Regeringen har varslet en stor universitetsreform, som er blevet heftigt diskuteret de sidste uger. Politikere og medier har motivanalyseret de forskellige involverede, mens en lang række økonomer – undertegnede inklusiv – er mildt sagt kritiske.
Sat på spidsen er problemet med reformudspillet, at summen af de dokumenterede effekter er negativ, mens der ingen dokumentation er for de positive effekter, som kommissionen håber på.
Regeringens idé er, at op mod halvdelen af kandidatuddannelserne på danske universiteter skal forkortes til 1,25 år. De studerende skal have undervisning i to semestre og derefter skrive en afsluttende opgave hen over sommeren for at opnå 75 ECTS-point i stedet for de 120, som en fuld kandidatuddannelse kræver.
Planen er, at de unge således kommer et år tidligere ud på arbejdsmarkedet og derfor kan bidrage med flere skatteindtægter til staten. Oveni har regeringen forsødet den bitre pille til universiteterne med et løfte om, at enkelte uddannelser måske skal forlænges ud over de to år.
Der er tre konsekvenser af reformen, der er klart dokumenterede i forskningen. Den første er et lidt større arbejdsudbud, når en række unge mennesker kommer på arbejdsmarkedet ca. ni måneder tidligere end ellers. Denne positive effekt mere end opvejes dog af, at de unge med en kortere uddannelse vil få lavere løn, fordi de ikke har samme kompetencer eller er lige så produktive som dem med en fuld kandidatuddannelse.
“Derudover er der en tredje konsekvens, der er talt meget lidt om: De dynamiske tab. Denne væksteffekt vil på sigt formentlig være den værste af de tre konsekvenser
Samlet beregner reformkommissionen, at arbejdsbud plus produktivitetstab giver et minus på 7 mia. kr. Bl.a. den nuværende overvismand har dog peget på, at tabet sandsynligvis er væsentligt større.
Derudover er der en tredje konsekvens, som medier og politikere har talt meget lidt om: De dynamiske tab. Mindre uddannede borgere giver på langt sigt lavere vækst i samfundet, som skaber mindre innovation og færre medarbejdere, der formår at implementere andre landes og virksomheders innovation.
Denne væksteffekt vil på sigt formentlig være den værste af de tre konsekvenser.
Reformkommissionens svar på udfordringerne er, at de nye uddannelser skal være mere erhvervsrettede, og kvaliteten skal hæves, og at disse elementer omdanner et minus til et plus på 7 mia. kr. Der er desværre grund til at holde fast i, at mens de tre konsekvenser ovenfor er veldokumenterede, er de ekstra elementer udelukkende håb – økonomiske fugle på taget.
Uddannelseskvalitet er også vigtig for vækst, men hvordan man praktisk opnår det, er usikkert og handler sandsynligvis ikke om ressourcer. Og erhvervsretning er et element, som universiteterne allerede arbejder seriøst med.
Bundlinjen for reformen er, at den med al sandsynlighed gør Danmark fattigere og danske virksomheder mindre produktive. Regeringens ønsketænkning er ikke en økonomisk eller erhvervsmæssig vinderstrategi.
