I dette urolige norske grænseland kommer truslen fra Rusland helt tæt på
Sceneriet er ren vinteridyl.
Sneen ligger tykt og blødt i skoven, og alle træer står kridhvide i den hårde frost.
Temperaturen er dykket under 10 minusgrader, da vi hopper ind i en af den norske jægerbataljons biler og kører fra grænsestationen Pasvik ad en bumlet skovvej.
Vi er nord for polarcirklen i november. Solen viser sig kun i få timer, og lyset har et svagt rosa skær langt op ad formiddagen.
Men alt er ikke fred og idyl i Finnmark, helt oppe på toppen af Norden – på kanten af Nato.
Her deler Norge en 198 km lang landegrænse med Rusland. Lige ovre på den anden side ligger Murmansk-regionen, hvor atombevæbnede ubåde og hele den vigtige russiske Nordflåde er stationeret.
Finnmark og særligt kommunen Sør-Varanger, som er det yderste frosne stykke land op til grænsen, er blevet et geopolitisk hotspot.
Her møder vi både soldater og civile, der beretter om et voksende russisk pres: om overvågning, slet skjulte trusler og spionage.
De har levet i flere år med den hybridkrig, som vi i Danmark først for alvor er begyndt at mærke nu. Vi er rejst ud for at spørge, hvad vi kan lære af deres erfaringer.
Jægere på vagt
I skoven standser vi ved et træhus på størrelse med et lille dansk sommerhus ledsaget af et gråt vagttårn i ca. fire etagers højde.
Her har en gruppe værnepligtige vagten i nogle uger frem. De er unge 20-årige mænd fra mange egne af Norge. Nu er de jægersoldater i 12 måneder og bevogter Natos grænse mod øst.
Sammen med Børsens fotojournalist, Simon Fals, bliver jeg inviteret op i tårnet. Vi er mildt sagt ærgerlige over, at vi ikke må fotografere deroppe. Men vi laver senere vores egne droneoptagelser lige uden for det militære område.
Fra vagttårnet kan de norske soldater se langt ind i Rusland. De ser blandt andet direkte ind på industribyen Nikel med knap 10.000 indbyggere og en nedlagt mine.
Med deres gode kikkert kan man skelne huse, biler og røg fra skorstenene. Her sidder de så i skiftehold og holder øje med selv de mindste bevægelser – hverdag og weekend, dag og nat.
I kikkerten kan vi se et vagttårn, hvor en russisk grænsevagt formentlig sidder og kigger på os netop nu. Vi kan ikke se tegn på liv, men de unge jægersoldater ved, at tårnet er bemandet.
Vi har 360 graders udsigt, og det er svært at løsrive sig. Men til sidst går vi ned.
Chefen er på besøg, og de unge værnepligtige har bagt vafler.
Nabo til Nordflåden
John Olav Fuglem er brigadechef for den helt nye Finnmarksbrigade, som er under opbygning. Den første nye brigade i Norge siden Den Kolde Krig.
Han blev udpeget i juni og tog fat på opgaven den 20. august. To bataljoner og et hjemmeværnsdistrikt skal samles i den nye brigadeenhed, som skal være fuldt udbygget i 2032.
Opgaven er klar, siger han: At forsvare hver en meter af Norges territorium.
I Danmark har Forsvarets Efterretningstjeneste meldt ud, at hvis krigen i Ukraine stopper eller fryser fast, kan Rusland være klar til at angribe et Nato-land inden for to år. Og klar til en storskalakrig i Europa inden for fem år.
Den vurdering deler brigadechefen:
“Rusland kører jo sit produktionsapparat på fuld styrke, både når det gælder personel og materiel. Det kommer nok ikke til at stoppe den dag, krigen i Ukraine stopper. Det er den trussel, vi ser. Så må vi også opbygge tilstrækkeligt til at kunne afskrække.”
Lige nu er den militære trussel mod Finnmark lav, fastslår han. De russiske styrker har travlt i Ukraine. Men der er en særlig situation netop her:
“Truslen er lav, men spændingerne er høje.”
Mindre end 200 km fra det norske grænsetårn ligger storbyen Murmansk og en række lukkede militære byer, som er hjemsted for den russiske Nordflåde.
“Der er nogle kapaciteter, som Rusland ønsker at beskytte. Geografien betyder meget. Så vi ønsker at vise, at vi står her, og at vi kommer til at forsvare,” siger John Olav Fuglem.
Rusland har en særlig interesse lige netop her?
“Ja, det har de strategisk for at muliggøre forsvaret af bl.a. deres atomvåben. Der kan både norske Finnmark og det nordligste Finland være del af det område, de mener at have brug for.”
Hybride hændelser
Hybridkrigen har trukket overskrifter i Danmark efter de seneste måneders dronehændelser. Men her i grænselandet har der været hybridkrig længe, siger brigadechefen. Han lægger ikke fingrene imellem, når man spørger til det hybride pres.
“Det er mange forskellige ting som kriminalitet, hærværk, sabotage og spionage. Det har vi set meget af de seneste år siden 2021 – og specielt på spionagesiden.”
Den lokale avis Barents Observer rapporterer løbende om hybride hændelser.
F.eks. om et passagerfly, der ikke kunne lande på grund af gps-jamming. Om russiske fiskeskibe, som ifølge norske myndigheder har udvist mistænkelig adfærd og bidraget til at kortlægge kritisk infrastruktur – og som i øvrigt har ejere med forbindelser til præsident Putin og efterretningstjenesten FSB.
Redaktør Thomas Nielsen fra Barents Observer har været medforfatter på en forskningsartikel, der melder om øget aktivitet og et stigende antal russiske militære øvelser i området.
Da vi besøger ham på hans kontor i Kirkenes, viser han på et kort, hvorfor situationen er ekstra højspændt.
Barentshavet er ikke dybt, så her er det svært for Ruslands ubåde at skjule sig. Hvis de kan nå ud på Norges vestside, er havet dybere. Derfor er kontrollen med havområdet ud for den nordlige norske kyst helt afgørende.
“Hvis der bliver en større konflikt, vil Rusland gå efter at få kontrol over Barentshavet. Man vil formentlig ikke sende militære styrker ind direkte, fordi det vil være et angreb på Nato. Men man kan gøre andre ting, hybride operationer, for at gøre livet for Nato så svært som muligt.”
Det kunne f.eks. være med gps-jamming eller ved at kappe kabler til strøm og kommunikation.
“Hvis det er minus 17 grader, og strømmen går, bliver det ganske svært at være her,” siger Nielsen.
“Vi har skrevet mange artikler om, hvordan russiske aktører kortlægger infrastruktur og militære installationer. Vi har også set, at de har sendt operatører, som har kortlagt drikkevandsforsyningen.”
Klar til kamp
Tilbage i grænsetårnet spørger jeg, hvad det betyder i praksis, at spændingerne er høje.
De værnepligtige rundt om kaffebordet fortæller, at de selvfølgelig indimellem tænker på den store, urolige verden og alt, hvad der kan ske.
“Man tænker på det, men ikke for meget. Man holder fokus på opgaverne,” siger en af dem.
“Vi skal være klar både mentalt og fysisk,” tilføjer en anden.
Brigadechefen forsikrer, at Norges forsvar vil være klar, hvis det bliver nødvendigt. Og de unge nikker bekræftende. De er klar.
Chefen fortæller om besøgende, som udgiver sig for at være turister eller lystfiskere og tager billeder af infrastruktur i området.
De unge grænsejægere er instrueret i at kontakte de fremmede og spørge, hvad de foretager sig. Der bor kun få lokale her, så det er nemt at se forskel, fortæller de.
Når de patruljerer i båd ude på elven, sker det, at de sejler helt tæt forbi russiske styrker på de smalleste steder. Men de har ikke kontakt. Højst et lille nik for at anerkende hinandens eksistens.
“Der er ingen tvivl om, at der er en øget aktivitet fra fjendtlige aktører, som arbejder på at kortlægge, hvor vi er, og hvad vi gør,” siger brigadechefen John Olav Fuglem.
“De kan finde på at provokere for at få en reaktion og se, hvordan vi agerer. Det er ikke for at planlægge en krig her og nu. Men det er tydeligt, at de ønsker at vide, hvordan vi har organiseret os, hvordan vi gør tingene, og hvor vi kan være sårbare, hvis det en dag skulle blive aktuelt.”
De unge jægersoldater fortæller, at de er forberedte på mange scenarier.
F.eks. kan de bruge kort og kompas, hvis der skulle komme gps-forstyrrelser. De har træning i at arbejde i mørke og hård kulde. Og i at håndtere desinformation og fake news.
En redningsbåd
Hvad kan vi i Danmark lære af jeres erfaringer her i grænselandet?
“Jeg tror, det er bevidstheden om, at der er en stadig og vedvarende trussel – at den altid er der,” siger brigadechefen.
Det handler ikke kun om at bygge militært forsvar, men i høj grad også om borgere, virksomheder og den offentlige sektor. Det er afgørende, at civilsamfundet er godt forberedt, pointerer han.
“Hvis individet kan tage vare på sig selv, så kan jeg og drengene her fokusere på at vinde krigen. Men hvis vi skal vende om og hjælpe med evakuering, mad, forsyninger, hele driften af samfundet, så bruger vi vores ressourcer på det.”
Tidligere har mange tænkt på militæret som en redningsbåd, der kun skulle i brug, hvis skibet gik ned. Men det er det samlede forsvar og beredskab, der er redningsbåden, siger John Olav Fuglem.
“Vi i militæret indgår sammen med politi, toldere, civilt beredskab og alle disse søjler, som hører sammen. Der findes ingen stat og ingen frihed uden forsvar. Det tror jeg, vi har glemt lidt i løbet af de seneste 30 år.”
I den nye Finnmarksbrigade skal der være ca. 4000 mand: 2500-3000 værnepligtige og militære ledere samt 1000-1500 reservister, som har civile job ved siden af.
Indtil videre har det ikke været svært at rekruttere – tværtimod er der stor søgning, siger han.
Vigtig opgave
På grænsestationen møder vi en gruppe værnepligtige, som er i gang med skydetræning.
Norge har haft kvindelig værnepligt siden 2015, og der er også kvinder på dette hold.
En af dem er Stine, som ifølge forsvarets regler kun optræder med fornavn. Hun er vokset op ved Lofoten, så hun er vant til kulden, og hun fortæller, at hun trives vældig godt med soldaterlivet i den arktiske natur.
Tænker du på Rusland og alt det, der sker i verden?
“Ja, man føler jo, at der er noget at gøre. Man har en stor rolle, og man ser vigtigheden af det. Jeg er glad for at have fået den opgave, jeg har her.”
Det kan blive dig og dine kammerater, der skal forsvare mod Rusland – taler I om det indbyrdes?
“Ja, det er en stor opgave. Vi har nogle samtaler om det om aftenen, hvor vi ligesom får sat det i et større perspektiv – hvad det er, vi gør for Norge.”
Tænker du, at I er klar?
“Vores opgave lige nu er at vise tilstedeværelse. At vi er her, og at vi gør noget. Men ja, jeg synes, vi har fået god træning. Så hvis det skulle ske, er jeg klar.”
På kant med Kreml
Kirkenes hedder hovedbyen i området, og her har borgmester Magnus Mæland sine egne personlige erfaringer med russisk pres.
Han tager imod på sit kontor på rådhuset, hvor han er nærmeste nabo til det russiske konsulat i byen.
Både en nuværende og en tidligere ansat på konsulatet har ifølge mediet Barents Observer haft tilknytning til den russiske efterretningstjeneste FSB.
Da borgmesteren blev valgt med et spinkelt borgerligt flertal tilbage i 2023, havnede han inden for få uger i en åben konflikt med Rusland.
Magnus Mæland lagde en krans i ukrainske farver ved et monument for Sovjetunionens befrielse af Kirkenes efter Anden Verdenskrig. Da han hørte, at det russiske konsulat havde placeret nogle andre blomster foran kransen, gik han tilbage og rykkede rundt, så de stod side om side.
Det udløste en voldsom reaktion. Både Ruslands ambassade og udenrigsministerium sendte skarpe udtalelser om “russofobi” og “vandalisme”. Den norske ambassadør i Moskva blev indkaldt til konsultationer, og aktivister dukkede op foran den norske ambassade.
Under vores besøg i Kirkenes rækker vi ud til det russiske konsulat, men får ikke noget svar.
Borgmesteren skynder sig at understrege, at han intet har imod russere. Tværtimod har han russiske venner. Og han betragter russerne i Kirkenes som “nogle af de modigste mennesker”, når de f.eks. deltager i protester mod Putin, selvom det kan ramme deres familier i Rusland.
Selvom Magnus Mæland er borgmester i en lille udkantskommune, er han også en geopolitisk aktør. Det er han fuldt bevidst om.
Han er 41 år og voksede op i en tid med optimisme og håb om samarbejde over grænser. Nu er han folkevalgt i en egn, som er blevet den yderste bastion på kanten af fjendeland.
“Jeg er meget klar over, at dette er normalen. Uanset hvad der sker i Ukraine, om der kommer en fred på ukrainske vilkår eller en imperialistisk fred, hvor stormagter igen sidder og deler verden mellem sig, vil vores forhold til Rusland ikke ændre sig.”
Den naive globalisering
Hvis der igen skal opbygges et varmere forhold over grænsen, kræver det, at Putins regime væltes, fastslår Magnus Mæland uden omsvøb.
“Krigserstatning skal betales, og folk skal fængsles. Det er et regimeskifte, der er nødvendigt. Vi kan ikke igen stole på et land og et styre, som angriber sine naboer.”
Hvis vi ikke forstår det i Europa, vil vi “nok engang begå de samme fejl”, siger han.
“Vi har forsøgt den naive globalisering. Vi har forsøgt med økonomisk integration, samarbejde og soft power. Men det har ikke virket i mødet med et autoritært og totalitært regime.”
Nu er det afgørende, at vi holder fokus på at reducere afhængigheden, advarer han.
“Jeg gik til valg på: Farvel Rusland og farvel Kina. Goddag Nato, EU og Norden. Det har været en hård kamp.”
Siden 2022 har kommunen mistet stort set hele sin maritime sektor. Der kommer ikke længere russiske skibe, som køber servicer og forsyninger. Ingen søfolk, som køber gaver til familien. Borgmesteren har ikke præcise tal, men skyder på, at det har skåret 5 pct. af den lokale økonomi.
“Det var nok 300-400 mio. kr. i årlig omsætning og 100 arbejdspladser. Nu arbejder vi hårdt på at skabe et mere varieret erhvervsliv.”
Som lokalpolitiker kunne man godt have valgt at kæmpe for at bevare den økonomiske relation?
“Ja, men hvilke værdier har man så? For mig er det enkelt: Er verdenspolitik blevet så kynisk, at det kun handler om transaktioner og økonomiske interesser?” spørger han og rykker frem i stolen:
“Ytringsfriheden er væk i Rusland. Oppositionen er nedkæmpet. Journalister og homoseksuelle bliver dræbt. Det accepterer jeg ikke.”
Hvis vi ikke forstår det i Europa, vil vi “nok engang begå de samme fejl”, siger Magnus Mæland.
Derfor har han tænkt sig at stå fast, selvom det er tydeligt, at der er risici, og at der pågår hybridkrig og spionage i området, siger han.
“Det er vi fuldstændig klar over. Det sker. Men for mig er det stadig vigtigt at bakke op om Ukraine, og at jeg er tydelig i min modstand mod Putin-regimet.”
De storpolitiske spændinger i grænselandet handler ikke kun om den militære trussel. De handler om magt og indflydelse i Arktis. Om adgang til olie, gas, mineraler. Og om den nordlige handelsrute, der bliver tilgængelig, i takt med at isen smelter, fastslår borgmesteren.
“Vi må åbne vores øjne og forstå, at der findes mennesker og stater derude, som ikke vil os godt. Vi må ikke være naive.”
Kredit:
Foto/video: Simon Fals
Tekst: Louise With
Layout og opsætning: Aslak Kelkka
Grafik: Michaël Dorbec/Google Earth
