Med stor sandsynlighed får vi en rentenedsættelse på torsdag og bevæger os dermed videre fra en af de mest markante perioder med rentestigninger. Det kunne være gået frygtelig galt, men gjorde det ikke.
For fire-fem år siden havde de fleste nok sagt, at en renteforhøjelse på 4,5 procentpoint på godt et år, som vi fik i 2022-2023 i euroområdet, ville betyde arbejdsløshed, økonomisk tilbagegang og hårde tider for eksempel på boligmarkedet.
Men vi er sluppet med stagnation. Arbejdsløsheden i eurolandene satte bundrekord i april, og også herhjemme ser det nogenlunde godt ud, også uden for Novo Nordisk. I USA, hvor renteforhøjelserne har været endnu større, har væksten været direkte høj på det sidste.
En årsag er, at overophedningen i 2021-2022, som rentestigningerne var en reaktion på, ikke var skabt af kreditvækst. Modsat for eksempel finanskrisen var der ikke en stor strøm af stadigt flere lån, som rentestigningerne kunne bremse. Men der er også mange andre ting, der spiller ind.
Rentestigninger dæmper efterspørgslen, men lempelig finanspolitik øger den. Især USA har lempet kraftigt, men det gælder også Europa, i Danmark blandt andet fra udbetalingen af feriepenge i 2020-2021, som er penge, der ikke er brugt op endnu. Efterspørgslen er understøttet af, at privatforbruget var hæmmet af nedlukninger i 2020-2022, så der var og er ekstra opsparing at bruge af.
Også virksomheder har større opsparing og likviditet end normalt og derfor mindre negativ effekt på deres indtjening af de højere renter. God indtjening i virksomhederne betyder mindre pres for nedskæringer i beskæftigelse og investeringer.
Der er en stærk overbevisning i markedet om, at det høje renteniveau er midlertidigt og derfor lavere lange renter end korte mange steder. Det betyder, at det faktiske renteniveau ikke er steget nær så meget som centralbankernes renteforhøjelser.
God indtjening, lavere realløn og strukturel mangel på arbejdskraft i mange brancher har betydet ekstra meget “labor hoarding”, altså at virksomheder holder på ansatte, selv om efterspørgslen bliver mindre.
Den forventede langsigtede inflation i Europa er steget fra ca. 1 til ca. 2 pct. om året. Det betyder, at stigningen i realrenten er noget mindre end den nominelle rentestigning.
Strukturel vækst i USA (voksende arbejdsstyrke og produktivitet) modvirker den konjunkturelle opbremsning fra højere renter.
Muligvis er det neutrale realrenteniveau steget, så der altså skal et højere renteniveau til for bare at holde samme grad af stramhed som før. Det kunne skyldes højere produktivitetsvækst (AI måske), højere offentlig gæld eller højere behov for investeringer (grøn omstilling).
Og så er der også den mulighed, at vi som virksomheder, huskøbere og investorer aldrig helt fik vænnet os til negative renter.
Men under alle omstændigheder har reaktionen på højere renter været overraskende mild, og det er en af grundene til, at der er så stor usikkerhed om, hvor renterne så skal lande på lidt længere sigt.
