De offentlige finanser bliver næsten dagligt mødt af en enorm omsorg fra økonomer. Er der nu penge nok til at finansiere de offentlige udgifter i fremtiden? Hvad nu hvis vi begynder at arbejde mindre? Hvad nu hvis vi ønsker endnu højere offentlige udgifter i fremtiden? Seneste skud på stammen i denne omsorgsstrøm er ATP-direktør Martin Præstegaard, som ifølge Børsens aktindsigt er bekymret, fordi Finansministeriet indregner levetidsindekseringen af pensionsalderen i de langsigtede fremskrivninger for de offentlige finanser.
Jeg undrer mig over de mange bekymringer. Nu har jeg fulgt debatten om de offentlige finanser i de seneste årtier. Og det er da en kæmpesejr for økonomstanden, at det er lykkedes at få politikerne til at gennemføre reformer, der sikrer sunde offentlige finanser. Det drejer sig blandt andet om højere pensionsalder, afkortning af efterløn, kortere dagpengeperiode m.v.
Og det drejer sig om budgetloven, som sikrer, at politikerne ikke bruger flere penge, end de har. Finansministeriets vurdering er, at de offentlige finanser er “overholdbare” med 1,5 pct. af bnp eller 42 mia. kr. Det betyder, at politikerne principielt kunne bruge 42 mia. kr. på enten lavere skat eller højere offentlige udgifter hvert eneste år i al fremtid.
Politikerne fortjener stor ros for at have gennemført disse reformer. Der er ikke grund til at skjule effekterne af reformerne, herunder højere pensionsalder.
En årsag til, at politikerne ikke allerede har kastet sig over at bruge de 42 mia. kr., kan være, at de også skal opfylde målet om underskud på 0,5 pct. af bnp i 2030. Det understreger også det lidt besynderlige i debatten: Politikerne kan umiddelbart slet ikke bruge de 42 mia. kr. i overholdbarhed. Men hvad hvis kommende generationer udhuler reformerne – f.eks. slækker på levetidsindekseringen af pensionsalderen?
I mine øjne har Finansministeriet foretaget det eneste logiske valg, nemlig at indregne levetidsindekseringen fuldt ud. For det er jo den indeksering, som politikerne aftalte i velfærdsaftalen fra 2006 og efterfølgende har bekræftet i både 2015 og 2020. Det giver jo så også anledning til, at man kan diskutere, om indekseringen er skruet fornuftigt sammen.
Det er netop hele grundlaget for Pensionskommissionens arbejde, hvor man vurderer, om pensionsalderen skal vokse mindre. Jeg mener, at nutidens politikere trygt kan overlade det til fremtidens politikere at beslutte, om pengene skal bruges på lavere pensionsalder, lavere skat eller højere offentlige udgifter. Det er der slet ingen grund til at beslutte i dag.
Så de offentlige finanser er ikke en brændende platform til at lave reformer. Jeg vil i stedet anbefale, at økonomerne kaster deres store omsorg over på andre brændende platforme. Og vigtigst: hvordan vi gør Danmark til et endnu mere velstående land, med alle de muligheder det giver.
For som nobelprisøkonomen Robert Lucas Jr. udtalte: “Once you start thinking about growth, it’s hard to think about anything else.”
