De amerikanske aktier var ellers på vej mod nye højder, da en negativ start var blevet vekslet til et plus, men siden er markedet blevet slået hårdt tilbage.
Det brede S&P 500-indeks ligger kl. 14.10, lokal tid i New York, i minus med 1,0 pct., selv om det var i plus med 0,2 pct. tidligere.
Nyheden, som har fået salgsknapperne til at blinke, er en historie fra Bloomberg News baseret på anonyme kilder om, at præsident Joe Biden planlægger en fordobling af den føderale beskatning af kapitalafkast for personer med en indkomst over 1 mio. dollar.
Det vil sende skatten op på 39,6 pct., og med et tilæg på 3,8 pct. til finansieringen af sundhedsreformen Obamacare vil den samlet ende på 43,4 pct. Dertil skal man lægge eventuelle skatter, som de individuelle delstater indkræver.
Det er ikke kun det brede indeks, som bakker. Også Nasdaq er gået i minus med 1,1 pct., mens Dow Jones smider 1,0 pct.
Det er de store aktienavne, som fører an i nedturen. Microsoft mister 1,7 pct. Apple bakker 1,3 pct. Amazon sætter sig 1,4 pct. Tesla smider 2,8 pct. Facebook og Alphabet falder desuden 1,4 pct. hver især.
/ritzau/FINANS
