Inspirationen kom fra et uventet sted. Fra Alexanders papa. Efter et hjertestop og en succesfuld genoplivning berettede han konstant om en verden med et stort mørkt hav, krigsskibe, en havneby og gode og onde mennesker. Han havde set noget på sin vej ind i dødsriget, som han ikke kunne slippe.
"Min far kunne ikke slippe sin nærdødsoplevelse, det var nærmest som en psykose. Ingen troede på ham, selv om alle kulturer beskriver noget tilsvarende, og jeg ved heller ikke, om han så noget, eller det bare var en drøm. Men for ham var det virkelighed, og det plantede et frø i os," fortæller Alexander Ahndoril, da vi sidder i hans og fruen Alexandras store hvide køkken og taler om baggrunden for deres nye thriller "Playground", der udkom i Danmark den 11. marts, og allerede nu er strøget til tops på bestseller-listen.
"Vi har endnu ikke oplevet, at vi er løbet tør for idéer, selv om vi ikke kommer så meget ud, bortset fra når vi rejser til bogmesser"
Det er bare seks et halvt år siden, at parret trak store overskrifter i alverdens aviser, da de under Lars Kepler pseudonymet udgav krimien "Hypnotisøren" med den finsk-svenske politimand Joona Linna i hovedrollen.
I kølvandet på Stieg Larssons succes med "Mænd der hader kvinder" var verdens behov for svenske krimier enormt, og selv britiske aviser spekulerede i, hvem der stod bag Kepler-navnet, indtil Aftonbladet i bedste paparazzistil afslørede Ahndorilparret med et foto fra deres sommerhus.
Siden er parret blevet nogle af Sveriges mest kendte kulturpersonligheder, "Vi kan ikke gå på gaden i Stockholm uden at blive genkendt", og deres første fem krimier har solgt mere end seks millioner eksemplarer og er udgivet i 50 lande - senest Bangladesh. Alligevel har de med "Playground" kastet sig over en ny genre. Hvorfor?
Ind i dødsriget
"Da min far døde i 2013, følte vi, at vi måtte skrive historien om dødsriget. Døden er det største mysterium, og det lokkede os til at skrive bogen. Vi valgte med andre ord at følge vores lyst. Der var ikke meget strategi i beslutningen, vi er forfattere og havde en unik historie at berette," forklarer Alexander Ahndoril, der sammen med sin kone introducerer en ny kvindelig hovedperson Jasmin Pascal-Anderson i "Playground".
Siden “Hypnotisøren” i 2009 har ægteparret Ahndoril kun skrevet under navnet Lars Kepler.
Den tidligere soldat havner i en trafikulykke med sin femårige søn Dante, og for at redde ham fra at dø, må hun selv en tur ind i dødsriget for at hente ham ud. En tur, der bl.a. indebærer en kamp på livet på "legepladsen" - inspireret af Hunger Games-bøgerne.
"Det har været forfriskende at skrive i et mindre logisk univers end i bøgerne om Joona Linna og sjovt at arbejde med et Hunger Games-inspireret univers uden en politibetjent. Ikke mindst, fordi vores tre piger er vilde med både bøgerne og filmene," smiler Alexandra Ahndoril og fortæller, at det tog ægteparret ti måneder at skrive "Playground" mod normalt 12 måneder til en ny krimi.
Hun udelukker ikke flere Jasmin-bøger i fremtiden.
"Jasmin er blevet en ny legeplads for os, og vi er helt klart blevet forelsket i hende. Hun er tough."
Tro på evigheden
Om den meget research om nærdødsoplevelser har fået dem til at tro mere på et liv efter døden, har de ikke et entydigt svar på. Heller ikke selv om de begge betegner sig som religiøse og gerne vil tro på evigheden.
"Der er ingen logik i al den kærlighed, vi giver til hinanden, hvis den ikke på en eller anden måde lever videre," siger Alexander Ahndoril, der har et kors hængende om halsen.
"Det er svært at forestille sig et liv efter døden, og det svarer vi heller ikke på i bogen, om der er. Vi skriver kun om overgangen, hvor man hverken er levende eller død. Jeg er opvokset katolsk (svensk far, portugisisk mor, red.), men tror ikke på, at nogen plages i al evighed," supplerer Alexandra Ahndoril, der ikke er katolsk længere, men går i Svenska Kyrkan.
"Jeg kan godt lide, at alle er velkomne der."
Egentlig er det lidt underligt at sidde og tale så meget om døden i den lyse herskabslejlighed i Stockholms Innerstan med højt til loftet, hvor de har boet på 200 kvadratmeter siden 2010, og hvor selv Wegner-spisebordsstolene og lædersofaerne i stuen er hvide.
"Vi elsker at være sammen og ser det kun som en fordel, at vi arbejder sammen frem for at have hver vores arbejdsplads"
Alt minder mere om himlen og en hvid sky end den helvedes forgård, som Jasmin kæmper sig ud af i "Playground".
"Vi kommer begge fra arbejderklassen, men er æstetikere, så smukke omgivelser er vigtige for os," siger Alexandra Ahndoril og fæstner blikket på køkkenskabenes hvide linjer.
Den umiddelbare harmoni mellem ægteparret virker heller ikke påtaget, selv om de arbejder side om side ved hver deres store - hvide - Apple computer og stort set er sammen 24 timer i døgnet.
"Det er vigtigt, at vi gør alt sammen, både skriver og researcher. Det er ikke sådan, at vi skriver et kapitel hver, nej, vi bytter scener med hinanden, og til sidst ved vi ikke hvem, der har skrevet hvad. Det er vores måde at sikre, at bøgerne har den samme tone hele vejen igennem," forklarer Alexander Ahndoril om parrets symbiose og hævder, at de tænker meget ens.
"Hvis vi en sjælden gang er uenige om noget, så finder vi en ny løsning, vi begge kan leve med," uddyber han.
"Min oplevelse er, at mænd og kvinder tænker ens, så en mand kan sagtens skrive om en kvinde og omvendt. Det handler om indlevelse, at gå ind i karakteren og gestalte den," uddyber Alexandra.
Rytme og disciplin
Hårdt presset anerkender hun, at Alexander har en spidskompetence, hvor hun er svagere.
"Den største forskel mellem os er i slagsmålscenerne. Her ved Alexander mere, for han har både gået til thaiboksning og været jægersoldat," siger hun.
De har også samme arbejdsdisciplin og rytme. Står op kl. 6.15 og begynder at skrive kl. 7.45, når børnene er gået i skole. Skriveriet stopper, når børnene kommer hjem om eftermiddagen. Mellem "Playground" og den sjette krimi om Joona Linna, som de regner med at udgive til efteråret - de er halvvejs - holdt de bare en dags pause.
"Vi elsker at skrive og lever i en boble. Hvis vi ikke skriver i en hel uge, får vi klaustrofobi. Joona Linna er med os hele tiden, selv når vi om aftenen slapper af med en film, taler vi om det næste, vi skal skrive," siger Alexandra Ahndoril og viser mig kontoret, hvor plottet til den sjette krimi hænger på lågerne til skabene bag deres computere.
"Vi har endnu ikke oplevet, at vi er løbet tør for idéer, selv om vi ikke kommer så meget ud, bortset fra når vi rejser til bogmesser og for at møde læsere. Men det gør vi så et par måneder om året. Vi inspireres af alt, vi hører og oplever i livet," fastslår hun, der sammen med sin mand er i Horsens til krimimesse i denne weekend.
Er der ingen ulemper ved at være så tætte?
"Vi elsker at være sammen og ser det kun som en fordel, at vi arbejder sammen frem for at have hver vores arbejdsplads. Vi kan slet ikke forestille os et liv mere, hvor vi tager hen til to forskellige kontorer," fastslår de i kor.
Alexander Ahndoril fortæller dog med et smil, at han indimellem tager på fisketur, når han har brug for at være alene. Alexandra går lange ture i Stockholm og taler med sin mor på telefonen i "100 timer". Børsen var inviteret til Stockholm af Politikens Forlag.
