ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktiestatus i USA: Uber og Warner Music lyser op på dag med genrejsning

Arkivfoto: Christian Mang/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Christian Mang/Reuters/Ritzau Scanpix

En forsigtig optimisme præger tirsdag middag aktiemarkederne i USA efter massive fald mandag, da gældskrisen hos den kinesiske ejendomsudvikler Evergrande skabte uro på finansmarkederne verden over.

Usikkerheden om Evergrande og selskabets enorme gæld på 300 mia. dollar er der stadig, men investorerne har tirsdag foreløbigt valgt at samle op på de lavere niveauer efter mandagens fald på 1,7-2,2 pct. i det tre toneangivende amerikanske aktieindeks.

Tirsdag ved 12.05-tiden i New York – eller kl. 18.05 herhjemme – ligger det brede S&P 500-indeks 0,4 pct. højere, Dow Jones-indekset stiger 0,4 pct. og det teknologitunge Nasdaq-indeks med 0,7 pct.

– Vi ser ikke Evergrande-krisen som Kinas Lehman-moment, skriver analytikere fra Citigroup ifølge Reuters i et notat og argumenterer for, at politikerne sandsynligvis vil forhindre systemisk risiko for “at købe sig tid til at løse problemerne med gælden og skubbe marginale lempelser frem for understøtning af det overordnede kreditmiljø”.

RENTEMØDE I FED

Ellers er der i markedet også stor fokus på det rentemøde, som den amerikanske centralbank, Federal Reserve, starter tirsdag og afslutter onsdag med en pengepolitisk meddelelse og et pressemøde.

Her vil handlerne holde øje med meldinger om, hvornår centralbanken planlægger at neddrosle sine obligationsopkøb, der er blevet brugt som stimuli under coronapandemien.

Af selskaber i fokus tirsdag er Uber Technologies, som de fleste nok forbinder med kørselstjenesten Uber. Aktien brager nemlig i vejret med 9,8 pct. efter en opjustering af forventningerne til tredje kvartal, som måske kan ende med overskud for første gang nogensinde.

Uber venter i tredje kvartal nu et justeret driftsresultat i intervallet minus 25 mio. dollar til plus 25 mio. dollar. Tidligere var der ventet et driftsunderskud på lige under 100 mio. dollar.

– Dette ser vi som et klart positivt tegn, siger analytiker Rohit Kulkarni fra MKM Partners ifølge Reuters og peger på, at Ubers aktie har været under pres og har tabt næsten en femtedel af værdien i år som følge af usikkerhed om indtjeningen.

Nyheden om muligheden for overskud allerede i tredje kvartal kommer kort efter, at konkurrenten Lyft har offentliggjort sit første overskud.

Tidligere har Uber realiseret overskud på bundlinjen gennem investeringer og frasalg, men det kommende driftsoverskud vil være det første, der er drevet af selskabets egne aktiviteter, fremgår det.

Aktien i Lyft stiger i øvrigt 5,9 pct. tirsdag.

ANBEFALING HÆVET TIL “OUTPERFORM”

Warner Music Group er også blandt investorernes fortrukne med en stigning på 8,2 pct. efter en positiv analyse fra Credit Suisse, som har hævet anbefalingen af aktien til “outperform” fra tidligere “neutral”.

Stigningen kan også hænge sammen med en positiv børsdebut for et selskab i samme branche, Universal Music Group, som er udstykket fra Vivendi og tirsdag blev handlet for første gang selvstændigt på børsen i Amsterdam.

Aktien i medicinalvirksomheden Johnson & Johnsons ligger tirsdag middag desuden 0,8 pct. højere. Nye resultater af et fase 3-studie viser, at en ekstra dosis af covid-19-vaccinen fra Johnson & Johnson har en effektivitet på 94 pct.

Johnson & Johnson-vaccinen, der tidligere var en del af det danske vaccinationsprogram, har ved en enkelt dosis en effektivitet på 70 pct.

Der er også fokus på Draftkings, efter at gamblingvirksomheden ifølge erhvervsmediet CNBC har budt 20 mia. dollar for sin britiske kollega Entain.

Draftkings er efterfølgende faldet 6,4 pct. på børsen i New York. Derimod steg Entain med 18 pct. til 2261 pence i London. Buddet ligger ifølge CNBC's oplysninger på ca. 2500 pence pr. aktie i Entain.

Der er også opkøbsnyt i oliesektoren, idet Conocophillips har indgået aftale om køb af aktiver fra Royal Dutch Shell for 9,5 mia. dollar i området kaldet Permian Basin i det sydvestlige USA, der er landets mest aktive oliefelt.

Aktien i Conocophillips stiger 3,3 pct.

Marketwire


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu