“Fra Paris til Belém – og tilbage til virkeligheden: Er COP-møderne indsatsen værd?”

Når verdens ledere i disse dage mødes til COP30 i Brasilien, markerer det ti år, siden verden blev enige om klimaaftalen i Paris. Dengang talte vi om et historisk vendepunkt. 

I dag må vi erkende, at COP er blevet mere et holdepunkt end et vendepunkt. Efter 29 forsøg må man spørge sig selv, om det er indsatsen værd. 

Den gode nyhed er, at grøn energi i mellemtiden er blevet billigere end sort, og mange virksomheder har bevist, at bæredygtighed er en profitabel forretning. Alligevel stiger de globale udledninger, og den politiske støtte er forduftet. I nogle lande er bæredygtighed endda blevet et tabu. Det gør ikke klimaet bedre – tværtimod.

To misforståelser

Der er især to misforståelser, der spænder ben for fremskridt.

For det første tror vi, at vi redder klimaet. Det gør vi ikke. Klimaet skal nok klare sig selv. Det, vi i virkeligheden forsøger at redde, er os selv. Et stabilt klima er forudsætningen for økonomi og for civilisation. 

Når vi taler om klima, burde vi være ærlige nok til at sige, at det handler om menneskehedens overlevelse, ikke om naturens.

For det andet tror vi, at bæredygtighed er en omkostning, vi ikke har råd til. 

Men vi taler sjældent om, hvad det koster ikke at handle. Ifølge analyser fra ETH, Harvard og Potsdam Institute for Climate Impact Research kan en global opvarmning på 3 grader celsius koste verden 10-30 pct. af bnp – langt dyrere end at handle nu. Samtidig er teknologierne bag de bæredygtige løsninger nu så udviklede, at de ofte er billigere end de gamle alternativer, der kræver fossile brændsler. 

Grøn omstilling er ikke længere et moralsk valg, det er den bedste forretningsmulighed. 

COP30 bliver endnu et forsøg på at skabe global enighed. Men jeg må indrømme, at jeg har mistet troen på, at det lykkes – specielt i den nuværende geopolitiske virkelighed. Bare se på forhandlingerne i FN’s maritime organisation (IMO), hvor en global CO2-afgift for skibsfarten næsten var besluttet, indtil USA truede medlemslande med sanktioner, hvis de stemte for.

Når stormagter forhindrer selv de mest logiske løsninger, må vi spørge: Har vi overhovedet brug for enighed? 

Jeg tror, vi har brug for lederskab i stedet. 

Dem, der viser, at bæredygtige løsninger kan være både billigere og bedre, vil eje fremtiden. For hvem vil blive ved med at producere hestevogne, når verden har opfundet bilen?

Måske er det ligefrem en gave for Danmark og Europa, at visse lande har lukket samtalen om bæredygtighed. 

Ny chance

Det giver os en chance for at tage føringen og levere fremtidens bæredygtige og intelligente infrastrukturer uden alt for meget snak. 

Den gode nyhed er, at Europa kan spille en afgørende rolle i omstillingen til bæredygtige løsninger. 

Men vi står også over for betydelige udfordring. Kina har for længst indset, at bæredygtighed ikke kun er et nødvendigt svar på globale problemer, men også en enestående forretningsmulighed. 

Derfor har de sat sig på førerpositionen inden for en række afgørende teknologier så som solenergi, vindkraft, batteriteknologi og elbiler. Europa har også fået øje på potentialet, men har brugt uforholdsmæssigt mange kræfter på at definere, hvordan man måler bæredygtighed frem for at investere i bæredygtige løsninger. 

Derfor har vi i dag verdens højeste energipriser i Europa. Det er problematisk, når fremtiden i høj grad er afhængig af billig og grøn strøm – både når det gælder transport, automatiserede fabrikker og fremtidens datacentre. 

Europa har i dag verdens mest komplicerede målesystem for bæredygtighed. I Siemens bruger vi flere hundrede medarbejdere på at leve op til kravene. Som udgangspunkt er det godt at kunne måle – what gets measured gets done. Men det er problematisk, hvis bæredygtighed handler mere om målinger end investeringer. 

Jeg bruger ofte ønsket om vægttab som eksempel: Vægttab skabes ikke ved, at man måler sin vægt ofte og meget nøjagtigt. 

Det er handlingerne mellem hver vejning, der skaber fremskridtet. 

Europas målesystemer er blevet så omfattende, at alt for mange ressourcer bruges på selve opgørelsen – og alt for få på den reelle omstilling. 

Heldigvis arbejdet EU nu på en simplificering af målesystemet – det såkaldte Omnibus-program. 

Vi bør ikke vente

Men som med COP er vi afhængige af, at alle bliver enige om en fælles løsning. Og selvom jeg er stor fan af et fælles målesystemer, er jeg bekymret for, at det tager for lang tid – ligesom COP-dialogen. 

Mit håb er, at lande som Danmark, hvor implementering og innovation allerede er i fuld gang, kan vise vejen gennem handlingen og inspirere resten af Europa til at samarbejde og sætte fart på udviklingen. 

Vi står ikke bare over for et klimaproblem. Vi står over for en ledelsesudfordring. 

Jeg tror ikke længere på dialog og enighed som løsning. 

Jeg tror på innovation og samarbejde. Og jeg tror på at vi i Danmark har en enestående mulighed for at vise vejen til samarbejde og fremskridt. Så behøver vi ikke at vente på, at resten af verden når til enighed i Belém.