"3, 2, 1, go!", lyder det fra Eddie The Eagle, hanggliding-instruktøren, da vi har stillet os til rette på et forsvindende græsstykke på en schweizisk bjergryg.
Som en værnepligtig på dag ét trodser jeg mine instinktive nervøsitet og parerer straks ordre ved at sætte i løb sammen med Eddie under det brede sejl.
"Min indre skræk kæmper om kap med adrenalinensuset, da Eddie laver skarpe sving, og det går op for mig, at vi er ved at spiralstyrtdykke"
Otte skridt, og jeg er som en vægtløs Peter Pan, der løber sig op i himlen. Vindstød, der er blevet presset lodret op i mødet med bjerget, løfter let og elegant dragesejlet op, som instruktøren og jeg er spændt fast på. Min hurtige hjertebanken suser ud i vinden, og for en stund glemmer jeg at trække vejret i forundring og beundring over pludselig at svæve i 400 meters højde.
Mindet om at en sort kat løb hen over vejen, lige før vi kom til take off-stedet, fortrænger sig i synet af kæmpemæssige bjerge på hver sin side af dalen og den smukke Thuna-sø, som skinner i grønne nuancer.
Himlen er ikke Kodak-blå denne dag i det centrale Schweiz. I stedet svæver vi hen over små, lavt hængende skyer, der ikke aner uråd. På kommando fra australske Eddie vender jeg blikket ned mod en sky og spejder.
Interlaken ligger i det centrale Schweiz i Berner Alperne mellem to søer, Lake Thun og Lake Brienz.
Hvad vi spejder efter, forstår jeg ikke i alt suseriet, men da jeg ser det, er jeg ikke i tvivl. En regnbuefarvet glorie står frem på skyen 15 meter under os, og Eddie peger som en gal på den.
Fænomenet er ganske særegent, får jeg efterfølgende at vide, for når en menneskeskygge kastes på en sky, bliver skyggen af hovedet gerne til en farvet ring.
Det kaldes en G – en lysspredning, der dannes af sollys på regndråber.
Et stk. spiraldykning
Søndagstur er det her bestemt ikke, og flyvegale Eddie kan mærke, at jeg lugter adrenalinblod oppe i de her højder. Helt forrest på hangglideren stikker en stang ud med et kamera fastmonteret, som Eddie vil lave en film med. "Ready?".
Jeg når lige at få sagt ja, da hangglideren foretager en stejl stigning, og vi pludselig hænger stille lodret op mod vinden. "Smile", og inden mit smil er tørret væk, læner Eddie hele sin vægt foran, og vi dykker i frit fald, som en havmåge, der lige har spottet et offer i vandet.
Turen i luften varer typisk mellem 10-25 minutter, og man flyver bogstaveligt talt som en fugl i 400 meters højde.
Min indre skræk kæmper om kap med adrenalinensuset, da Eddie laver skarpe sving, og det går op for mig, at vi er ved at spiralstyrtdykke. "Do you like trees?", råber han igennem vinden, og så styrer vi mod et lille stykke skov, der giver mig en nær-skov-dødsoplevelse, som får øjnene til at løbe i vand af vind, grin og skræk.
Jeg når lige at få vejret, da jeg kan se, at vi nærmer os landingsbanen, en stor græsplæne, og jeg kan mærke, at alt er, som det plejer for Eddie, som gerne er i luften med turister tre gange dagligt.
Vi lander blødt i højt græs ved hjælp af to hjul og vores maver og ben, som er beskyttet af en pude foran.
12 minutter er fløjet, og min tid som fugl er færdig. Jeg kigger op på himlen og tænker: Wow, jeg må derop igen.
