Her træner de lokale til dronekrig helt tæt på Rusland
Til hverdag har de civile job: marketingchef, illustrator og professor i økonomi. I fritiden er de frivillige i Litauens beredskab og forbereder sig på krig. En af dem har altid en rejsetaske parat. En anden siger, at hybridkrigen er her nu. Vi var med, da de trænede i en omstridt grænseegn, hvor både Rusland og Belarus er helt tæt på.
Den unge mand er i grøn uniform og fuldt koncentreret.
Han styrer sin drone med en fjernbetjening, der kan minde om en controller til et spil.
Det er faktisk også en form for spil. Men på en dybt alvorlig baggrund.
Op mod 100 frivillige øver sig på forsvar i det sydlige Litauen denne lørdag i december. Til hverdag har de civile job og liv, men i denne weekend er de soldater midt i en væbnet konflikt.
“Nu er der to minutter, til dronen ankommer,” siger han – på én gang henvendt til sin makker og til os, Børsens udsendte hold fra Danmark.
På sin skærm viser han dronens rute langs en landevej, hvor den søger efter fjendtlige styrker med sit infrarøde kamera.
De to frivillige soldater er rykket op på øverste etage af en nedlagt skole og ind i et slidt lokale, hvor de har åbnet et vindue.
Så er dronen fremme og svirrer i luften lige udenfor. I mørket kan vi tydeligt se dens lys.
Med millimeterpræcision styrer han den ind gennem vinduet og ind i lokalet, hvor den lander sikkert på gulvet.
To fjender
Sammen med Børsens fotojournalist Simon Fals er jeg rejst til Litauens hovedstad, Vilnius, og videre ud til landsbyen Merkinė.
Her er der kun en kort køretur mod syd til Belarus, som er Ruslands nære allierede. Mod vest er der højst et par timer til den russiske enklave Kaliningrad, hvor præsident Putin bl.a. har sin baltiske flåde stationeret, plus landstyrker, kampfly, luftforsvar og formentlig atomvåben.
Litauen grænser op til to fjendtlige stater inden for en afstand på mindre end 100 km.
Da den tidligere statsminister og Nato-chef, Anders Fogh Rasmussen, gav interview til Børsen for nylig, talte han om netop denne egn og om tabet af en russisk landkorridor til Kaliningrad som noget, Putin aldrig har tilgivet.
Hos EU-mediet Politico er den såkaldte Suwałki-korridor, dvs. den smalle strækning af litauisk og polsk Nato-land mellem Belarus og Kaliningrad, blevet kaldt “det farligste sted på Jorden”.
Vi er rejst ud for at spørge, hvad vi i Danmark kan lære af beredskab og kriseplaner i de områder, der ligger helt ude på kanten af Nato – tættest på Rusland.
Riffelmænd på øvelse
Organisationen Sauliu Sajunga, på dansk Riffelmænds Union, er en litauisk institution.
Den arbejder tæt sammen med landets myndigheder og fungerer som en form for nationalgarde, baseret udelukkende på frivillige kræfter.
Vi har fået lov til at komme med ud på øvelsen i Merkinė, som har en særlig anledning.
Mens de frivillige træner i at forsvare byen, bl.a. med topmoderne droneteknologi, markerer de også 80-året for et vigtigt slag.
I december 1945 kæmpede lokale partisaner mod sovjetiske besættelsesstyrker og lykkedes kortvarigt med at indtage det meste af byen, men blev senere drevet på flugt.
En af partisanlederne, Adolfas Ramanauskas eller “Høgen”, gik efterfølgende under jorden. Han blev dog angivet i 1956 og blev tortureret og henrettet i sovjetisk varetægt.
Slaget om Merkinė er blevet et symbol på litauisk forsvarsvilje og modstandskraft.
At det også har russisk bevågenhed, viser en nylig episode, hvor et monument for partisanlederen blev overhældt med rød maling.
Gerningsmændene viste sig at være tre personer med hhv. estisk-russisk og russisk baggrund, og ifølge efterforskerne handlede de på ordre fra Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU.
Taskerne pakket
Da vi møder op på den nedlagte skole kl. 5.45 lørdag morgen, er der hektisk aktivitet.
Øvelsen er planlagt i månedsvis. De frivillige fra Riffelmænds Union har aftalt at kæmpe mod en gruppe professionelle soldater, som vil forsøge at angribe byen.
Mens det stadig er mørkt, skal de have styr på overvågning og vagtposter. En gruppe bliver sendt ud for at etablere checkpoints i byen. En anden gruppe skal patruljere i skoven til fods.
I Cimic-gruppen, der har ansvar for civilt-militært samarbejde og kommunikation med borgerne, møder vi Jurga og Julia, der begge er marketingchefer til hverdag.
De danner par, bor sammen i Vilnius og meldte sig ind i unionen for knap tre år siden, fortæller Jurga.
“Efter angrebet på Ukraine forstod vi, at det nok ville blive os her i Litauen næste gang. Mange mennesker var virkelig bange for, hvad der kunne ske, hvis Ukraine faldt.”
Nu har hun ikke bare gennemført militærtræning. Sammen med Julia har hun også søgt om våbenlicens, så de kan have skydevåben derhjemme.
En ny sikkerhedsboks til opbevaring af våbnene er allerede sat op, fortæller hun med et grin. Og nu føler hun sig lidt mere sikker.
“Jeg er ikke sådan en, der før har taget ud og overnattet i skoven. Det er slet ikke mig. Men det er godt at komme lidt ud af sin comfort zone. Og hvis man er forberedt, skal det nok gå,” siger hun.
“Vi håber ikke, at der bliver brug for det. Men vi har vores tasker pakket og klar, og vi har en plan.”
I løbet af dagen taler vi med flere, som fortæller næsten enslydende historier:
At de blev chokerede, da Rusland angreb Ukraine. At de ikke bare kunne sidde hjemme og se tv, men var nødt til at handle. Og at de derfor meldte sig i beredskabet, hvor der er mange opgaver at løse: Nogle træner i at kæmpe side om side med forsvaret. Andre har kastet sig over droner, sygepleje, efterretninger, cyberforsvar og informationskrig.
Natten til lørdag har mange af dem sovet på feltsenge og madrasser i den nedlagte skole, som er udlånt af det lokale bystyre.
Iskold bruser
En ting er krigen om geografisk territorium, som selvfølgelig er vigtig. Men der er også krigen om, hvad vi tænker – om fakta og forsvarsvilje.
I en sal på det lokale museum møder vi to frivillige, som forbereder et seminar om desinformation, der skal afholdes i forlængelse af militærøvelsen.
Eglė Plytnikaitė er illustrator og kunstner med base i Vilnius, hvor hun bl.a. arbejder for store internationale medier som The Guardian, New York Times og Wall Street Journal.
Hun fortæller, at hendes oldemor var partisan her i Merkinė. Derfor var resten af familien heller ikke overrasket, da hun meldte sig i Riffelmænds Union.
“Angrebet på Ukraine var et kæmpe chok. Min mand og jeg talte om, hvad der kan ske, og forstod, at vi var nødt til at lære og træne,” husker hun.
“Det var som en iskold bruser. En ting er at tænke på det hypotetisk, men den dag så vi, at det virkelig kan ske.”
I et beredskab er der brug for mange forskellige kompetencer, har hun erfaret.
“Unionen forener professionelle fra mange dele af samfundet. En varieret gruppe af mennesker, som gerne vil bidrage: erhvervsfolk, akademikere og mange flere.”
Selvom hun er i civil denne lørdag, har hun også gennemført militærtræning.
“Det havde jeg ikke regnet med, at jeg ville. Men omstændighederne ændrede sig. Og det var det. Jeg accepterede, at situationen var forandret, og at jeg var nødt til at tilpasse mig,” siger hun.
“Jeg ville elske at leve i en verden uden våben. Men desværre er det ikke den verden, vi lever i.”
Fjenden er frygten
Vi møder også Arūnas Dulkys, som er professor i økonomi ved universitetet i Vilnius og tidligere sundhedsminister.
Han har meldt sig i Riffelmænds Union sammen med sin hustru og ældste datter, fortæller han.
Få uger efter Ruslands angreb rejste han til Ukraine med en regeringsdelegation og husker, at han blev dybt imponeret over det mod og den kampvilje, han mødte.
“Jeg forstod, at fjenden ikke kun er en fremmed hær. Fjenden er vores egen frygt. I Ukraine så jeg, hvor vigtigt det er, at hele samfundet er forberedt, har modstandskraft og forstår at samarbejde.” 
Han låner et begreb fra de økonomiske lærebøger og taler om “offentlige goder” og såkaldte “freeriders” eller gratister: Hvis alle regner med, at andre handler og bidrager, sker der intet.
“Det er hele pointen med vores union. At vi bygger beredskab og parathed – og på den måde skaber et stærkt offentligt gode.”
Selv havde han ingen militær erfaring, da han meldte sig. Men han nævner, at han som sundhedsminister under covidkrisen så, hvad splittelse og fake news kan gøre ved et samfund.
“De professionelle kæmper ved fronten. Men det er vigtigt at have et hverdagsliv, der fungerer bagved. Hvis samfundet ikke fungerer, kan forsvaret heller ikke fungere.”
Det er i kampen mod fake news og påvirkningsforsøg, han ser sin rolle, siger han:
“Vi skal ikke kun træne musklerne, men også hjernerne. Vi skal træne strategi og mindset. Jeg kan ikke tale om alt, hvad vi laver, men vi er i den hybride fase. Krigen er her nu.”
Han fremhæver også, at flere EU-lande – Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet – har regeringer, der ofte er på kant med flertallet, når det handler om Ukraine-støtte og kursen over for Rusland.
“Vi kan ikke kun tænke på truslen fra en professionel hær. Fjenden kan komme indefra.”
Bruger fritiden på droner
Tilbage på den nedlagte skole er øvelsen stadig i fuld gang.
Flere grupper er blevet angrebet af fjendtlige styrker. Og pludselig bliver hovedkvarteret også opdaget. Selvom de er trætte, må de frivillige riffelmænd i gang med at rykke til en ny base.
Ud på aftenen sidder et dronehold i en åben varevogn og stirrer intenst på deres skærme.
På den største skærm kan man se et infrarødt billede af den mørke by. Der er skikkelser, som bevæger sig, men operatørerne ved, at de er venligsindede via en sender, de har på.
“Jeg er blevet suget ind i alt det her,” svarer en af dronepiloterne på spørgsmålet om, hvorfor han egentlig sidder her i vognen i uniform en lørdag aften.
Ligesom mange andre meldte han sig, da Ukraine-krigen begyndte. Nu har han brugt de seneste fire weekender på at bygge og programmere droner, fortæller han.
Han har selv betalt for sin uniform og udrustning. Droneholdet har også selv stillet varevognen til rådighed.
For det er nødvendigt at træne med ny teknologi. Erfaringen – både fra Ukraine og tidligere – viser, at Rusland kan optræde aggressivt og voldsomt, siger en af dem.
“Vi ved jo, at krigen kan komme. Hele min svigerfamilie blev deporteret til Sibirien, og min mor er født i Sibirien. De kan tage alt fra os i morgen.”
Højt hegn
Søndag morgen kører vi selv den tur, der gør området her til et geopolitisk hotspot: ud til grænsen mod Belarus, videre langs den såkaldte Suwałki-korridor og ud til grænsen mod Kaliningrad.
Vi ser metervis af højt hegn og lukkede grænseovergange. Advarselsskilte, der fortæller, at en del af det sumpede, brunlige skovområde bliver videoovervåget.
Over de seneste måneder har der været udfordringer med smuglerballoner, som flyver ind fra Belarus med cigaretter, giver forstyrrelser i luftrummet og lukker Vilnius’ lufthavn. Myndighederne i Litauen mener ikke, at der kun er tale om smugleraktivitet, men om bevidst chikane.
Da vi når grænsen til Polen, er det tydeligt, at begge lande har renoveret motorvejen, så det bliver nemmere at rykke ekstra Nato-styrker og materiel til området – hvis der skulle blive behov.
Både på den litauiske og polske side mærker man tydeligt, at situationen er anspændt.
Vi bliver stoppet to gange i stikprøvekontroller, hvor vi skal vise pas og fortælle, hvor vi skal hen. Flere gange kører vi forbi biler med grænsevagter.
Forberedt på alt
Nogle få dage efter øvelsen i Merkinė taler jeg på et videokald med oberst Linas Idzelis, som er leder af Riffelmænds Union.
Han er medlemsvalgt og har i alt fem ansatte i ledelsen, men ellers er alle andre frivillige.
Her i vintertiden er øvelserne mindre. Men de store øvelser kan have tusindvis af deltagere, fortæller han og melder i det hele taget om stor tilstrømning.
Medlemstallet er steget til ca. 18.000, heraf ca. 7000 børn og unge. Ser man kun på aktive voksne, er tallet steget fra ca. 5000 til 11.000 siden 2022.
“Jeg har store problemer med at finde instruktører nok. Jeg har brug for at ansætte, for alle vil gerne have træning og se hurtige resultater. Men at udvikle nye kapabiliteter tager jo tid.”
Der er ca. 30 forskellige kurser i riffelmændenes regi, fortæller obersten og nævner bl.a. lederkurser, træning som dronepilot, vedligeholdelse af droner, cyberforsvar og cyberangreb.
Hvis krigen stopper i Ukraine, er han ikke i tvivl om, at den vil begynde et andet sted.
“Hvis der bliver en form for fastfrosset konflikt, ser vi allerede nu, at sanktionerne kun virker delvist, og at Rusland formår at producere i højt tempo – blandt andet droner.”
Selvom den geografiske trussel fra en invasionshær fortsat er til stede og skal tages alvorligt, er det den nye krigsteknologi, han er mest bekymret for, siger Idzelis.
“I den vestlige verden har vi ikke et stort luftforsvar parat. Så det kan koste, hvis vi f.eks. bliver angrebet af hundredvis af droner her i de baltiske lande.”
Hvis man ser tilbage i historien, har litauerne længe boet ved siden af en “vulkan”, som fra tid til anden “har kastet flammer og sten ind til os”, siger han.
“Vi taler ofte om landkrig, men jeg tror, at en luftkrig kan blive endnu mere farlig.”
Han tegner et scenarie, hvor “sværme af forskellige droner” kan flyve ind i Nato og angribe.
“På de snart fire år, der er gået, siden Ukraine-krigen begyndte, er der udviklet ny teknologi og nye våben. F.eks. disse dronesværme, som kan sendes ind med et moderskib og programmeres til at ramme deres mål,” siger obersten.
“Vi er nødt til at være forberedt på alt.”
Kredit:
Foto/video: Simon Fals
Tekst: Louise With
Layout og Grafik: Sari Miettinen og
Janne Aagaard Andersen
