Citigroup, Bank of America og Wells Fargo kommer i fokus fra åbningen på det amerikanske aktiemarked onsdag efter offentliggørelsen af generelt opløftende regnskaber fra de tre finansgiganter.
Reaktionen på regnskaberne er dog ikke entydig, men futures peger en smule op forud for åbningen efter stigninger specielt til teknologiaktierne.
Den positive stemning om teknologi kan skyldes skriverier på Bloomberg News om, at Apple har bedt sine leverandører om at producere 90 mio. af dette års nye iphone-modeller, hvilket er en stigning på 20 pct. fra sidste års niveau.
I formarkedet stiger Apple da også 1,9 pct., og futures for det teknologitunge Nasdaq-indeks ligger 0,5 pct. højere, mens stigningen i det brede S&P 500-indeks begrænser sig til 0,2 pct., og Dow Jones ligger marginale 0,1 pct. højere.
Citigroup, Bank og America og Wells Fargo har alle præsenteret regnskab med en bedre indtjening end ventet. Citigroups regnskab viste en mangedobling af indtjeningen per aktie til 2,85 dollar fra 0,50 dollar i samme periode sidste år.
Det var også en noget større fremgang end de 1,94 dollar, som analytikerkorpset havde ventet ifølge Bloomberg News. Indtægterne opgøres endvidere til 17,5 mia. dollar, mens analytikerne her havde ventet 17,2 mia. dollar.
Aktien ligger 0,5 pct. højere i formarkedet. Bank of America falder derimod 1,9 pct. i formarkedet efter sine tal for andet kvartal.
Overskuddet per aktie var med 1,03 dollar noget bedre end ventet, idet estimatet lød på 77 cent ifølge Bloomberg News. De samlede indtægter skuffede dog en smule med et fald til 21,5 mia. dollar fra 22,5 mio. dollar i samme periode året før.
Investorernes reaktion på regnskabet fra Wells Fargo begrænser sig til en marginal stigning på 0,2 pct. i formarkedet. Bankens indtægter løb i kvartalet op i 20,27 mia. dollar, hvilket er betydeligt over analytikerprognosen indsamlet af Bloomberg News på 17,77 mia. dollar.
Og indtjeningen per aktie blev på 1,38 dollar, hvor analytikerne kun havde regnet med 0,98 dollar.
Kapitalforvaltningsgiganten Blackrock kom også flot og bedre end ventet igennem andet kvartal. Det ordinære overskud per aktie landede på 10,03 dollar mod ventet ifølge Bloomberg 9,48 dollar.
Overskuddet blev hentet med baggrund i en omsætning, der landede på 4,82 mia. dollar mod ventet 4,58 mia. dollar.
Blackrock-aktien falder dog 2,5 pct. i formarkedet.
Medicinalselskab Eli Lilly, der konkurrerer med blandt andet danske Novo Nordisk, er også nyhedsaktuel med en aftale om køb af biotekselskabet Protomer Technologies for en pris, der potentielt kan overstige 1 mia. dollar - svarende til 6,3 mia. kr.
Protomer Technologies sidder på en peptid- og proteinplatform, der kan identificere og måle eksempelvis glukose. Det skal bruges til at udvikle eksempelvis insuliner, der kan måle sukkerniveauet i blodet, og automatisk doseres derefter.
Luftfartsselskabet Delta Air Lines har desuden præsenteret et mindre tab end ventet i andet kvartal, hvilket da også får investorerne til at sende aktien op med 1,7 pct. i formarkedet.
Det justerede tab er i andet kvartal landet på 678 mio. dollar, hvilket er bedre end frygtet af analytikerne, der havde ventet et underskud på 898,1 mio. dollar.
Aktien i American Airlines stiger i formarkedet desuden 3,7 pct., efter at det efter børslukketid tirsdag meddelte, at det for andet kvartal venter et nettoresultat i intervallet mellem minus 35 mio. dollar og plus 25 mio. dollar.
Det inkluderer dog en indtægt på 1,4 mia. dollar i særlige poster, som mest af alt omfatter føderale hjælpepakker til dækning af en stor del af selskabets lønomkostninger.
/ritzau/FINANS
