Hen over sommeren har der været politiske forslag fremme om, at vi i højere grad skal spare op til at betale for pleje og omsorg som pensionister. Diskussionen har handlet meget om, hvorvidt det er retfærdigt, men der er også et andet aspekt, som vist ikke har været så meget fremme: Den samlede opsparing i Danmark er i forvejen meget høj.
Arbejdsmarkedspensionerne blev aftalt i 1980’erne, blandt andet for at gøre noget ved at vi dengang sparede for lidt op og derfor havde kronisk underskud på betalingsbalancen. Det er én af grundene til, at vi i dag står med det modsatte, nemlig et meget stort overskud. Sidste år svarede betalingsbalanceoverskuddet til 13,1 pct. af bnp, og der er ikke udsigt til, at det bliver lavere i år. Noget forsimplet betyder det, at når vi har tjent 100 kr. i Danmark, og når vi ud af det har brugt og investeret det, vi vil herhjemme, så er der 13 kr. tilovers, som vi så investerer i udlandet.
Hvis vi sparer mere op og ikke ændrer andet, så bliver det overskud endnu større. Det er ikke nødvendigvis et problem for Danmark, for det skaber så en opsparing i udlandet, som vi kan tære på til en potentielt dyr fremtid. Men det er dog et temmelig ekstremt overskud i forhold til andre lande og set i forhold til, at EU-reglerne anser et overskud over 6 pct. af bnp som en økonomisk ubalance. Det er klart, at overskud i ét land skal afspejles som et underskud i et andet, så hele verden kan i hvert fald ikke spare op, som vi gør i Danmark.
Hvis vi vil spare mere op til fremtidens pensionister, og vi ikke ønsker, at betalingsbalanceoverskuddet skal blive endnu større, så skal vi på en eller anden måde bruge noget mere nogle andre steder. Det giver nogle politiske dilemmaer: Skal man så opmuntre husholdningerne til at låne flere penge ved for eksempel at lempe låneregler? Det vil i hvert fald gå noget mod strømmen af de regelændringer, der er lavet siden finanskrisen.
Eller skal man så i højere grad køre med underskud på de offentlige finanser? Det går lidt imod idéen med at spare mere op til alderdommen netop for at beskytte de offentlige finanser. Man kunne også få virksomhederne til at investere mere i Danmark. Det kunne der være mange fordele ved, men det er nemmere sagt end gjort.
Enkelte danske virksomheders succes – tænk på A.P. Møller-Mærsk sidste år og Novo Nordisk i år – trækker kraftigt op for tiden, når det gælder betalingsbalancen, og det kan selvfølgelig ændre sig. Men overskuddet har dog været over 6 pct. af bnp hvert år siden 2010, så det virker nu ret langvarigt, også selv hvis der kommer mere modvind.
Alt dette betyder ikke i sig selv, at det så er en dårlig idé at spare op til omsorg, for det handler også om helt andre ting. Men hvis man går videre ad det spor, håber jeg, at klogere folk end mig vil benytte lejligheden til også at overveje, om Danmarks samlede opsparing har det rigtige niveau. Måske er svaret ja, det er bare ikke noget, der bliver diskuteret ret meget.
