ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lille dansk aktie i hopla efter ny vækst – Lundbeck i comeback: Her er seks aktier, der stjal fokus mandag

De danske eliteaktier startede den nye handelsuge i positivt terræn og endte med en stigning på 0,48 pct.

På den modsatte side af Atlanten er der også god stemning. Især det teknologitunge Nasdaq-indeks er i godt humør med en stigning på 0,8 pct. i skrivende stund, mens S&P 500 er oppe med 0,5 pct. Dow Jones balancerer omkring nulpunktet.

Tilbage til Danmark følger her seks af de aktier, der rykkede i dagens handel:

Lundbeck: +1,61%

Medicinalaktien Lundbeck steg til vejrs i C25-indekset mandag og er dermed i færd med lidt af et comeback.

Selskabet offentliggjorde tidligere i august et nyt regnskab, der bl.a. afslørede et fejlslagent studie med Rexulti og en skuffende omsætning, men lidt bedre end ventet indtjening. Aktien tabte efterfølgende 9 pct., men nu er den steget seks dage i streg.

I mandagens handel endte C25-aktien som den mest stigende af slagsen efterfulgt af FLS, DSV og Mærsk.

A.P. Møller – Mærsk B: +1,41%

Rederiaktien Mærsk var i hopla i mandagens handel efter nyt fra sin franske konkurrent CMA CGM, der har aflagt et “stærkt regnskab” ifølge Sydbanks morgenkommentar.

“Helt i tråd med andre regnskaber fra sektoren leverede de en stærk omsætningsvækst på hele 77,2 pct. Ebitda steg derudover med hele 279 pct., og under de nuværende markedsforhold forventer de at kunne forsætte med at forbedre resultaterne,” skriver Sydbank.

Markedet for containerrederierne er aktuelt præget af flaskehalse med massiv efterspørgsel og begrænset kapacitet, hvilket har medført rekordhøje fragtrater og højere indtjening i transportindustrien.

Mærsk-aktien endte med et plus på 1,41 pct. for dagen.

Bavarian Nordic: +0,20%

En anden aktie, der igen har fået lidt medvind på børsen, er biotekaktien Bavarian, der på det seneste har fået meget opmærksomhed på grund af sin coronavaccine.

Aktien endte mandag med en stigning på 0,2 pct. efter tre handelsdage i træk med fald. Faldene kom til gengæld efter en periode med store stigninger, der især var udløst af, at selskabet fik styr på finansiering af udviklingen af vaccinen mod covid-19.

Over seks handelsdage steg aktien 29 pct., før den toppede tirsdag 24. august. Siden er den faldet 8 pct., men i dag byder altså på et mindre comeback - i øvrigt uden selskabsspecifikke nyheder.

Novo Nordisk: -0,12%

Novo Nordisk endte i rødt blandt et fåtal af C25-aktier, der også tæller Netcompany, Pandora og Novozymes.

Dermed fortsatte Novo-aktien de seneste ugers negative stime, hvor medicinalaktien siden lukkerekorden fra fredag 20. august har tabt over 6 pct. Her lavede aktien ellers ny lukkerekord på 680,6 kr. efter otte børsdage i træk med stigninger.

Trods de seneste ugers tab er aktien stadig oppe med 54 pct. år til dato.

Aktien kom da også tættere på nulpunktet hen mod slutningen af handelsdagen, men måtte alligevel slå sig til tåls med et tab på 0,12 pct.

Alefarm Brewing: +5,43%

Alefarm Brewing, der er et familiedrevet bryggeri fra Greve, steg til vejrs i mandagens handel. Aktien var blandt de mest stigende danske aktier efter regnskabet, men den faldt en kende tilbage hen mod slutningen af handelsdagen. Ikke desto mindre endte den med en pæn stigning.

Fremgangen kom efter etnyt regnskabfor første halvår 2021, hvor omsætningen er vokset til 4,5 mio. kr. mod 2,9 mio. kr. i samme periode året før svarende til en stigning på 55 pct.

Samtidig er bruttoresultatet mere end fordoblet til 1,5 mio. kr. mod 0,7 mio. kr. året før. På bundlinjen voksede underskuddet imidlertid til minus 0,9 mio. kr. mod minus 0,2 mio. kr. i samme periode året før.

“Organisationen er blevet udvidet som forberedelse til den kapacitetsforøgelse, som tilgangen af nyt produktionsudstyr vil betyde. Disse ekstra omkostninger forventes tjent ind i andet halvår af 2021. Eksporten har endnu ikke nået samme niveau som inden covid-19 [ …], men indikationerne er efterhånden positive flere steder,” skriver ledelsen anført af adm. direktør og stifter Kasper Tidemann i en regnskabsmeddelelse.

Virksomheden fastholder sine forventninger, som lyder på en omsætning på 10-12 mio. kr. for året samt ebidta tæt på nul.

Selskabet, der blev etableret i 2015, blev børsnoteret med en udbudskurs på 5 kr. med børsdebut på First North i november 2020. Aktien toppede på sin anden handelsdag 9. november i kurs 6,9 kr. Siden er den faldet 30 pct., men i mandagens handel gør den altså comeback.

The Drilling Company of 1972: +3,06%

Maersk Drilling har sikret sig en kontraktforlængelse på boreriggen Maersk Discoverer ved Sydamerika, så riggen nu er fuldt booket resten af 2021 og 2022, oplyste selskabet mandag morgen i enmeddelelse.

Investorerne var tilsyneladende begejstrede og sendte aktien op med 3 pct. mandag.

Ritzau Finans skriver:

“Riggen skal benyttes til boring af en efterforskningsbrønd ud for kysten af sydamerikanske land Guyana. Ordregiver er CGX Resources, der har udnyttet en option, og i forvejen har riggen til at arbejde for sig.

Den nye opgave ventes indledt i første halvår af 2022 i direkte forlængelse af Discoverers arbejde for Shell Trinidad, oplyser Maersk Drilling.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu