Frode Berg er i nystrøget hvid skjorte og mørk jakke.
Han bliver ført ind i de anklagedes glasbur i retten i Moskva. Stiller sig helt tæt på glasset, så han kan kommunikere med sin advokat.
Det er den 16. april 2019 og dagen, hvor den spionagesigtede nordmand får sin dom.
14 år i et topsikret russisk fængsel.
Han har været grænseinspektør ved den norsk-russiske grænse i mere end to årtier. Og han er rundet af en tid med tøbrud og optimisme. Kendt som en mand, der har arbejdet aktivt for at fremme venskab og samarbejde over grænsen.
Frode Berg har været på en opdagelsesrejse ind i det, der før var kold krig og fjendeland. Han har nydt hvert minut, og han har fået oplevelser for livet.
Men rejsen slutter her.
Geopolitikkens tektoniske plader er i skred, og grænseinspektøren fra Kirkenes i det nordligste Norge er en af dem, der bliver klemt.
Erfaring med Rusland
Vi spoler frem til nutiden, hvor Frode Berg og hustruen Anita Berg tager imod i deres lune stue. Der er sat småkager frem til kaffen, og Frode Berg tager plads i sin foretrukne stol.
Han kom hjem til Norge i en fangeudveksling i november 2019, ca. syv måneder efter domsafsigelsen.
Sammen med Børsens fotojournalist Simon Fals har jeg rakt ud til ægteparret Berg for at tale om truslen fra Rusland, som de har helt konkrete og personlige erfaringer med.
Vi er rejst til Kirkenes i den norske Finnmark-region, helt oppe nord for polarcirklen, for at undersøge, hvad vi kan lære af beredskab og kriseplaner i de egne, der ligger tættest på Rusland.
Frode Berg virker som en oplagt mand at spørge.
Han sendte et brev
Historien om hans anholdelse og ophold i det berygtede Lefortovo-fængsel i Moskva har han beskrevet i en bog og også i flere interview med norske og internationale medier.
Her er den korte version: Som grænseinspektør fik han over årene et godt og nært forhold til sine russiske kolleger. Han rejste ofte i Rusland og byggede bekendtskaber og netværk.
På et tidspunkt blev han kontaktet af en lokal politiker i Kirkenes, som spurgte, om han kunne hjælpe med at transportere et brev over grænsen og afsende det på den russiske side.
Han var klar over, at politikeren havde forbindelse til den norske militære efterretningstjeneste, men tænkte, at han godt lige kunne hjælpe. Han fastholder, at han ikke fik noget at vide om, hvad missionen gik ud på.
Ifølge de russiske myndigheder hjalp Frode Berg med at sende penge, instruktioner og hukommelseskort til mindst én kilde i Rusland, som lækkede militære hemmeligheder om russiske atomubåde til Norge.
Den første kuvert blev ikke den eneste. Frode Berg siger selv, at han havde besluttet at stoppe. Men på det, der skulle have været den sidste rejse, blev han anholdt.
Det var den 5. december 2017.
Efter nogle måneder i russisk fangenskab erkendte han at have fungeret som kurer. Han håbede på at blive udvekslet med russiske fanger i Vesten, men siger også, at han blev behandlet fint i fængslet.
“I dag går det ikke at bære nag til nogen. Jeg har sluttet fred med den norske efterretningstjeneste, og jeg har fået god hjælp,” siger han.
Efter hjemkomsten fik han en kompensation fra Norge på 4 mio. norske kroner. Men han undrer sig stadig over, hvad det var, der foregik dengang. Og han er ked af, at han aldrig har fået en formel tak fra den norske stat.
“Tusind tak for det arbejde, du gjorde. Det ville have været nok for mig,” siger han og beskriver sig selv som en mand, der “har gået i uniform, siden jeg var 18 år”:
“Jeg har jo også fået kompensation for det, jeg har oplevet, og jeg har haft mange samtaler med ministre og myndigheder. Jeg beder ikke om at få udleveret statshemmeligheder – bare om en tak.”
Selvom årene er gået, er Frode Berg ikke færdig med spionagesagen. Den rumsterer stadig.
En drøm er bristet
Det var et nyt liv, der begyndte, da han vendte hjem fra fængslet i Moskva.
“Pludselig var jeg et kendt ansigt. Der er stadig mange i Norge, der genkender mig på gaden – selv nu efter seks år.”
Ude i verden var det også en ny tid. Efter Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 blev forholdet mellem Putin-regimet og Vesten mere og mere køligt. Og med krigen i Ukraine endte det i åben konflikt.
Frode Berg kan ikke lade være med at tænke på alle de mennesker, han har mødt og kendt.
“Jeg støtter overhovedet ikke, hvad Rusland foretager sig. Jeg støtter ikke det russiske regime på nogen måde. Men jeg synes, det er lidt synd for den russiske befolkning,” siger han.
“De tør jo ikke sige andet, end at de bakker op om Putin. Det kan være meget vanskeligt at udtrykke sig i Rusland.”
Du har haft gode russiske kontakter. Håbede du på bedre relationer end dem, vi har i dag?
“Ja, jeg håbede. Men nu tror jeg, det kan tage mange år. Jeg har stadig lidt kontakt med bekendte i Rusland via forskellige kanaler. Vi taler ikke om krig, men vi taler da sammen,” siger han og uddyber:
“Der var jo rigtig megen kontakt førhen, og man vil gerne have det tilbage. Det ønske tror jeg også, ligger dybt i russerne. Men det ser svært ud. Det er jo frygteligt svært bare at tale om det nu.”
Så den drøm er tabt?
Det spørgsmål svarer Frode Berg ikke på.
I stedet kaster han sig ud i en beskrivelse af, hvor godt det gik.
I 1991, da Sovjetunionen kollapsede, var det kun ca. 16.000 personer, der passerede grænseovergangen mellem Norge og Rusland.
Allerede året efter var tallet ca. 83.000, og det peakede ifølge data fra norsk politi og lokalmediet Barents Observer med ca. 320.000 personer i 2013.
“Vi havde rigtig god grænsehandel her i Kirkenes. Vi fik store indkøbscentre og butikker, som man ellers ikke plejer at se i en lille norsk by,” erindrer han.
Benzin, vodka og gode venner
Frode Berg var dybt engageret i den nye tid.
“Jeg havde jo mit job, men jeg var også med til at fremme partnerskaber og samarbejde via Røde Kors og via kunst, kultur og sport. Det var en utrolig interessant tid – og pludselig var det forbi.”
I grænsebyer som Kirkenes er der en sorg, og det har taget tid at erkende, hvad der er sket, siger han.
“Det var jo et brud, der kom ret hurtigt med invasionen i Ukraine. Og det var ikke alle, der accepterede det til at begynde med. De tænkte ikke på, at denne krig kunne true hele Europa.”
Folk i grænseegne mistede meget, siger han: bevægelsesfrihed, handlefrihed, venner og bekendte.
“Vi var jo for eksempel vant til at tage over og købe benzin og vodka. Fra Kirkenes kunne vi køre over til byen Nikel på den russiske side, når vi ville. Det var der mange, der gjorde.”
Hustruen Anita Berg, som ellers har siddet tavs og smilende i en sofa, bryder ind.
“Man shoppede og spiste på restaurant, fik lavet manicure og gik til tandlægen. Der kom også mange russere her til den norske side,” husker hun.
Men nu er det slut.
Der er dog stadig borgere med russisk baggrund i Kirkenes, fastslår Frode Berg. Tal fra den norske statistikbank viser, at der i 2025 var 434 russere og efterkommere i Sør-Varanger kommune, hvor Kirkenes er hovedby.
“Jeg har gode russiske venner i byen. Men det er jo trist, at det er blevet, som det er. Vi er tilbage, hvor vi var før 1990,” siger Frode Berg.
Langt de fleste lokale russere er modstandere af Ukraine-krigen og kritiske over for Putin-regimet. Det er vigtigt at huske, pointerer han.
“Mange har både norsk og russisk pas, men nu har en del af dem opgivet det russiske, og en del har også mistet kontakten til deres familier i Rusland.”
Altid på vagt
For Frode Berg ligger det personlige vendepunkt før Ruslands angreb på Ukraine i 2022. Det kom med anholdelsen og dommen tre år tidligere. Hans eget private opgør med Rusland.
Undervejs i samtalen vender han flere gange tilbage til spionagesagen og alt det, han ikke forstår: Var han offer for et komplot? Blev han udnyttet af de norske myndigheder – eller af de russiske?
Han får nok aldrig et endegyldigt svar.
“Jeg sover egentlig godt nok om natten. Men jeg er altid lidt på vagt,” siger han.
“Jeg synes stadig, at der er mange, som er for naive. Når det gælder Rusland, skal vi være meget opmærksomme.”
Lige nu bruger Putin-regimet sine kræfter og ressourcer i Ukraine.
“Fra vores naboregion heroppe er der sendt mange styrker afsted. De er blevet dræbt, udslettet og findes ikke mere. Der bor kun enker og børn uden fædre.”
Men selvom tropperne ikke står klar lige ovre på den anden side, ser han truslen.
“Vi må ikke undervurdere den trussel. Vi kan have kampvogne og soldater, men hvis der f.eks. begynder at komme hundredvis af droner, skal vi også kunne forsvare os mod dem.”
Hans egen personlige historie viser, at Rusland nogle gange kan overraske, mener han.
“Der er stadig mange, der tror, at jeg blev pumpet for informationer. Men nej, det var dem, der talte til mig om alt det, de vidste i forvejen.”
En brik i et spil
Ved afhøringerne gjorde agenter fra den russiske sikkerhedstjeneste FSB meget ud af, at de kendte til gadenavne i Kirkenes, vidste, hvem der boede hvor, og endda kunne udpege en højtplaceret aktør fra den norske militære efterretningstjeneste, fortæller han.
“De fortalte, at de havde kendskab til nogle interne forhold i hans familie, som jeg vidste, var korrekte. De brugte ret meget tid på at tale detaljeret om Kirkenes.”
Blev du brugt i en propagandakrig?
“Ja, det mener jeg klart var en del af hensigten: At jeg skulle rejse hjem og fortælle om alt det, de vidste.”
Hvad tror du, de ville opnå?
“Det er svært at vide. Jeg har jo svært ved at tro, at de vil forsøge at få fuld kontrol med området her. Men jeg troede heller ikke, at de ville angribe Ukraine.”
Tankerne om, hvad der kan ske i grænselandet, kommer af og til, fortæller han.
På den ene side er det betryggende, at Norge og Europa opruster.
Han ved også, at Ukraine har holdt stand i snart fire år nu. Og at de russiske styrker ikke har vist sig udpræget effektive – tværtimod. Men man kan aldrig vide:
“Jeg har altid en lille uro. Og så har jeg en tristhed over alt det, vi kunne – og ikke kan mere.”
En god ven
Der var især én russer, Anatolij Voznjuk, som Frode Berg opbyggede et tæt forhold til. Men nu er forbindelsen afbrudt.
“Jeg har prøvet at skrive til Anatolijs tidligere mailadresse, men jeg får ikke kontakt. På telefonen svarer han heller ikke. Der får man bare besked om, at nummeret ikke er i brug længere.”
Voznjuk og Berg gjorde tjeneste sammen, på hver sin side af grænsen, helt tilbage fra 1990’erne, fortæller han.
“Han talte noget svensk, og vi har kendt hinanden i mange år. Han har både gjort tjeneste her, ved den russiske ambassade i Oslo og i Moskva. Det var noget særligt med os. Vi blev kaldt for Knold og Tot.”
Ifølge Frode Berg var de norske myndigheder fuldt orienterede om, hvad han foretog sig.
“Når vi f.eks. havde sociale sammenkomster med russerne, var der altid en lille debriefing bagefter. Politiets Sikkerhetstjeneste, PST, hjalp med at sikre, at vi ikke krydsede grænser, som ikke skulle krydses.”
Men han siger også uden forbehold, at han og Anatolij Voznjuk havde det godt sammen.
“Han havde det samme job som mig, bare på den anden side, og vi har lavet mange sjove og spændende ting sammen.”
Det er et af de spørgsmål, der stadig nager ham: Var vennen involveret i spionageefterforskningen?
Da Frode Berg blev anholdt i december 2017, blev der i første omgang kun talt russisk, som han ikke forstod så meget af.
“Jeg kan godt tale lidt, men jeg nægtede at tale russisk i den situation.”
Efter et stykke tid hørte han pludselig en velkendt stemme ude på gangen.
“Det var Anatolij, min gamle ven. Han skulle være tolk.”
Frode Bergs advokater bad senere om at få en anden tolk.
Han talte dog med Anatolij Voznjuk flere gange i løbet af de to år, han sad fængslet, fortæller han. Men siden har der ikke været kontakt.
“Venskabet er slut.”
Det er nærliggende at tro, at vennen blev kaldt hjem fra Oslo til Moskva i 2016 for at bidrage til det, der endte med at blive retssagen mod Berg, mener han.
“Det kan jeg ikke bebrejde ham for. Hvis han nu havde advaret og sagt: Frode, du må ikke komme til Rusland, for du vil blive anholdt … Måske kunne jeg godt have forventet det. Men så havde han været illoyal over for sit land.”
Frode Berg troede på sin ven, på russerne og på en ny tid. Det samme gjorde mange andre i Europa.
Men vi burde være vågnet noget før og have set faresignalerne, siger han.
“Vi må jo indrømme, at fra 1991 og frem til invasionen i Ukraine havde vi en utroligt god periode. Her i Kirkenes byggede vi bånd, og vi begyndte at stole på Rusland. Vi så ikke de farer, der var ved at opstå.”
Nu har han svært ved at se, hvordan det skal blive bedre – medmindre der kommer et regimeskifte.
“Jeg vil ikke bruge ordet ruslandvenlig, men vi var i hvert fald meget optagede af optimisme og samarbejde. Nu kan der gå en generation eller mere, før nogen tør stole på Rusland igen.”
