ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

11 Flueben fra hotelmandens grønne notesbog

Tidl. hoteldirektør og nu rådgiver i hotelbranchen Michael Telling ved noget om luksus, og så noterer han sig alt i sin grønne notesbog.

Uden den rejser han ingen steder. Og da slet ikke til lande med aggressive gadesælgere.

1. Hvad pakker du altid i din kuffert?

"Jeg går ingen steder uden min grønne notesblok, hvor der står alt, hvad der er værd at vide om den destination, jeg er på vej til. Jeg er lidt af en fagnørd, så jeg har noteret alt fra service på mit hotel til råvarernes kvalitet på det lokale marked."

1_35347_picture_9685_3.jpg
Med en baggrund fra bl.a. Hotel d’Angleterre ved Michael Telling, hvad han taler om, når han anbefaler hoteller og roser service. PR-foto

2. Hvor rejser du helst hen?

"Jeg boede engang i London i seks år, og jeg føler stadig ikke, vi er færdige med hinanden. Hvis du spørger mine venner, vil de nok fortælle, at jeg er anglofil. Det er ikke langt fra sandheden. Efter London flyttede jeg til Oslo, og noget så ordinært som den engelske køkultur var noget af det, jeg savnede mest. I London stiger du på bussen i numerisk rækkefølge og ikke efter, hvem der har de mest spidse albuer."

3. Hvilket flyselskab foretrækker du?

"Oversøisk har min favorit altid været Virgin Atlantic. Det har intet med størrelsen på sæderne at gøre. Det er deres service, som er sublim. Hvis jeg sidder og ser film, spørger personalet, om jeg helst vil have popcorn eller softice til. Det oplever du altså ikke hos andre selskaber. Flyver jeg i Europa, er SAS min favorit, og jeg har fløjet med dem over tusinde gange."

4. Hvilken lufthavn er den bedste?

"Hvis jeg har noget tid, som jeg skal slå ihjel, findes der ikke nogen bedre end Zürich Lufthavn. Lufthavne, som formår at omfavne de lokale styrker, er altid de bedste. Og når jeg lander i Zürich, besøger jeg altid en særlig butik med ure. Ikke fordi jeg har råd til dem, men fordi jeg let kan få timer til at gå med at dagdrømme, mens jeg ser viserne tikke afsted."

5. Hvad er dit yndlingshotel?

"Det er ubetinget The Legian på Bali. Det er et autentisk hotel, der giver mig følelsen af, at jeg er en del af Balis historie. Den indonesiske hotelmand Adrian Zecha var med til at grundlægge det, og han er ypperlig til at drive hoteller. Derudover er servicen på Bali i verdensklasse, og du møder ikke den ekstreme ydmyghed, som kendetegner store dele af Asien. Jeg plejer at sige, at balineserne er de fødte hotelfolk."

6. Hvad laver du på dine rejser, når du har fri?

"På en måde holder jeg aldrig fri, men har alligevel altid fri, fordi mit arbejde er min hobby. Så når jeg er færdig med mine møder og andre arbejdsopgaver, besøger jeg gerne andre hoteller og restauranter og grifler løs i mine grønne notesblokke."

7. Hvad savner du, når du er ude at rejse?

"For at bevare husfreden må jeg starte med at nævne min mand, Neil. Derudover er det noget så jordnært som leverpostej. Uden sammenligning i øvrigt. Er leverpostejen ikke hjemmelavet, så går Stryhns grovhakket nu også an. Jeg holder meget af andre landes gastronomi, men intet slår en klapsammen med leverpostej."

8. Hvad har været din bedste rejse?


"Sidste efterår besøgte vi Irlands vestkyst, hvor vi fulgte ruterne The Ring of Kerry og Wild Atlantic Way. Jeg har været i Irland flere gange, men denne gang var noget særligt. Den irske natur er den smukkeste i Europa. Den har noget råt over sig, som du ikke møder andre steder. Lykken er en vandretur i højlandet efterfulgt af en kold Guinness i selskab med min mand og den sorte, irske humor. Måske er jeg i virkeligheden ikke anglofil, men mere irer?"

9. Og den værste rejse?


"Jeg havde engang en oplevelse på et hotel i Tanzania, jeg aldrig vil glemme. Hotellet lå et øde sted, så der var ingen alternativer. Da jeg træder ind på hotelværelset, bliver jeg hilst velkommen af en spraydåse med Ddt-gift, som vi i Danmark forbød i slutningen af 1960’erne, fordi det er sindssyg giftigt. Da mørket bryder frem, skal jeg love for, at jeg finder ud af, hvorfor de har bevæbnet mig med gift. Så jeg vælger den aften at sige, at jeg hellere vil dø af for meget Ddt end en nat i selskab med kakerlakker på størrelse med min håndflade."

10. Hvor vil du anbefale andre at tage hen?


"Igen må jeg nævne Bali. Øen profilerer sig på at være Gudernes Ø, men det er altså også lidt min ø."

11. Hvilke steder skal man holde sig fra?


"Lande og byer med aggressive gadesælgere gør mig sur. Særligt ét land skiller sig negativt ud, men jeg vil helst ikke pege fingre. Jeg har dog sejlet dertil tre gange med krydstogtskib, men har endnu ikke set landet, fordi gadesælgerne står parate til at overfalde mig, lige så snart jeg planter foden på kajen."



Andre læser dette lige nu