Portofino er Ferraris nye indstigningsmodel. Det er en praktisk og alsidig coupé-cabriolet med let adgang, nem betjening og plads til to børn på bagsædet. Men prisen er ikke lav, og Portofino er langt fra fortabt i brugervenlighed.
80 kilogram lettere end forgængeren, fem centimeter mere benplads til bagsædepassagererne, bedre brændstoføkonomi og et nyt brugervenligt musik- og navigationssystem. Betydningsfulde forbedringer i forhold til den udgående model og vigtig information for nye kunder. Men intet kan være mere ligegyldigt, når det gælder en ny Ferrari.
Alene startprisen på 3.656.500 kr. gør, at ejeren bag rattet formentlig har mange andre og vigtigere overvejelser, inden han eller hun sætter sig bag rattet af den nye Ferrari Portofino. Og selv når økonomien er afklaret, vil føreren formentlig orientere sig mere mod svingeegenskaber, præstationer og køreglæde.
Den er vanvittig hurtig
Den gode nyhed er, at ingen af de praktiske forbedringer er gået ud over køreegenskaberne i den nye Ferrari. Det er stadig en vanvittigt hurtig køremaskine med fuld pakke af Ferrari-dna, som trækker smil på læberne med samme hast, som den går fra 0-100 km/t. Det foregår i øvrigt på 3,5 sekunder.
Med rattet i hånden på en øde syditalienske bjergvej er det svært ikke at udforske dynamikken. Selv med de mindste ratbevægelser bider de 28,5 cm brede bagdæk sig i asfalten som en cykelkæde i et tandhjul uanset vejens forløb. I sving resulterer et let speederløft omgående i præcis den lille overstyring, der skal til, for at bagvognen sætter sig og gør klar til, at jeg atter træder på speederen, og bilen æder sig ud af svinget, nøjagtig som den blev kastet ind.
Med 600 hk i motoren skal man normalt være forsigtig med at træde speederen i bund ved den lejlighed, men Portofino er for fin til at svare igen. Den parerer ordre på den joviale måde og synes ligefrem begejstret over overstadigt pedalarbejde. Baghjulene slipper mindre end en halv rotation for at markere, at bilen har styr på det, før den skydes ud af svinget i sikker forvisning om, at hvis ikke føreren har styr på det, så har bilen.
Fornemmelsen af, at bilen gør føreren bedre, er langt fra ny i en Ferrari, men den er optimeret til udramatisk perfektion i Portofino, som gør krævende kørsel til underholdning med høj hastighed næsten uanset førerens evner.
Nu er stilen mere klassisk gran turismo
Ferrari Portofino afløser California-modellen. Den kom i 2008 og blev revideret med mere maskulint design og turbomotor med California T-modellen i 2014. I stil og attitude fremstod også den første model som en moderne inkarnation af en klassisk Gran Turismo, som typen genkendes fra utallige Ferrari-modeller fra 60’erne og 70’erne. Ikke desto mindre var modellen med fast foldetag lidt af et sats fra Ferraris side, og California blev heller ikke en omgående eller ubetinget kommerciel succes.
Designmæssigt forsøgte Ferrari at distancere California-modellen fra de dyrere og kraftige modeller i Ferrari-programmet med et afvæbnende, smykkeagtigt design, og det faldt ikke i alles smag. California fik mere muskuløse linjer, da den blev revideret i 2014, men med Portofino gør Ferrari op med ethvert strejf af afvæbnende og smykkeagtig stil.
Den bygger ganske vist videre på det oprindelige California, og de grundlæggende dimensioner er stort set uændrede. Men Portofino er blevet betydeligt mere muskuløs og elegant end forgængeren.
Målet er en smuk, lukket coupé
Skal man tro Ferraris designere, skyldes det ikke mindst, at udgangspunktet for designet har været et andet: California-modellen tog udgangspunkt i at lave en smuk, åben cabriolet. Designet af Portofino tager udgangspunkt i at lave en smuk, lukket coupé.
Mens California således fik en tredelt profil med front, midtersektion og hækparti, så er Portofino todelt set fra siden. Midtersektionen er integreret med hækpartiet i en klassisk coupé-form, når taget er lukket. Læg hertil både front og hækdesign, der er bedre i tråd med Ferraris øvrige modeller, hvilket alt i alt giver en lukket Portofino udtryk som en miniudgave aftopmodellen Ferrari 812 Superfast.
Med det nye visuelle utryk følger optimeret aerodynamik. Der er ingen bevægelige karosseridele på øvrige Ferrari-modeller, men forlygterne rummer luftindtag, som leder luften ud i hjulkasserne, og bilens bund er blevet til en aktiv del af aerodynamikken til gavn for bilens højfartsstabilitet.
V8-motoren er som udgangspunkt en optimeret version af turbomotoren i forgængeren California T. Slagvolumen er uændret 3,9 liter, men et nyt kølesystem og revisioner af den interne mekanik har forøget effekten med 40 hk til 600 hk, og momentet med 10 Nm mere til 760 Nm.
Absolut ingen tøven fra motoren
Speederresponsen er ikke så aggressiv som i andre Ferrari-modeller, men der er ingen turbotøven, og fra tomgang udvikler effekten sig helt jævnt. Træder man hurtigt og hårdt på speederen, går det således stærkt og vildt for sig, både med at nå de første 100 km/t og med at nå omdrejningsbegrænseren, der sætter ind ved 7500 o/min. Det er lidt som at lukke festen, mens den er bedst.
At Ferrari godt ved, at 7500 o/min ikke er meget for en Ferrari, illustreres af, at instrumentpanelets store, centrale omdrejningstæller går helt til 10.000 o/min – til ingen nytte. En visuel skifteindikator på ratkransen advarer om begrænseren, men den er ekstraudstyr.
Dyb, gurglende V8-grynten
Til gengæld kan man ikke klage over gearskiftet. Standard er den syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse, som kendes fra det øvrige Ferrari-program, og den fungerer ganske enkelt perfekt. Sætter man den i auto, får man naturligvis ikke problemer med omdrejningsbegrænseren.
Med udviklingen i omdrejninger følger et lydspor, som Ferrari har gjort sig umage med. Fabrikken lægger ikke skjul på, at lyden er en vigtig del af det at køre Ferrari, men hver model skal have sit eget lydbillede, og Portofino lyder ikke som andre Ferrari’er. Den har fået sin egen dybe gryntende gurglen. Skal man have den fulde fornøjelse af lyden, skal man køre med åbent tag, og det sker heldigvis hurtigt og effektivt på 14 sekunder med op til 40 km/t.
Med lukket tag bliver Portofino til en coupé, også i lydmæssig forstand. Der er ingen kunstig lydformidling via højttalere eller lignende, og støjniveauet i kabinen er generelt lavt langt over danske hastighedsgrænser. Det gælder i øvrigt også med taget nede. Med den simple vinddeflektor monteret sidder man godt beskyttet i kabinen. Den sidder over de to separate bagsædeskåle, som man dermed ikke kan benytte, men de er brugbare til børn op til 140 cm. Faktisk er der kommet ekstra fem cm benplads takket være nye, tyndere forstole, som til gengæld er eljusterbare i flere retninger end hidtil.
Egnet til hverdagsbrug
Kabinen bærer præg af at være skabt til hverdagsbrug. Også Portofino får glæde af Ferraris nye musik- og navigationssystem, som fungerer via en 10,3” trykfølsom skærm i flot opløsning. Den er let og intuitiv at bruge, selv om det kan kræve en del tryk at komme til nogle elementer. Eksempelvis kræver det fire tryk at justere på sædevarmen, men i øvrigt er varme- og ventilationssystemet optimeret. Portofino har også fået Ferraris trykfølsomme sekundære display i passagersiden.
Som i resten af Ferrari-programmet foregår al primær betjening på selve rattet. Det gælder betjening af vinduesviskere, afviserblink, skift mellem kort og langt lys og kørestilsvælger, hos Ferrari kaldet Manetino. Nyt er, at afviserkontakterne, der sidder på rattets tværgående eger, nu kan betjenes med tryk både for og bag på rattet. Og så er hornkontakten flyttet fra ratkransen til ratnavet. Tak for det!
Alt i alt en overraskende anvendelig og komfortabel basis-Ferrari, som har hele Ferraris arv og dna i behold i en mere brugbar version. Ferrari har fået en ny skønhed på programmet, og i sidste ende er det måske det vigtigste.
