74-årig familieoverhoved: "Alle folk skal arbejde og tjene deres egne penge

Hun kalder det “en indre krig” at vælge imellem folk og projekter, men alligevel deler Annette Bjerring Kristensen hvert år millioner ud til sin egen familie og det vestjyske kulturliv. Som 74-årig har hun moderniseret den fond, som er resultatet af hendes forfædres hårde arbejde

Der er langt fra havnen i Esbjerg til markerne omkring den smukke, trelængede gård nær Fredensborg i Nordsjælland. En verden til forskel. På en sensommerdag er det kun lyden af et par fugle og et enkelt vindstød i træerne, der afbryder den totale stilhed.

Men inde bag murene på gården gemmer sig en fortælling om et stykke dansk erhvervshistorie, der trækker tråde hele vejen over til Vesterhavet. Til dengang dansk fiskeri endnu var i sin vorden, og hvor én mand alene kunne skabe sig et navn og en tilværelse med de bare næver. Hvis man altså var stærk nok.

“Min farfar var et kæmpe menneske. Denne store mand. Han kunne koste rundt med alle folk nede på havnen i Esbjerg. De havde respekt for ham, men han fyldte også meget.”

Annette Bjerring Kristensen sidder i en lys, polstret sofa, der står midt i den åbne stue. På bordet foran hende ligger bøgerne om hendes farfar, Claus Sørensen, og det er selvfølgelig ham, hun taler om.

“Her ser du alle fem bind af hans erindringer. Han havde virkelig meget på hjerte,” siger hun og smiler.

Claus Sørensens liv handlede om fisk. Allerede kort efter sin konfirmation tog han ud at sejle på Nordsøen, men rejste i 1906 videre over Atlanten til Amerika, hvor han ernærede sig som laksefisker og skovhugger på Stillehavskysten.

Det kunne have været indledningen til den amerikanske drøm, men Claus Sørensen vendte i stedet hjem til Esbjerg, købte sig en fiskekutter og gik i gang med at skabe det livsværk, som Annette Bjerring Kristensen i dag fører videre som formand for Claus Sørensens Fond.

“Det kan godt være, jeg er fyldt 74 år og dermed er en af landets vel nok ældste, kvindelige formænd, men jeg ser absolut ingen grund til at stoppe med at arbejde. Hvorfor skulle jeg dog det?"

Det er et hverv, hun tager meget alvorligt, men som hun kun sjældent har talt offentligt om, for hun er egentlig ikke så meget for at tale med pressen, siger hun. I stedet vil hun hellere bruge sin sparsomme tid på at gøre forretninger, ligesom hun har gjort hele sit liv.

“Det kan godt være, jeg er fyldt 74 år og dermed er en af landets vel nok ældste, kvindelige formænd, men jeg ser absolut ingen grund til at stoppe med at arbejde. Hvorfor skulle jeg dog det? Min egen far, Tage Sørensen, stoppede også først som formand i fonden, da han var 92 år, og han var skarp som en ragekniv helt til sin død.”

Annette Bjerring Kristensen taler hurtigt og kontant. Når hun færdiggør en sætning, er der stille, mens hun venter på næste spørgsmål. Ingen smalltalk her. Den vestjyske dialekt har hun heller ikke lagt helt bag sig, selvom hun efterhånden har boet på Sjælland siden 1988.

“Vi flyttede herover, fordi min mand fik et arbejde. Det var bestemt ikke noget, min far brød sig om. Han var esbjergenser med stort E. Det er vi sådan set alle i familien, men jeg var på det tidspunkt i mit liv nødt til at træffe en beslutning om at rejse fra byen, og det var ikke populært,” husker hun.

Med til historien hører også, at Annette Bjerring Kristensens far, Tage Sørensen, var “Mister Esbjerg”, som han ofte blev kaldt. Han var – ganske som sin egen far – en stor personlighed i byen og en af de mest succesfulde erhvervsmænd i Esbjergs nyere historie.

“Han var om nogen med til at skabe Esbjerg som moderne by med en stor og velfungerende havn, men han var anderledes end sin far. Han var mere beskeden og nok en smule introvert. Det gik dog over på hans ældre dage,” siger Annette Bjerring Kristensen og rejser sig op for at finde et eksemplar af regionalavisen Jyske Vestkysten fra bunken af udklip, der ligger på stuebordet.

“Se her,” siger hun og folder avisen ud.

Forsiden er ryddet på nær et enormt portræt af Tage Sørensen: Esbjergs store erhvervsmand er død.

“Det var sådan, man skrev om ham. Han var jo den største mand i Esbjerg i sin tid. Han døde i 2016 og blev 100 år.”

"Vi kigger os ikke tilbage i min familie, men fremad. Der er ingen grund til at dvæle ved det, der allerede er sket”

Som formand for Claus Sørensens Fond sidder Annette Bjerring Kristensen med en magtfuld og indflydelsesrig post, men hun har ikke noget med driften af de fondsejede virksomheder at gøre.

“Det har vi skam topprofessionelle folk til,” som hun siger.

Blandt de virksomheder, der i dag hører under fonden, finder vi bl.a. Viking Life-Saving Equipment, der er global markedsleder inden for sikkerhedsudstyr til især den maritime industri samt Vestfrost A/S og Claus Sørensen A/S, der er landets største køle- og frysehuskoncern.

Læg dertil ejerskabet af en lang række ejendomme og ikke mindst den meget aktive involvering i byens fodboldklub, EfB Elite (Esbjergs forenede boldklubber), som Claus Sørensen Gruppen er mangeårig hovedsponsor for.

“Vi gør meget for byen, for byen har gjort så meget for os,” lyder det fra Annette Bjerring Kristensen, der bekræfter, at fonden i 2016 kunne uddele ca. 25 mio. kr. til almennyttige formål og til efterkommere af fondens stifter.

Men ét er penge, noget andet er selve de følelsesmæssige værdier, som hendes forfædre også efterlod sig, og som hun i dag værner meget om.

“Det er jo vigtigt, at vi driver fonden i den ånd, den blev skabt, og det kan være svært, eftersom samfundet konstant udvikler sig, mens fondens fundats er skrevet i en hel anden tid,” siger hun.

”Men jeg prøver at løfte arven så godt, jeg kan.”

Og at gøre det efter to så store personligheder som Claus Sørensen og Tage Sørensen kræver sin kvinde. Det ved Annette Bjerring Kristensen udmærket, men det er ikke noget, hun har brugt så meget tid på at spekulere over, siger hun.

“Nej, det gør vi slet ikke i min familie. Vi kigger os ikke tilbage, men fremad. Der er ingen grund til at dvæle ved det, der allerede er sket.”

"Det foregår ikke sådan, at bare fordi man er søn eller datter af stifteren, så er man automatisk sikret en rolle i virksomheden. Man skal gøre sig fortjent til det”

Alligevel vil hun godt sætte nogle ord på det, der skete, dengang hun første gang fortalte sin far, at hun gerne ville have en mere aktiv rolle i familiefortagenet.

“Jeg måtte jo presse på i flere år. Det var bestemt ikke en formsag. Det foregår ikke sådan, at bare fordi man er søn eller datter af stifteren, så er man automatisk sikret en rolle i virksomheden. Man skal gøre sig fortjent til det.”

Måden, Annette Bjerring Kristensen gjorde det på, var bl.a. ved at etablere møbelvirksomheden Kristensen & Kristensen sammen med sin ægtefælle Povl Erik Kristensen.

“Vi knoklede virkelig i starten, og jeg stod selv for indkøb af tekstiler og møbler, som jeg så rejste rundt og solgte i hele landet. Jeg gjorde det for at bevise over for min far, at jeg var i stand til at stå på egne ben og drive en virksomhed, men det var såmænd ikke første gang, jeg havde gjort det,” fortæller hun.

“Allerede i slutningen af 1970’erne lånte jeg nogle penge af min farfar og åbnede to modetøjsforretninger i Esbjerg. Det var Liberty, hvor vi solgte eksklusive pelse, tasker og sko, samt butikken Tiffany, der henvendte sig til den mere almindelige forbruger. Jeg solgte dog begge forretninger, før vi flyttede til Sjælland.”

I slutningen af 1990’erne blev Annette Bjerring Kristensen valgt ind i bestyrelsen i virksomheden Viking, som faderen havde grundlagt i 1960, og som helt frem til hans død står hans hjerte meget nær.

“Det var jo et klimaks for mig, for Viking er en stor del af min familie. Allerede som helt ung tilbragte jeg mange timer på fabrikken, og jeg var der ofte sammen med min far, som jeg følte mig tæt på. Vi gik også til fodboldkampe sammen nede på EfB Stadion om søndagen, hvor vi stod og råbte løs. Jeg husker virkelig den tid som noget helt specielt,” siger hun.

Men ros kommer der aldrig rigtig noget af fra faderens side. Han er slet ikke typen, der slynger om sig med store ord eller varme bemærkninger. Han er mere “akademisk anlagt,” som Annette Bjerring Kristensen formulerer det.

“Jeg ved også, at han heller aldrig selv fik ros fra sin egen far, så det render åbenbart i familien,” konstaterer hun.

“Jeg har dog siden hørt, at han op til flere gange har rost mig ude i byen, men jeg har altså aldrig hørt det direkte fra ham.”

"Jeg åbner for, at man som bestyrelsesmedlem godt må åbne munden og sige sin mening. Ellers er der jo ingen grund til, at man sidder der”

Da Tage Sørensen dør i 2016, træder Annette Bjerring Kristensen til som ny formand for Claus Sørensens Fond og bliver dermed de facto familieoverhoved i en efterhånden ganske velvoksen koncern med en milliardomsætning og flere end 2700 ansatte fordelt over hele verden.

En ordentlig mundfuld, men samtidig en opgave, som Annette Bjerring Kristensen har forberedt sig på i ganske mange år, fortæller hun.

“Jeg tager udfordringen op og føler ikke, det er en forpligtigelse. Jeg gør det gerne. Under min fars ledelse har fonden måske været en smule gammeldags, og der er meget kæft, trit og retning over det, mens jeg åbner for, at man som bestyrelsesmedlem godt må åbne munden og sige sin mening. Ellers er der jo ingen grund til, at man sidder der.”

Annette Bjerring Kristensen gør også op med faderens gamle regel om, at man skal være bosiddende i Esbjerg for at sidde i fonden. Det holder ikke i en moderne verden, mener hun.

“I stedet kører jeg selv fra Sjælland til Esbjerg for at gå på arbejde. Så er jeg i byen tre-fire dage i træk og har et meget intensivt program,” fortæller hun og tilføjer, at hun ofte bor på Hotel Britannia, “for det er ejet af lokale, og den slags betyder altså noget.”

“Vores slægt kommer fra Esbjerg, og den by vil altid have en særlig plads i familien og fondens arbejde. Det står også i fondens fundats, at vores uddelinger skal komme folk i fiskeriet til gode, men nu er der jo efterhånden næsten ingen fiskeri tilbage i Esbjerg, så vi forsøger i fonden at finde andre, gode emner at give penge ud til,” siger hun.

Af eksempler nævner hun byens idrætsliv, hvor både fodboldklubben, håndboldklubben og ishockeyklubben er blevet tildelt store støttesummer, ligesom Claus Sørensens Fond har bidraget til opførelsen af Musikhuset Esbjerg og ikke mindst skulpturen “Esbjergskibet,” som blev givet til byen i anledning af Tage Sørensens 100 års fødselsdag.

"Jeg synes ikke, de unge skal have for mange penge, mens det ikke gør mig noget, hvis de ældre familiemedlemmer får en stor sum penge eller “en skilling,” som min far altid kaldte det”

Og så er der selvfølgelig uddelingerne til de mange efterkommere, som med tiden har vokset sig til en ganske stor forsamling, fortæller Annette Bjerring Kristensen.

“Jeg tror efterhånden, vi er oppe på 33 descendenter, som vi kalder det, og ifølge fondens fundats er de jo berettiget til 75 pct. af de uddelinger, der finder sted hvert år. Det er en meget svær øvelse, for jeg er af den opfattelse, at alle folk skal arbejde og tjene deres egne penge. Ingen er tjent med blot at få tilsendt en check med posten hvert eneste år.”

Hun kalder selv øvelsen for “en indre krig,” og hun gør ofte efterkommerne opmærksom på, at pengene ikke er en selvfølge, forklarer hun.

“Jeg slutter altid møderne i familien af med en kommentar om, at nu skal de huske at gå ud og finde sig et arbejde. Det er et dilemma, for jeg synes ikke, de unge skal have for mange penge, mens det ikke gør mig noget, hvis de ældre familiemedlemmer får en stor sum penge eller “en skilling,” som min far altid kaldte det.”

Hun siger dog, at hovedparten af efterkommerne fint kan administrere de penge, der kommer fra fonden, og det gør hende glad, hver eneste gang et familiemedlem sender en hilsen for at sige tak og fortælle, at de f.eks. har brugt pengene på en ny tilbygning eller en ferie.

“På den måde gør pengene jo nytte,” som hun siger.

“Det er også de tanker, jeg tror, min farfar oprindeligt havde, da han grundlagde fonden tilbage i 1964. Det har så siden vist sig, at fondseje også er en stor styrke i den forstand, at vi kan tillade os at tænke langsigtet. Der er så ofte debatter og diskussioner om fondseje i Danmark, men jeg er af den klare overbevisning, at der ikke er mange, danske virksomheder, der ville have overlevet, hvis ikke de var fondsejede. Så ville der være blevet trukket enorme summer ud af virksomheden, eller den var blevet solgt til en udenlandsk kapitalfond, og de tænker per definition kun på kortsigtet profit. Det gør vi ikke, og det er en stor gave,” siger Annette Bjerring Kristensen.

“Men tag ikke fejl. Vi tænker også i overskud hele tiden. Vores virksomheder skal alle tjene penge, som kan komme både fonden, familien og medarbejderne til gode,” siger hun.

“Min rolle som formand er at lede og holde sammen på det hele. Både på familien, men også på virksomhederne. Det er jo egentlig det, fonden gør: Holder sammen på værdierne og ejerskabet, og det er familiens vilje.”