ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktiestatus i USA: Tesla og Eli Lilly leverer krudtet til endnu en rekordjagt for Nasdaq-indekset

Arkivfoto: Rebecca Cook/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Rebecca Cook/Reuters/Ritzau Scanpix

De amerikanske aktier stiger solidt torsdag, hvor både det brede S&P 500-indeks og Nasdaq er på rekordjagt – trukket frem af teknologiaktierne, særligt af Tesla, og af lægemiddelkoncernen Eli Lilly.

Stigningerne kommer i kølvandet af nøgletal, der peger i retning af, at økonomien i USA fortsætter frem, og selv om der var flere høgeagtige udtalelser fra den amerikanske centralbanks, Federal Reserves (Fed), chefer onsdag, så holder renterne sig i ro.

S&P 500-indekset vinder frem med 0,6 pct. til rekordniveau i 4266 indekspoint. Nasdaq stiger også med 0,9 pct. og er på vej mod ugens tredje lukkerekord i 14.405 point. Endelig vinder Dow Jones frem med 0,7 pct., men indekset er efter sidste uges tilbageslag stadig 2 pct. fra sin seneste top fra starten af maj.

– Ud fra et økonomisk synspunkt er der stadig mange positive elementer i forhold til væksten. Vi har set markederne klare sig godt, når rentemiljøet er tamt. Det giver optimismen energi, siger Megan Horneman, direktør for porteføljestrategi hos Verdence Capial Advisors, til Bloomberg News.

LEDIGHED KONTRA RENTELØFT

Torsdagens nøgletal vidner om, at det går fremad i USA, selv om de skuffede let i forhold til det ventede. Antallet af nye ledige faldt i sidste uge en smule til 411.000 i forhold til niveauet ugen før i 418.000, og samtidig steg ordreindgangen på varige goder med 2,3 pct. i maj, hvilket var den største fremgang siden januar.

En bedring i beskæftigelsen er dog det, som den amerikanske centralbank mangler, før den kan fjerne noget af den historiske lempelighed i pengepolitikken, der stadig er et faktum med en rente omkring nul og opkøb af obligationer i markedet for 120 mia. dollar hver måned.

– Arbejdsmarkedet er afgørende. Det er tydeligvis et af målene for Federal Reserve. Det er det, som holder Fed tilbage fra at agere mere dristigt, mener Monica Defend, researchchef hos Amundi, ifølge The Wall Street Journal.

TESLA I TOP

I S&P 500-indekset trækker kommunikationsservice mest op af alle med et plus på 0,8 pct., mens it vinder næsten det samme, og cyklisk forbrug løftes 0,7 pct. Finansaktierne går også frem med 0,7 pct., inden der torsdag aften kommer resultatet af centralbankens stresstest af de kommercielle banker. Et positivt resultat kan signalere starten på udbyttebetalinger og opkøb af egne aktier for 130 mia. dollar.

Tesla trækker for i markedet med et stort plus på 5,7 pct. Ifølge mediet Teslarati er der rygter om, at både Model 3 og Model Y er udsolgt i USA for hele tredje kvartal.

Microsoft løftes også 0,7 pct. Windowskoncernen er dermed atter på rekordkurs, og markedsværdien titter for tredje handelsdag i træk op over 2000 mia. dollar. Måske det torsdag lykkes at holde niveauet helt frem til lukketid.

Desuden stiger Facebook med 1,0 pct. i kommunikationsservice, mens Alphabet og Walt Disney i samme går frem med 0,6 og 1,2 pct.

Chipkæmpen Nvidia igen er i rekordterritorium med et plus på 1,3 pct. til 772,39 dollar. Aktien i Nvidia er handlet en del op på det seneste på forventning om, at de britiske konkurrencemyndigheder vil godkende købet af konkurrenten Arm.

LILLY-LØFT

Medicinalkæmpen Eli Lilly skiller sig dog særligt ud med et plus på 7,5 pct., da koncernens mulige middel til behandling af Alzheimers, Donanemab, er blevet tildelt status af “breakthrough therapy” af de amerikanske sundhedsmyndigheder, der potentielt ser en væsentlig behandlingsforbedring med midlet.

Den nye status betyder øget hjælp fra myndighederne til færdiggørelse af de kliniske studier samt en forkortet behandlingstid af en mulig ansøgning om markedsføringsgodkendelse.

Biogen Idec, som for nyligt noget kontroversielt fik sit middel til behandling af Alzheimers godkendt, falder 5,2 pct.

KB Homes aktie sendes også ned med 6,5 pct., efter at den amerikanske husbyggers resultater for andet kvartal ikke levede op til forventningerne.

KB Home realiserede i årets andet kvartal en omsætning på 1,44 mia. dollar – svarende til knap 9 mia. kr. – mod et ventet resultat på 1,49 mia. dollar.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu