Ved ankomst til Miami Beach springer de klassiske Miami-ikoner straks i øjnene. Her stråler de skarpe pangfarver og strandens kulørte livreddertårne om kap med de soldyrkende badenymfers miniskule bikinier. De hurtigt accelererende sportsvogne gasser op foran “Versace-villaen”, Casa Casuarina, inden de suser videre op ad Ocean Drive og Collins Avenue, forbi mange af beachens legendariske arkitekturmesterværker. Navnligt hotellerne, som The National og Delano, har siden 1940’erne været anerkendte art deco-juveler med en overdådig luksus og overflod af endeløse hvide marmorgulve, -søjler og letsvævende gardiner, der har styrket fortællingen om Miami Beach som Den Amerikanske Rivieras hotspot og frivole legeplads.
Lidt længere oppe ad stranden ligger The Faena Hotel. Her har man inviteret den britiske kunstner Damien Hirst til at berige hotellets have med en en-til-en replika af et mammutskelet. I vanlig Hirst-stil er skelettet guldbelagt og funkler i en glasmontre for enden af hotellets have. Fortidsvæsenet er lige dele totem og attraktion for Miamis nyere og absolutte højsæson: kunstmessen Art Basel, Miami.