De kalder det totalforsvar: Hele samfundet skal være klar til krig
Kredit:
Foto/video: Simon Fals
Tekst: Louise With Layout og opsætning: Aslak Kelkka
Grafik: Michaël Dorbec
Soldaterne går ad en smal sti, en efter en, frem gennem et isnende landskab.
De er bevæbnet med automatgeværer, og en af dem bærer også på en panserværnsraket.
Nogle steder ligger der grene på tværs. Nogle steder forsvinder støvlerne i dyb sne.
Termometeret viser minus 20, og de har været ude siden kl. 03 i nat. Nu er det formiddag, men der er ikke tid til at hvile.
De når frem til en skrænt, hvor de skjuler sig mellem træer og buske. Længere fremme, højere oppe kan vi høre motorstøj.
Pludselig bliver stilheden flænset af råb og skud.
I Finnmark-regionen højt mod nord er Norge i fuld gang med at genopbygge sit forsvar.
Sammen med Børsens fotojournalist Simon Fals har jeg kørt 250 km gennem et øde arktisk landskab til militærlejren Porsangmoen, hvor op mod 600 værnepligtige og soldater er på øvelse.
Vores ærinde er at undersøge, hvad vi i Danmark kan lære af erfaringerne fra det norske grænseland, helt ude på kanten af Nato og Rusland.
De har levet i flere år med den hybridkrig, som vi i Danmark først for alvor er begyndt at mærke nu. Vi er rejst ud for at spørge, hvad vi kan lære af deres erfaringer.
Nabo til Murmansk
Geografisk er Finnmark lidt større end Danmark, men har kun ca. 75.000 indbyggere.
Mod øst deler regionen 198 km landegrænse med Rusland og er nabo til Murmansk-området, hvor russernes atombevæbnede ubåde og hele den vigtige såkaldte Nordflåde er stationeret.
Som vi har beskrevet her i Børsen, betyder det, at Rusland har en strategisk interesse i den nordøstlige del af Norge, og at den russiske hybridkrig kører for fuld styrke.
Tidligere i år udgav politiet i Finnmark for første gang sin egen trusselsvurdering for regionen, og her lyder det, at der er “drivkræfter, som giver alvorlige udfordringer og trusler”.
“En forværret international situation og Ruslands krig i Ukraine har aktualiseret brugen af sammensatte virkemidler for at svække demokratiet og tilliden i Norge,” skriver politiet.
De sammensatte virkemidler er det, vi på dansk kalder hybride trusler, f.eks. cyberangreb, kortlægning af kritisk infrastruktur og desinformation.
“Indbyggere, virksomheder og offentlige institutioner i Finnmark er udsatte og sårbare, både fysisk og digitalt,” lyder det videre, ligesom der er “grænserelaterede trusler både på land og til søs”.
Ikke kun en øvelse
Denne lørdag morgen i Porsangmoen kører vi med Kjartan Malnes, som er kompagnichef i hjemmeværnets uddannelseskompagni.
Sammen med en ung soldat ankommer han i et lille bæltekøretøj og tager os med op i det vinterklædte øvelsesterræn.
En gruppe camouflageklædte tropper har fået til opgave at holde vagt, og her møder vi Amalie Dahn, der er 19 år og begyndte på værnepligten i hjemmeværnet i august.
Tænker du på Rusland og alt det, der sker ude i verden?
“Ja, man har jo nogle tanker. Faktisk er det ikke noget, vi bare øver. Det kan måske blive virkelighed.”
Selvom man prøver, er det ikke altid nemt at styre tankerne, siger hun.
“Det er nogle gange lidt skræmmende. Jeg forsøger ikke at tænke for meget. Men man har jo altid et sted i baghovedet, at der kan ske noget, og man må være forberedt.”
Lisa Hansen er også 19 år og glad at være på øvelse.
“Jeg kan godt lide, når vi er ude for at løse opgaver – for eksempel som her. Det er mere realistisk, og vi får oplevet, hvordan det kan være i en reel situation.”
En tredje værnepligtig, 19-årige Linnea Rokstrud Dagsgaard, siger, at hun er “lidt stolt af sig selv” og sin soldatertid.
“Man lever et helt nyt liv, og det er spændende. Men det kan også være hårdt, og man kan blive frustreret. Der er mange ting, man skal gøre, når andre siger det.”
Øvelsen er ved at være forbi, da vi kører videre op i terrænet. På disse breddegrader går solen ned ved frokosttid. Men der er en bakketop, hvor vi lige kan nå at se de sidste stråler, fortæller kompagnichefen.
Med bæltekøretøjet forcerer vi snedriver, grene og en stejl stigning uden problemer.
Heroppe er en anden gruppe soldater ved at pakke sammen efter øvelsen. En af dem fortæller, at de har overnattet udenfor i telte.
Det sker også, at de sover udenfor i den arktiske vinter i soveposer, selvom det kan blive minus 30-35 grader på den koldeste tid.
Hvis krigen kommer til Finnmark, er det ikke sikkert, der bliver tid til at slå telt op.
Et stort skifte
Vi søger læ i en opvarmet træhytte, hvor kompagnichefen Kjartan Malnes tegner de store linjer op:
Frem til 1990 blev langt hovedparten af alle norske mænd indkaldt til enten værnepligt eller tjeneste i civilforsvaret. Men efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var der en ny situation, som førte til “ned- og omjustering” i forsvaret, forklarer han.
“Omkring 1999-2000 kom det store skifte, og derfra blev langt hovedparten afviklet.”
Nu skal der bygges op igen og helst i en fart.
Hvad kræver det i praksis at bygge sådan et forsvar op?
“Det vigtigste er de mennesker, der arbejder i forsvaret. For det, der tager længst tid, er at opbygge kompetencer. At vide, hvordan man gør ting. At få noget erfaring og også have prøvet at fejle.”
Her i Finnmark bliver der allerede nu indkaldt ca. 25 pct. af hver årgang til værnepligt – det samme mål, som hele landet skal nå i 2036.
Det har stor betydning, at det er lokale unge, der møder op, siger kompagnichefen.
“De kender jo deres lokale samfund. De er vant til naturen og klimaet.”
Når de unge er færdige med deres værnepligt, vender de hjem og uddanner sig og får arbejde, tilføjer Kjartan Malnes.
“Nogle bliver læger og sygeplejersker. Politifolk, maskinførere, fiskere. Så får vi jo den vigtige kobling mellem forsvaret og resten af samfundet. Det er det, vi kalder totalforsvar.”
En ny militær lederuddannelse, som er oprettet her i Porsangmoen, bliver også et vigtigt bidrag, forventer han.
“Det at rekruttere lokalt betyder jo, at man kan være hjemme, modtage et opkald, og så være tilbage på job og klar kort efter. Hvis man først skal med et fly fra Oslo eller Bergen, kræver det noget mere tid og planlægning.”
Totalforsvaret
Under vores besøg i Finnmark hører vi om totalforsvaret igen og igen. En betegnelse for det samlede militære og civile forsvar.
“Totalforsvaret er summen af kommuner og andre offentlige instanser, erhvervslivet, den frivillige sektor og andre aktører i civilsamfundet, samt de væbnede styrker på militærsiden,” lyder den norske regerings definition.
Flere af de unge værnepligtige fortæller, at deres bedstefædre har været i forsvaret – men ikke deres fædre. Kjartan Malnes genkender billedet.
“Det stemmer med den situation, der var, hvor kun få blev indkaldt. Nu er det igen en større andel, og det bidrager jo til at gøre det naturligt – at man f.eks. også har søskende og venner, der er i forsvaret.”
Selvom mange af de unge aldrig har hørt soldaterhistorier fra deres forældre, er Kjartan Malnes godt tilfreds med den nye generation.
“Min oplevelse af de unge her i Finnmark er, at de både har en forsvarsvilje og forstår alvoren i det, de gør. De leverer en stor indsats og har ofte en stejl læringskurve.”
Norge har haft værnepligt for både mænd og kvinder siden 2015. Nu er ca. en tredjedel af de norske værnepligtige kvinder, og den lige adgang er ikke noget stort tema længere, siger Malnes:
“Det er blevet en naturlig del af forsvaret. Sådan er det jo også ude i resten af samfundet.”
Men det geopolitiske billede og truslen fra øst er til gengæld noget, der fylder.
“Vi taler mere om det, og de værnepligtige er optaget af det. Det giver jo en grad af alvor, at situationen er, som den er.”
Hvad kan vi i Danmark lære af jeres erfaringer?
“For vores del her i Finnmark tænker jeg, det handler om, at vi genopbygger en lokal forsvarsvilje fra bunden,” siger kompagnichefen.
En kollega kommer gående og stopper op, mens Kjartan Malnes bliver fotograferet.
Jeg fortæller, hvorfor vi er her, og spørger lidt frejdigt, om han mener, Norges forsvar er klar. Her dukker pointen om totalforsvaret op igen:
“Vi er nødt til at være klar. Men vi arbejder jo på at forandre hele samfundet. Det handler ikke bare om os, der er i grønt. Det handler også om det civile samfund og beredskab – at være klar til krig, men også klar til et strømnedbrud.”
Det vigtigste er at være mentalt forberedt på, at noget kan ske. At have en plan B, siger han.
Ind på skoleskemaet
I skolerne er beredskab kommet på skemaet dette efterår.
Tomas Bakke, der er oberst og øverste chef for hjemmeværnsdistriktet, fortæller om et pilotprojekt med en såkaldt beredskabsuge på alle ungdomsuddannelser i Finnmark.
Ca. 1000 elever deltog og lærte bl.a. om sikkerhedspolitik, trusler og opgavefordeling i samfundet. De fik også undervisning i førstehjælp og privat beredskab hjemme i familierne. Og de lærte om medier, information og kildekritik.
Hvis vi skal lære noget, må det være, at det haster med at se truslen i øjnene, siger obersten.
“Jeg tror, bevidstheden om truslen er det centrale. Heroppe er vi mere vant til det. Rusland opleves som tættere på, og man har en anden fornemmelse af, at det haster. Man er utålmodig med at få bygget beredskab og i det hele taget blive mere klar som samfund.”
Ud over beredskabsugen er der også andre initiativer, bl.a. for at bygge netværk mellem de vigtigste offentlige og private beslutningstagere i regionen, fortæller han.
“Det gør vi for at fjerne noget usikkerhed. Hvis der skulle ske noget, vil situationen selvfølgelig være ny – men både mennesker og mekanismer vil være kendte.”
Det norske hjemmeværn består ca. 40.000 mænd og kvinder. Efter værnepligten bliver man typisk indkaldt til en uges træning hvert år. En særlig indsatsstyrke træner dog 30 dage årligt.
Den vigtigste opgave er at være bindeled mellem militæret og totalforsvaret, siger Tomas Bakke.
“Vi kan f.eks. sikre den kritiske infrastruktur, og vi kan koordinere mellem militær, politi, kommuner osv. Heroppe i Finnmark skal vi også kunne kæmpe side om side med forsvaret.”
Han taler også om fordelene ved et tæt nordisk samarbejde og fortæller, at en styrke fra Hjemmeværnet for nylig har været i Grønland for blandt andet at udveksle erfaringer og lære af Siriuspatruljen.
Selv har han hustru og børn i Oslo, men har truffet et valg om at pendle til Finnmark.
“Da jeg søgte jobbet, havde vi familieråd og blev enige om, at det er vigtigt at bidrage til at bevare et trygt og frit Norge. Det er klart, at der er en anden hastefornemmelse heroppe, end man måske har længere mod syd. Men jeg synes, jeg oplever en generel opvågning i hele landet.”
Tilbage i øvelsesområdet taler vi også med de værnepligtige om deres fremtidsplaner.
Amalie Dahn siger, hun har tænkt på at fortsætte i militæret, men ikke har besluttet sig endeligt endnu. Det er i hvert fald “en mulighed”.
Tænker du, at Norge er parat til at forsvare, hvis der skulle ske noget?
“Ja, det vil jeg tro – eller håbe. Nu er vi i hvert fald mange flere, som lærer det.”
Hvad siger din familie til, at du går rundt herude?
“Det er selvfølgelig skræmmende. Men de er også stolte over det, vi gør.”
