham, der nu står for alle vigtige beslutninger i familien.
De træffes under det store baobabtræ, der står mellem hytterne. I Senegal er det normalt at have flere koner. Også uden for de traditionelle landsbyer. 30 pct. af befolkningen er polygame.
Besøg på slaveøen
Fiskerbyen Saly ligger cirka to timers kørsel fra hovedstaden Dakar. Langs landevejen strækker de grønne sletter med enkelte røde jordbanker sig så langt øjet rækker.
Kun Baobabtræerne, som er Senegals vartegn, troner over den lave bevoksning. De store træer med de forgrenede toppe kan blive over 1000 år gamle og spiller en stor rolle i senegalesiske myter.
I Dakars gader er det tydeligt, at Senegal indtil 1960 var en fransk koloni, og at Dakar var hovedstad i Fransk Vestafrika.
Lange brede boulevarder og store monumenter i byens kerne fører tankerne hen på Paris. Men på grund af en arbejdsløshed i Senegal på 40 pct. søger mange til storbyen for at finde job, og byen er derfor overbefolket.
Overalt i byens gader myldrer det da også med mennesker, dyr og boder. På den lille færge, som sejler fra Dakar til øen Ile de Gorée, er der også trangt.
Færgen vugger mellem bølgerne, mens solen brager ned. Snart ses den ø, som i tre århundreder var et levende helvede for millioner af afrikanere.
Herfra blev 12-15 mio. nemlig fragtet videre med skib til et liv som slave i Amerika eller andre lande.
I små rum, et til mænd, et til børn og et til unge piger blev de stuvet sammen, inden de blev solgt. En dør i stenvæggen ud mod havet var den direkte udgang til skibene. I horisonten ses kun vand og atter vand. Næste stop er Amerika.
En tur i jeep i det bakkede gule sand er bedre end en tur i rutsjebane.
Fra Dakar er der ikke langt til The Pink Lake, som er verdens anden mest salte sø. Den er dog ikke så lyserød, som navnet antyder, men mere grålig.
Det varme vand lokker til en dukkert, og efter endt svømmetur er en skylning nødvendig.
En svømmetur er nok så meget sagt, for det er umuligt at svømme, når man flyder ovenpå i det salte vand, og bruseren består af en mand, der med en spand hælder koldt vand over badegæsterne. Spørger man venligt, om man selv må skylle, er svaret nej.
På den anden side af søen arbejder kvinder og mænd hårdt for at udvinde søens salt.
Mænd hugger salt fri fra store saltblokke, og fra morgen til aften bærer kvinder med rolig gang baljer med salt på hovedet fra bredden til de nærtliggende opbevaringssteder. Hver balje vejer 25 kilo.
Ørkenområdet ved The Pink Lake er sidste stop på racerløbet Paris-Dakar, og en tur i jeep i det bakkede gule sand er bedre end en tur i rutsjebane.
Tropefuglene kvidrer, et par små aber krydser hjulsporene og antiloper skjuler sig mellem træerne. Med et gør vi holdt.
Husene er små og bygget af ler. Geder, køer og høns går frit rundt i gaderne, og det er almindeligt at se en hestekærre som transportmiddel.
Det knaser i krattet, og pludselig ser vi lige ind i et par lange gul-sorte ben. Vi kigger op og ser to store brune øjne iagttage os med en vis arrogance.
Øjnene tilhører den dominerende han-giraf i det mindre naturreservat Bandia nær byen Saly i Senegal.
En lille fugl tager plads på hans hals, og han ser roligt ud over savannen. Først efter flere minutter vælger han med vuggende gang at gå hen til sin flok.
Geder, køer og høns går frit rundt i gaderne
Kontrasten er stor fra den røde jord og de vilde dyr i naturreservatet til de brede hvide sandstrande og det varme blå hav i den lille fiskerby Saly.
Her ligger de fleste hoteller helt ned til vandet, og heldigvis har den spirende turisme ikke ødelagt byens autenticitet.
I horisonten ses en række små fiskerbåde, der har retning mod kysten. De mange fiskere, der sidder i de enkelte aflange både, bruger årer for at komme frem i det let bølgende hav.
Inden længe lægger de til og bringer dagens fangst ind på det lille område ved land, hvor fiskerne har deres grej.
I Saly er størstedelen af de knap 8000 indbyggere fiskere, hvilket er hovedbeskæftigelsen i Senegal.
Havet er rigt på fisk, og resten af landet er frodigt. Senegaleserne har derfor mad nok og landet er politisk stabilt med demokratisk styre.
Salys gader vidner dog om, at Senegal er et udviklingsland. Vejene omkring den asfalterede hovedgade består af grus, og husene er små og bygget af ler.
Geder, køer og høns går frit rundt i gaderne, og det er almindeligt at se en hestekærre som transportmiddel.
Langs hovedgaden i Saly ligger små boder og butikker, hvor det er muligt at gøre en god handel.
Der pruttes heftigt om priserne og mange senegalesere er meget pågående for at sælge.
De er dog venlige, og kriminaliteten i Saly er også, ifølge den danske konsul i Senegal, ikke-eksisterende, ligesom den er meget lav i resten af landet.
Man kan derfor frit færdes på gaden efter en glad aften på byens lille jazz-bar, Piano Bar.
Arver kun mors familie
I den store by Mbour tæt ved Saly er vejkanterne fyldt med geder og små opstillede boder, hvor de lokale søger at sælge alt fra råt kød, der hænger i snore, til frugt og tøj.
I en forstad til byen er hytterne bygget af siv, og affaldet ligger spredt omkring. Det vidner om, at penge ikke er det, indbyggerne har mest af. Til gengæld har de masser af børn, og overalt mødes man af smilende, vinkende og smukke børn.
I den lille landsby Louli måler man rigdom i køer, og man arver fra sin mors bror, ikke sin far. For som de siger: Man ved kun hvem, der er ens mor. Landsbyen består af 150 indbyggere, som er traditionalister.
Nu har han derfor mange koner, som han, på skift, inviterer ind i sin hytte til overnatning.
Det vil sige, at de lever efter gamle principper og traditioner. Landsbyen er delt op i flere familier, som hver har et lille område med omkring 10 små hytter bygget af siv. Overhovedet i hver familie bor i hytten i midten.
Familien Fayi har netop fået nyt overhoved. Den 66-årige leder, som ikke ser ud til at være en dag over 35, har overtaget posten efter sin ældre bror. Med i overtagelsen fulgte hytten i midten og den ældre brors koner.
Nu har han derfor mange koner, som han, på skift, inviterer ind i sin hytte til overnatning. Det er også ham, der nu står for alle vigtige beslutninger i familien.
De træffes under det store baobabtræ, der står mellem hytterne. I Senegal er det normalt at have flere koner. Også uden for de traditionelle landsbyer. 30 pct. af befolkningen er polygame.
Besøg på slaveøen
Fiskerbyen Saly ligger cirka to timers kørsel fra hovedstaden Dakar. Langs landevejen strækker de grønne sletter med enkelte røde jordbanker sig så langt øjet rækker.
Kun Baobabtræerne, som er Senegals vartegn, troner over den lave bevoksning. De store træer med de forgrenede toppe kan blive over 1000 år gamle og spiller en stor rolle i senegalesiske myter.
I Dakars gader er det tydeligt, at Senegal indtil 1960 var en fransk koloni, og at Dakar var hovedstad i Fransk Vestafrika.
Lange brede boulevarder og store monumenter i byens kerne fører tankerne hen på Paris. Men på grund af en arbejdsløshed i Senegal på 40 pct. søger mange til storbyen for at finde job, og byen er derfor overbefolket.
Overalt i byens gader myldrer det da også med mennesker, dyr og boder. På den lille færge, som sejler fra Dakar til øen Ile de Gorée, er der også trangt.
Færgen vugger mellem bølgerne, mens solen brager ned. Snart ses den ø, som i tre århundreder var et levende helvede for millioner af afrikanere.
Herfra blev 12-15 mio. nemlig fragtet videre med skib til et liv som slave i Amerika eller andre lande.
I små rum, et til mænd, et til børn og et til unge piger blev de stuvet sammen, inden de blev solgt. En dør i stenvæggen ud mod havet var den direkte udgang til skibene. I horisonten ses kun vand og atter vand. Næste stop er Amerika.
En tur i jeep i det bakkede gule sand er bedre end en tur i rutsjebane.
Fra Dakar er der ikke langt til The Pink Lake, som er verdens anden mest salte sø. Den er dog ikke så lyserød, som navnet antyder, men mere grålig.
Det varme vand lokker til en dukkert, og efter endt svømmetur er en skylning nødvendig.
En svømmetur er nok så meget sagt, for det er umuligt at svømme, når man flyder ovenpå i det salte vand, og bruseren består af en mand, der med en spand hælder koldt vand over badegæsterne. Spørger man venligt, om man selv må skylle, er svaret nej.
På den anden side af søen arbejder kvinder og mænd hårdt for at udvinde søens salt.
Mænd hugger salt fri fra store saltblokke, og fra morgen til aften bærer kvinder med rolig gang baljer med salt på hovedet fra bredden til de nærtliggende opbevaringssteder. Hver balje vejer 25 kilo.
Ørkenområdet ved The Pink Lake er sidste stop på racerløbet Paris-Dakar, og en tur i jeep i det bakkede gule sand er bedre end en tur i rutsjebane.
