Sikke en dejligt stille weekend.
Når der er uro i det finansielle system, bør man altid frygte weekendernes komme.
For to uger siden kollapsede først Silicon Valley Bank og siden kryptobanken Signature Bank. I sidste weekend havde krisen spredt sig til Credit Suisse – men i den forgangne weekend var der stille – tak for det!
Det var nu ikke fordi, at der var ro på det finansielle system i slutningen af sidste uge. Uden oplagt udløsende årsag faldt Deutsche Banks aktiekurs voldsomt i løbet af torsdagen og fredagen.
Om det var et udtryk for, at markederne forventede, at den tyske gigantbank skulle samles op hen over weekenden, er det svært at konkludere noget entydigt om, men det virkede i hvert fald til, at ingen rigtigt havde lyst til at sidde med sorteper hen over weekenden, hvis noget nu skulle gå galt.
“Selv uden en generel likviditetskrise kan udvalgte banker komme så voldsomt under pres, at de ikke overlever
Mandag morgen vendte udviklingen da også. Deutsche Bank lukkede ikke hen over weekenden, og investorerne var atter interesserede i at holde bankens aktier, da dørene blev åbnet mandag. Mandag steg aktiekursen med godt 6 pct. – det kompenserede ikke helt for faldet fredag, men en del af hulet blev da lukket.
Jeg er ikke ekspert i bankdrift, men der er ingen tvivl om, at netop Deutsche Bank har haft sine udfordringer de seneste 15 år. Inden finanskrisen kunne en aktie i Deutsche Bank købes for 90 euro – fredag var kursen nede og runde 8 euro.
Men en lav aktiekurs er jo ikke ensbetydende med, at en bank er ved at bryde sammen, og i øvrigt har Deutsche Banks aktiekurs været lavere end niveauet i fredags.
Under den finansielle stress i starten af coronakrisen kunne en Deutsche Bank aktie købes for godt 5 euro.
Lige nu er der stor fokus på bankernes likviditet. Det er væsentligt anderledes end under finanskrisen i 2008. Dengang var der tale om en kreditkrise – men der er bestemt ikke tale om en kreditkrise på nuværende tidspunkt – der er stort set ikke nogen tab i de globale banker.
Men manglen på likviditet kan i sig selv være nok til at slå en bank ihjel. Hvis indlånerne hæver deres opsparing i en bank i hastigt tempo, bryder selv den mest veldrevne bank sammen. Opsparingen ligger nemlig ikke placeret i nederste bankboks, den er lånt ud til andre. Tillid er derfor en helt afgørende forudsætning i bankdrift.
Indlånerne skal turde stole på, at der passes på pengene, selvom pengene teknisk set slet ikke, er der. Det lyder paradoksalt, men det er ikke så kompliceret endda, man kan nemlig relativt nemt regne ud, hvor meget likviditet den enkelte bank behøver for, at bankens indlånere aldrig bemærker, at pengene ikke ligger i boksen.
Men regnestykket passer kun, så længe tilliden er til stede. Forsvinder tilliden, ændres forudsætningerne for regnestykket. Det var blandt andet manglen på tillid, der væltede Silicon Valley Bank og siden Credit Suisse – da tilliden forsvandt trak kunderne deres opsparing ud af bankerne, og så stod problemerne i kø.
Heldigvis er en likviditetskrise nemmere at håndtere end en kreditkrise. En likviditetskrise kan afhjælpes ved, at centralbanken tilfører banksystemet likviditet. Det er netop, hvad man har valgt at gøre i USA efter lukningen af Silicon Valley Bank.
Hvis man går målrettet til værks kan man endda godt forene specifik likviditetshjælp til bankerne med at stramme den generelle pengepolitik, hvilket fortsat kan være nødvendigt af hensyn til inflationskampen.
Men selvom en likviditetskrise er nemmere at adressere, kan meget fortsat gå galt. Så de kommende uger vil der være stor fokus på eventuelle faresignaler fra bankerne.
Personligt er jeg i udgangspunkt ikke super bekymret, selvom den finansielle stress er voldsom i disse dage. Men hvis jeg skal pege på et bekymringspunkt, så er det de små og mellemstore amerikanske banker. Dels er de dårligere reguleret end de europæiske banker, dels er det nemmere for kunderne at dræne bankerne for likviditet i USA end i Europa.
Når vi taler træk på likviditeten i banksystemet, er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Hvis jeg hæver min opsparing af frygt for, at den bank, min opsparing er placeret i, bryder sammen, så får det ikke den samlede likviditet i bankerne til at falde. Pengene forsvinder nemlig ikke fra banksystemet.
Hvis vi leger, at jeg havde 10 mio. kr. stående på en bankkonto, og at jeg begyndte at tvivle på min bank, så ville jeg nok hæve 9,25 mio. kr. – de sidste 750.000 kr. er dækket af indskydergarantien. Men selvom jeg nu har hævet pengene, så forsvinder pengene ikke fra banksystemet. For jeg kan vanskeligt have 9,25 mio. kr. liggende derhjemme.
Jeg køber derfor måske obligationer for pengene. Så ryger mine kontanter over til obligationssælgeren – men obligationssælgeren kan jo heller ikke have 9,25 mio. kr. liggende derhjemme. Så vedkommende sætter pengene i banken – måske endda samme bank, som jeg hævede pengene fra. Pengene forsvinder ikke fra banksystemet. Det samme gælder, hvis jeg hamstrer dåsemad, køber hus, bitcoin, eller hvad jeg nu kan finde på at gøre med en sådan opsparing. Pengene forsvinder kun fra banksystemet, hvis jeg tager dem ud i kontanter – men kontanter spiller ingen rolle i dag.
Der er dog en undtagelse for den regel i USA, hvor pengemarkedsfonde kan lave et teknisk greb, så de faktisk dræner systemet for likviditet – ved hjælp af det som kaldes reverse repo.
Her er vi så ude på den absolutte kant af min viden, men så vidt jeg kan forstå, har vi endnu ikke set brugen af reverse repo stige i et alarmerende omfang over de seneste uger. Men muligheden er der, så hvis man skal tale om en generel likviditetskrise, så skal man nok kigge til USA.
Det er dog værd at bemærke, at selv uden en generel likviditetskrise kan udvalgte banker komme så voldsomt under pres, at de ikke overlever. Det kunne eksempelvis være de føromtalte mindre og mellemstore amerikanske banker.
Hvis kunderne trækker opsparing ud og placerer den i de store banker, risikerer de mindre banker at bukke under – og spørgsmålet er så, om det ikke går ud over kreditviljen i bankerne. Sker det, så kan det have betydelige realøkonomiske effekter, selvom banksystemet som sådan ikke drænes for likviditet.
Jeg er dog langt mere bekymret for en kreditkrise. En kreditkrise handler om tab på udlån. Det var det, der igangsatte finanskrisen i 2007/08. Det er langt mere fundamentalt. Og hvor likviditetsproblemer i øvrigt altid i sidste ende kan afhjælpes af en centralbank, så er det meget vanskeligere at gøre noget ved en kreditkrise.
Centralbankerne kan ikke garantere værdien af alle aktiver – boliger, aktier m.v. – så her er problemerne langt mere fundamentale. Men det er bare ikke dér, vi er – i hvert fald ikke endnu.
Bankerne har ikke på nuværende tidspunkt tab af betydning. Men om 1-2 år – vil jeg bestemt ikke afvise, at det kan blive en reel udfordring. De højere renter risikerer at give betydelige tab – men vi har bare ikke set dem endnu.
