De amerikanske aktier tog sig en pause efter en hård afslutning på sidste uge, da der mandag var helligdagslukket grundet Labor Day.
Ved normal lukketid så det ud til, at tirsdag bliver lidt af en blandt landhandel, da futures på de ledende indeks gik begge veje.
Som i sidste uge lå det teknologitunge Nasdaq-indeks til at falde, når handlen starter tirsdag, da futures pegede ned med 0,4 pct. Indekset tog et par gevaldige nyrehug i sidste uge med minus på 5 pct. torsdag og 1,3 pct. fredag.
Dow Jones og S&P 500 så derimod ud til at starte tirsdag ud med plusser på op til 0,8 pct.
Særligt de store teknologiaktier som Apple, Amazon og Facebook har trukket for i de voldsomme stigninger, der har præget det amerikanske marked siden bunden i marts, hvor coronakrisen havde hårdest fat i markederne.
Det har kastet flere rekorder af sig til både enkeltaktierne og på indeksniveau, men i sidste uge begyndte investorerne pludselig at tage nogle af gevinsterne hjem.
- Der er rigtig mange gode grunde til nedturen. Aktierne i Nasdaq steg 11 ud af 13 dage forinden. Vi så nogle utrolige toppe, hvor det virkelig var stukket af, sagde Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank, til Ritzau Finans torsdag i sidste uge.
- Hovedårsagen er, at aktierne er steget utroligt meget, og så kommer der altid korrektioner. Vi har desuden set volatiliteten stige den senere tid, og når den så topper sådan en dag som i dag, er der nogle porteføljer, der er nødsaget til at nedbringe risiko, og det er selvforstærkende, fortsatte han.
BLANDET STEMNING I EUROPA
De europæiske aktier blev trukket med ned af blodbadet i USA i slutningen af sidste uge, men mandag var stemningen generelt til den positive side.
I Europa steg samtlige af de største toneangivende indeks således med X pct.
Investorerne kigger frem mod rentemødet hos Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag, hvor forventningerne til yderligere stimuli eller i hvert fald fortsat meget lempelige kommentarer er blevet skruet op efter en periode med svage nøgletal.
Rentemødet afsluttes torsdag klokken 13.45 og klokken 14.30 er ECB's franske chef, Christine Lagarde, klar med kommentarer på et pressemøde.
Økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ingen ændringer i de ledende rentesatser fra ECB, så hvis der bliver tale om yderligere lempelser, vil det formentlig blive i form af yderligere aktivopkøb.
UTROLIGE NIVEAUER INDEN NEDTUR
Aktierne i USA - og særligt teknologisektoren - havde inden den bratte nedtur i slutningen af sidste uge da også nået helt utrolige niveauer.
Nasdaq-indekset ramte onsdag sin rekord nummer 44 i år, og S&P 500-indekset har nået at slutte i sit hidtil højeste 23 gange i 2020.
Dow Jones-indekset er det eneste af de tre ledende amerikanske indeks, der endnu ikke er nået over sin seneste top i februar. Efter torsdag og fredags fald er indekset nu 5 pct. fra toppen.
Nasdaq-indekset er trods sidste uges nedtur steget med 26,1 pct. i år, og S&P 500-indekset er samlet gået 6,1 pct. frem i år trods sidste uges fald.
TESLA MISSER PLADS I S&P 500
Blandt enkeltaktierne er der allerede frem mod tirsdag, hvor handlen igen åbnes, fokus på elbilproducenten Tesla, der også har været blandt de eksplosivt stigende aktier i år.
Tesla kommer nemlig alligevel ikke med i S&P 500-indekset i denne omgang. Elbilaktien endte i rekord 498,32 dollar for en uge - efter at aktien var blevet splittet i fem.
Siden faldt aktien tungt tirsdag, onsdag og torsdag, inden den igen fredag steg 2,8 pct. til 418,32 dollar.
Dermed er aktien - trods sidste uges fald - stadig steget med 400 pct. i år.
/ritzau/FINANS
