ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er en kommentar skrevet af udvalgte redaktører på Børsen samt en række fast tilknyttede eksterne kommentatorer med stærke faglige kompetencer inden for forskellige ekspertområder. Kommentarerne er udtryk for skribentens holdning.

“Økonomernes jobprognoser var igen pilskæve”

Novo Nordisk har udviklet sig til en jobmotor i Danmark – de står nu for 20 pct. af den samlede fremgang i den private beskæftigelse. Arkivfoto: Rebecca Helene Hoffmann
Novo Nordisk har udviklet sig til en jobmotor i Danmark – de står nu for 20 pct. af den samlede fremgang i den private beskæftigelse. Arkivfoto: Rebecca Helene Hoffmann

Så – nu er vi her igen. Vi økonomer har igen, igen undervurderet beskæftigelsesopsvingets styrke og varighed. Tager man et hurtigt blik ned over de toneangivende økonomiske prognoser fra slutningen af 2022, så var der bred enighed om, at beskæftigelsen skulle falde i 2023.

Vi forventede selv et fald i beskæftigelsen på ca. 25.000 personer i 2023. Helt i top lå (kortvarigt) De Økonomiske Vismænd, der forventede et fald i beskæftigelsen på 61.000 personer. Nationalbanken og Finansministeriet forventede et fald på hhv. 11.000 og 8000 personer.

De foreløbige tal for 2023 viser imidlertid, at beskæftigelsen er steget med ca. 40.000 personer i 2023. Vi prognosemagere har med andre ord taget grueligt fejl i vores forventninger til beskæftigelsen. Størrelsen af prognosefejlen hører tilmed til de absolutte sjældenheder.

Så hvorfor gik det så ikke, som vi forventede – altså hvorfor steg beskæftigelsen kraftigt i stedet for at falde? En væsentlig forklaring er danskernes forbrug og ikke mindst forbrugsvaner. Danskerne har trods inflationskrisens rasen skruet yderligere op for tjenesteforbruget. Det betyder, at forbruget nu i større grad finder sted i brancher, hvor der er flere ansatte pr. omsat krone.

Det ses tydeligt på beskæftigelsen, hvor jobskabelsen har været særligt kraftig inden for hotel- og restaurationsbranchen samt kulturlivet. Antallet af beskæftigede inden for hotel- og restaurationsbranchen har nu ramt et historisk højt niveau – den havde vi ikke set komme.

Dertil har Novo udviklet sig til en væsentlig jobmotor i dansk erhvervsliv igennem 2023. Konkret er beskæftigelsen i Novo steget med knap 6000 personer i Danmark i løbet af 2023. Det betyder, at Novo nu trækker ca. 20 pct. af den samlede fremgang i den private beskæftigelse. Den havde vi bestemt heller ikke set komme. Tommelfingerreglen har tidligere været, at medicinalsektoren påvirker værdiskabelsen ganske meget, men omvendt har en noget mere begrænset påvirkning på beskæftigelsen.

Det er særligt fremgang i den udenlandske arbejdskraft, der har muliggjort den fortsatte jobvækst i 2023

Simpelthen fordi en stor det af produktionen i medicinalindustrien sker i udlandet. Det er dog en tommelfingerregel, som vi nu godt kan skrotte.

Det står samtidig klart, at udbuddet af arbejdskraft har formået at holde trit med den øgede efterspørgsel efter arbejdskraft. Den havde vi heller ikke set komme. Ved indgangen til 2023 var manglen på arbejdskraft betydelig, og der var meget få ledige ressourcer på det danske arbejdsmarked.

Det står dog også klart, at det særligt er en fremgang i den udenlandske arbejdskraft, der har muliggjort den fortsatte jobvækst i 2023. I omegnen af 80-90 pct. af alle nye job er således blevet besat af en udlænding over de seneste år. Dertil har vi også set en stigende beskæftigelsesfrekvens blandt de +54-årige.

Det store spørgsmål er, om der er flere overraskelser i vente. Prognoserne peger over en bred kam (igen) på et fald i beskæftigelsen i år. Jeg tror jeg vil være forsigtig optimist på arbejdsmarkedets vegne. Forhåbentligt ser vi ind i en blød landing, hvor vi styrer uden om et stort fald i beskæftigelsen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu