I 1840’erne skrev den skotske journalist Charles Mackay “Extraordinary Popular Delusions and the Madness of Crowds”, der blandt andet handlede om historiske spekulative bobler. Inklusive den hollandske tulipanboble, “The Mississippi Scheme” og “South Sea Bubble”.
Mennesker elsker bare pyramidespil. Og selv om vi er tusind gange mere velinformerede og har adgang til viden om alle historiens dårskaber, kan vi ikke lade være. Om noget har tilgængeligheden af uendelig information og investeringsmuligheder, der kan nås med et museklik efter en halv flaske rødvin på en kold fredag i november, gjort det værre.
Se f.eks. bitcoin. Man kan sige meget godt om kryptoidéen. Men bitcoin var bare den første iteration af et forsøg på en implementering. Og selv om der altid vil være et begrænset antal bitcoin, er der et ubegrænset antal kryptovalutaer. Og bitcoin kom muligvis først, men den har ikke vundet frem som betalingsmiddel – kun som et ret idiotisk spekulationsobjekt. Bitcoin et blevet et stort nulsumsspil, som mest spilder ressourcer og tid. Mere interessant er “The Magnificent Seven”, de storslåede syv.
De syv store amerikanske teknologigiganter: Apple, Amazon, Alphabet, Meta, Microsoft og Nvidia. Tilsammen udgør de nu alene ca. 30 pct. af værdien af S&P 500.
Det er et af de mest koncentrerede aktiemarkeder nogensinde – med en god håndfuld firmaer, der totalt dominerer markedet. Men i modsætning til bitcoin har de noget at have det i. Deres indtjening alene er steget fra 0,7 pct. af amerikansk bnp i 2017 til 1,5 pct. i dag. Deres værdisætning svarer til ca. 37 pct. af amerikansk bnp.
Markedet har talt, og de er vores fremtid. Men det er en lidt dystopisk fremtid. Hvordan tjener de deres penge, og hvorfor er vi villige til at kaste vores ressourcer efter dem? De er primært halvmonopolistiske platforme som Facebook, Apples App Store, Googles service og Microsofts netværksmonopol i pc-universet. Lidt forsimplet handler det om monopoliseringen af dine øjeæbler. Og om monetariseringen af din dopaminafhængighed. I nogen udstrækning er deres forretning at spilde vores alle sammens tid med kortsigtede ligegyldigheder. Det er en prokrastineringsindustri.
Og de viser først og fremmest, at internettet ikke er endt som det store åbne atomistiske marked, der øgede konkurrencen og sendte al værdiskabelsen videre til forbrugeren. At vi nu har teknologigiganter, der er mere værd end en tredjedel af amerikansk bnp, er ikke et sundhedstegn. Det er et svaghedstegn.
Men er kunstig intelligens ikke fremtiden? Jo bestemt. Ligesom internettet var det i 1990’erne. Og ligesom jernbaner var det i 1880’erne. Men at en teknologi skaber værdi, er ikke det samme, som at nogle bestemte virksomheder, der i dag er involveret i den, kan høste den værdi i fremtiden. Det gælder især ikke for nye teknologier, der i deres natur har usikre konsekvenser og implikationer. Det er end ikke umuligt, at kunstig intelligens vil være med til at udfordre og ophæve de naturlige netværksmonopoler, som de syv teknologigiganter lever af.
