Det danske aktiemarked er torsdag middag på rekordkurs anført af de grønne aktier Vestas og Ørsted, mens ISS dog ligger helt i toppen efter positivt analysenyt og et godt nyhedsflow på det seneste.
C25-indekset ligger ved 11.30-tiden med en stigning på 1,0 pct. til 1878,71 efter onsdagens fald på 0,4 pct., hvor bekymring over udbredelsen af den indiske Delta-variant af covid-19 lagde en dæmper på investorernes købelyst.
Ørsted stiger 3,9 pct. til 913,60 kr., efter at energiselskabet onsdag vandt retten til at opføre havmølleprojektet Ocean Wind 2 på 1148 megawatt (MW) i New Jersey.
Sejren i auktionen, der samlet set var på 2500 megawatt, bryder en stime af auktioner i USA de senere år, hvor det danske energiselskab er blevet underbudt af sultne olieselskaber på vej mod en grønnere profil.
"Det er næsten to år siden, at Ørsted sidst vandt et udbud. Hvis vi skal lidt over i fodboldmetaforen, så er det angriberen, der ikke har lavet mål i mange kampe, og lige pludselig banker han målene ind. Det er totalt Dolberg," siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning, til Ritzau Finans.
Der er ligeledes positivt spot på Vestas efter vindmølleproducentens imponerende stime af ordreannonceringer op til afslutningen af andet kvartal. Onsdag blev det til ordrer med en samlet kapacitet på 1278 MW, og 278 MW af dem faldt efter den danske børs' lukketid.
Samlet har Vestas nu offentliggjort ordrer med en kapacitet på 6143 MW i år - og dertil skal man lægge de uannoncerede ordrer fra andet kvartal, der først præsenteres i halvårsregnskabet i august.
Vestas stiger med 3,5 pct. til 253,40 kr.
I toppen af C25 ligger imidlertid ISS med en stigning på 5,5 pct. til 155,35 kr. efter positivt analysenyt. Danske Bank har hævet anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold" og kursmålet til 190 kr. fra 135 kr. Analytikerne hos norske ABG Sundal Collier har samtidig løftet deres kursmål for servicekoncernens aktie til 175 kr. fra 150 kr., og samtidig er den positive anbefaling "køb" gentaget.
Onsdag steg ISS 1,9 pct. efter annonceringen af en stor kontrakt med energiselskabet Equinor i Norge.
"Det er kvalitet, når det er bedst. ISS fortsætter oprydningen senest med det danske forsvar, hvor man kom ud af en dårlig kontrakt. Jeg kan også se, at der er mange, som begynder at købe ind i casen. Det er vores største "overvægt", så det er rigtigt godt at se, at der også er andre, der ser lyset. ISS har en rigtig dygtig ledelse og et godt setup - og det bliver der eksekveret på," siger Lars Hytting.
Danske Bank har onsdag meddelt, at det har solgt sine private banking-aktiviteter i Luxembourg til Union Bancaire Privée (UBP). Handlen forventes at resultere i en engangsindtægt for banken på cirka 250 mio. kr
Aktien i Danske Bank stiger 2,2 pct. til 112,80 kr.
Der er også analysenyheder om Carlsberg, som har klaret sig godt på det seneste i takt med genåbningen af samfundet, ligesom sommer og en EM-slutrunde i fodbold giver bedre tider for ølsalget. Amerikanske JPMorgan har løftet sit kursmål for Carlsberg til 1340 kr. fra 1250 kr. og gentaget anbefalingen "overvægt", mens Jefferies har lagt små 5 pct. til sit kursmål, der er løftet til 1075 kr. fra 1025 kr.
Hos Jyske Bank mener analytikerne, at forventningerne til Carlsberg nok er kommet for langt op i den seneste jubelperiode. Derfor sænkes anbefalingen til "hold" fra "køb". Carlsberg-aktien stiger med 0,8 pct. til 1178 kr.
Smykkeselskabet Pandora har desuden fået løftet sit kursmål hos canadiske RBC til 810 kr. fra 670 kr. Anbefalingen er dog fortsat i negativt terræn på "underperform".
Pandora stiger 1,6 pct. til 856,40 kr.
ALK-Abelló falder i øvrigt med 0,1 pct. til 2990 kr., selvom finanshuset Kempen har løftet sit kursmål til 3300 kr. fra 2750 kr. og gentaget anbefalingen "køb".
/ritzau/FINANS
