Vinderen af Årets Varebil i Danmark 2018 er den miljøvenlige Iveco Daily. Børsens motorredaktør er med i juryen, og giver dig her overblikket.
På trods af dommedagsbasuner i pressen og blandt lovgivere i Danmark og i EU sælges der næsten kun dieseldrevne varebiler i Danmark.
Konservative indkøbere og attraktive priser i forhold til alternativerne betyder, at det fortsat vil være sådan så langt øjet rækker, men det er ikke det samme som, at der ikke sker noget på området.
Fra 2020 kommer der nye, skrappe EU-regler for emission, og én af kandidaterne til Årets Varebil i Danmark 2018 overholder faktisk allerede nu de nye EU6-grænser. Den store 3500 kg kassevogn Iveco Daily er en overbevisende pakke med forbløffende lavt støjniveau, et godt udsyn og et massivt moment på trods af, at testbilen er lastet med 750 kg.
Iveco Daily fås med tre drivliner:
* 2,3-liters diesel
* 3,0-liters gasdrevet motor (C
* Eldrevet udgave med en rækkevidde på omkring 200 km i blandet kørsei.
Vi kan kun begræde, at danske lovgivere ikke åbner for gashanerne herhjemme. Vi har allerede et landsdækkende netværk af naturgas, og en øget udbredelse af gasdrevne varebiler vil være en nem måde at nedbringe både forurening og CO2-udslip.
I samme boldgade finder vi den konventionelle MAN TGE fra VAG-koncernen. Vi genkender dele af kabinen fra VW’s biler, og den føles som et gedigent produkt på VW-niveau.
Fiat Professional kommer med en Ducato i den store klasse.
Eneste benzinbil i kåringen
Den eneste benzindrevne varebil i kåringen er Fiat Doblo. Den kører med 1,4-liters turbobenzinmotor med 120 hk, og bekymringer om, hvorvidt den overhovedet kan flytte sig, er unødvendige: Testbilen er læsset med 786 kg og klarer både motorvej og bykørsel uden problemer.
“Fiat er p.t. den eneste producent, der kan tilbyde en lille varebil med benzinmotor på 30 pct. afgift. Den må laste 986 kg, og benzinmotor er klart en fordel ved megen bykørsel med mange stop i løbet af arbejdsdagen. De moderne dieselmotorer er ikke glade for korte, kolde ture. Derudover er det selvfølgelig et alternativ her i dieseldebatten,” siger pressechef Steffen Holm fra Fiat Danmark. Den samme motor leveres også i en gasdrevet version.
Dyre eldrevne varebiler
Udover diesel, benzin og gas er der også batteridrevne biler i kåringen. De kan fortsat ikke konkurrere med traditionelle varebiler på anskaffelsespris – en eldrevet Renault Kangoo er for eksempel mere end dobbelt så dyr som samme bil med dieselmotor.
Det er ærgerligt både hvad angår miljø, støj og arbejdsmiljø. Elbilen er skånsom for nærmiljøet, uanset hvor strømmen kommer fra, og næsten lydløs ved acceleration. For føreren er det en fryd af glide afsted uden gearskift, og elmotoren sørger for, at der altid er ekstra kræfter til rådighed.
Efter at have testet adskillige elbiler på markedet og de to kandidater fra Nissan og Renault kan man kun undre sig over, at lovgiverne er så træge med at tilskynde til at få udskiftet den danske varebilspark.
Renault Kangoo Z.E. og Nissan e-NV200 er ikke de bedste repræsentanter for den moderne elbil, for begge er ældre konstruktioner med elendig affjedringskomfort. Det kvikke optræk, de miljømæssige fordele og de lave driftsudgifter – og dermed rimelige totalomkostninger – kan man dog ikke tage fra dem.
Hvis komfort er vigtig
Er affjedringskomfort mere væsentlig end lasteevne og antallet af kubikmeter i varerummet, skal vi over i helt anden boldgade. Volvo stiller med den nye varebilsudgave af XC40, der er akkurat lige så komfortabel som personbilen.
På asfalt har XC40 en uhørt behagelig måde at glide ubesværet hen over ujævnheder, og kabinen med det lyse læder og det enkle skandinaviske udtryk bliver vi aldrig trætte af. Her træder man ind i et møbelhus – ikke i en varebil.
På papegøjeplader begynder priserne for XC40 Van ved 306.443 kr. Volvo har også den større, mere luksuriøse og dyrere XC60 Van med.
Sidste års vinder med igen
Sidste års vinder af den danske varebilskåring, Toyota Proace, er med i en ny udgave med lad. Der kører hundredvis af den gamle og udgåede Toyota Dyna-ladvogn i Danmark, fordi den er praktisk og med begrænsede ydre mål.
Proace Platform Cab må laste op til 1200 kg og trække op til 2500 kg. Den fås med forskellige typer lad, men kan også bygges op med letvægtskasse med ståhøjde som et alternativ for for eksempel pakketransportfirmaer.
Kåringen til Årets Varebil 2017 har været medvirkende til, at salget af Toyota Proace steg med over 50 pct. i 2017 i forhold til 2016.
De fem finalister
Til fyraften stemte hvert jurymedlem på fem favoritter til finalen, og efter pointene var talt sammen, blev finalisterne samlet.
Reglerne for finalen er, at jurymedlemmerne hver kan fordele 25 point. Hver bil skal have point, og der må maks. afgives ti point på én bil.
Børsens undertegnede jurymedlem fordelte sine stemmer med ti point og topkarakter til Iveco Daily, der virker som en komplet pakke og tilbyder miljøvenlig transport her og nu.
Volvo XC40 får seks point for sin gennemførte premiumstil i kabinen, sikkerhed og høje komfort, og herefter følger point til Ford Transit Custom, MAN TGE og Nissan e-NV200.
De fem finalister kan opleves på Vestfyn Trækker ved Ejby på Fyn, der åbner for publikum i dag fredag 25. maj.
De øvrige kandidater i kåringen:
