Staten har en nettoformue på over 500 mia. kr. I 2023 var overskuddet på statens saldo 3,3 pct. af bnp. Holdbarhedsindikatoren er 1,4 pct. af bnp.
Alligevel anbefaler de økonomiske vismænd både at stramme finanspolitikken og advokerer for, at politikerne kun skal bruge råderummet som rettesnor og kun forsigtigt rette kursen ind. Anbefalingerne medfører fortsat en stigende statslig formue.
Derfor synes jeg, at vismændene skylder svar på, hvad eller hvem staten skal spare op til? År efter år (foruden covid) har vismændene unødvendigt anbefalet en stramning. Til sidst vil ingen lytte.
Danmark fører fastkurssystem og får dermed overordnet renten fra ECB. Deres mål er en inflation i eurozonen på 2 pct. Her er kerneinflationen 2,9 pct., mens den i Danmark er 1,3 pct.
“Vismændenes argument for mådehold i brugen af råderummet er, at den strukturelle beskæftigelse kan blive nedjusteret i en dyb krise
Man skal være meget bekymret, hvis man mener, at Danmark har et særskilt inflationsproblem, som renten ikke håndterer, da fastkurssystemet er troværdigt. Nationalbanken har derfor også droppet deres anbefaling om en stramning. Der opbygges heller ikke ubalancer, som tilsiger en.
Den private sektor har derimod en høj løbende opsparing. Det samme har staten. I en lukket økonomi vil det medføre lav efterspørgsel og højere ledighed. Når der alligevel kan være pres på arbejdsmarkedet, må lønkonkurrenceevnen pr. definition være stærk (lav lønkvote).
Det understøtter eksporten samt dæmper importen. Hermed løftes efterspørgslen efter arbejdskraft og skaber stort handelsoverskud. Det medvirker til, at Nationalbankens fokus er at holde kronen svag, og en stramning gør kun lønkonkurrenceevnen stærkere.
Vismændenes argument for mådehold i brugen af råderummet er, at den strukturelle beskæftigelse kan blive nedjusteret i en dyb krise. Men risikoen er lille, når den løbende opsparing er høj (modsat før finanskrisen).
Hvad skal give et dybt fald i efterspørgslen? Staten kan nemt øge den indenlandske efterspørgsel, og renterne vil falde i en udenlandsk recession. Covid, energikrise og rentechok er alt sammen prellet af uden offentlige underskud.
Chancen for at råderummet igen opjusteres er i mine øjne større. Der kan komme flere år – med pauser undervejs – med pres på arbejdsmarkedet som følge af den stærke lønkonkurrenceevne, hvorved arbejdsstyrken udvides med f.eks. udenlandske arbejdere.
Har man været nede i detaljerne af beregningerne af råderummet, ved man også, at der skal vilde antagelser til at bringe overskuddet på betalingsbalancen ned.
Det er relevant, for et stort overskud er lig med opbygning af en stor privat formue, som staten får skatteindtægter fra. Det kan igen løfte råderummet.
Råderummet er det bedste skøn. Selvfølgelig skal politikerne disponere over hovedparten og planlægge langsigtet. Specielt når politikerne og vælgerne har så høj finanspolitisk disciplin, og Folketinget ikke kan binde et fremtidigt tinge. Laver man kun forsigtige justeringer af kursen, fastholdes store overskud.
Vismændenes anbefalinger er biased mod formueopbygning i staten, og et spørgsmål runger derfor endnu: Hvem sparer vi op til?
