ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er en kommentar skrevet af udvalgte redaktører på Børsen samt en række fast tilknyttede eksterne kommentatorer med stærke faglige kompetencer inden for forskellige ekspertområder. Kommentarerne er udtryk for skribentens holdning.

Kommentar | Louise Aggerstrøm Hansen: Et lavere elforbrug vil i dag spare dig mange penge – og potentielt reducere prisen i hele landet

Der er mange penge at spare ved at sætte sit forbrug af alt fra ovn, Playstation, vaskemaskine eller støvsuger ned. Arkivfoto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Der er mange penge at spare ved at sætte sit forbrug af alt fra ovn, Playstation, vaskemaskine eller støvsuger ned. Arkivfoto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Det er næppe gået nogens næse forbi, at den europæiske afhængighed af russisk gas er et kæmpe problem, og den altafgørende forklaring på, hvorfor gas- og elpriser er så høje for tiden.

Men mens udbuddet af energi i høj grad er i Putins og vejrgudernes hænder – i hvert fald på den korte bane – så er efterspørgslen det ikke.

Mens udbuddet af energi i høj grad er i Putins og vejrgudernes hænder, så er efterspørgslen det ikke

Derfor er det afgørende, at vi får nedbragt vores forbrug af el og gas – både herhjemme og i resten af Europa. De høje priser gør selvfølgelig sit til bringe efterspørgslen ned, og vi ser allerede virksomheder, der begynder at skrue ned for produktionen, fordi de simpelthen ikke kan sende energiregningen videre til deres kunder.

Som privatperson er der ingen kunder at sende regningen videre til, og skal budgettet derhjemme hænge sammen, skal vi skære i energiforbruget. Og det er ikke kun hos det mindretal af husholdninger, der har gasfyr, hvor det er relevant. Vi bruger alle strøm til stort og småt, og der er efterhånden mange penge at spare. Med de elpriser, vi havde for bare et år eller to siden, har mange nok tænkt, at det var småpenge man kunne spare ved at skrue på ens forbrug.

Men i dag er der tre-fire gange så meget på spil. Eksempelvis koster et par timer foran fjernsynet mere end 5 kr. for tiden, og tænder du tørretumbleren kan det løbe op i 15-20 kr. for et enkelt læs. Der er med andre ord mange penge at spare, ved at sætte sit forbrug af alt fra ovn, Playstation, vaskemaskine eller støvsuger ned.

Mit bedste råd til folk er at danne sig et overblik over, hvad der rent faktisk trækker el derhjemme. Måske man finder nogle lavthængende frugter, som skærme der står i standby, wifi der er tændt, når man ikke er hjemme, eller et overforbrug af tørretumbleren mens vejret er til at hænge det op udenfor.

For mange vil det også kræve prioriteringer blandt de knap så lavthængende frugter. Der hvor det begynder at gå ud over ens livskvalitet. Men det er bedre at gøre det med åbne øjne, end at blive overrasket af store ekstraregninger, der så kræver, at man skærer ned andre steder, som måske endda er vigtigere for en.

Hvis vi som samfund for alvor formår at få reduceret efterspørgslen af el, vil det også slå ud i prisen, og prisfaldet kan endda være kraftigt. For hvis vi oftere kommer ned i et niveau for elforbrug, der kan dækkes af vedvarende energi, og ikke er afhængig af gas, så falder prisen de dage til en brøkdel af, hvad vi ser for tiden.

På elmarkedet bestemmes prisen nemlig af, hvad det koster at producere den sidste kWh for at møde efterspørgslen. Hvis den er produceret af gas, er prisen tårnhøj – er den produceret af vind, er den decideret billig.

Det kræver i grove længder en reduktion i elforbruget på 15-20 pct. for at nå det punkt (om end det svinger meget, både fra dag til dag og mellem markeder).

Det er meget, men det er ikke udenfor rækkevidde.

Et lavere elforbrug vil med andre ord spare den enkelte flere hundrede kroner om måneden med de nuværende priser, og kan – hvis vi er nok husholdninger, virksomheder og offentlige institutioner, der gør det – reducere prisen betragteligt for os alle.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu