På en af de helt store regnskabsdage i sæsonen falder de amerikanske aktier let, selv om teknologiaktierne går op efter et milliardopkøb i chipsektoren.
Investorerne venter stadig på en fjerde hjælpepakke til den amerikanske økonomi, og dens fravær begynder nu at sætte sit spor hos forbrugerne, mens USA når nye rekorder for coronasmitten.
Det brede S&P 500-indeks falder kl. 13.20, amerikansk østkysttid, med 0,1 pct., mens Dow Jones-indekset falder 0,5 pct., og Nasdaq går op med 0,5 pct.
REKORDHØJ SMITTE – OG INGEN STIMULUS
Igennem den seneste uge har smittetallene i USA sat rekord efter rekord, og den gennemsnitlige stigning i smitten de seneste syv dage har ligget på det højeste under pandemien med over 71.000 hver dag.
Det øger frygten for nye nedlukninger af økonomien, mens politikerne i Washington endnu ikke har fundet frem til en aftale om en ny hjælpepakke til den allerede coronaramte økonomi.
Indtil videre er tre stimuluslove gennemført, men en stor del af støtteordningerne begyndte at udløbe allerede med udgangen af juli, herunder den forhøjede støtte til arbejdsløse, og det kan nu ses i forbrugernes tillid, som i september faldt, ifølge Conference Board, mod en ventet stigning.
– Stimulus er nu skubbet til efter valget, og markedet fordøjer det i dag, siger Thomas Hayes, partner i Great Hill Capital, til Reuters.
IT MED I TOPPEN
I S&P 500 ligger it-aktierne med i toppen, da de stiger med 0,5 pct. Den lettere positive stemning er skabt af nyheden om, at Advanced Micro Devices (AMD) har lagt et bud på 35 mia. dollar på konkurrenten Xilinx.
Det koster et fald på 5,1 pct. for AMD, mens Xilinx stiger 7,5 pct. I samme sektor stiger Nvidia med 1,2 pct., mens Intel fortsat har det svært efter sidste uges skuffende regnskab og falder 2,4 pct.
Apple stiger imidlertid med 1,5 pct., mens Microsoft, som lægger kvartalstal frem efter markedets lukning tirsdag, og Salesforce vinder frem med 1,5 og 3,1 pct.
I kommunikationsservice, der vinder 0,4 pct., stiger Facebook med 2,1 pct., mens Amazon i cyklisk forbrug, som går op med 0,6 pct., løftes 2,1 pct.
MEDICINALREGNSKABER SKUFFER
Tirsdagen byder ellers på en række regnskaber. Især fra sundhedssektoren og fra industrien.
Eli Lilly hører til dem, som har lagt sine tal for tredje kvartal frem, og de skuffer på både omsætningen og indtjeningen, og derfor falder aktien med 5,8 pct.
Merck har omvendt klaret sig bedre og samtidig opjusteret forventningerne til indtjeningen i 2020, men det belønnes kun med et lille plus på 0,2 pct.
Pfizer har også lagt sine tal frem. De skuffede, og samtidig sænkede koncernen sin salgsprognose. Aktien falder dog kun marginalt. Investeringsbanken Goldman Sachs fokuserer nemlig på, at koncernen ikke har lagt data frem fra sine fase 3-forsøg med en coronavaccine, og det kan indikere, at antallet af smittede skrider langsomt frem.
INDUSTRI OGSÅ RAMT
Der er heller ikke nogen optur for kæmpen inden for specialindustri 3M, selv om koncernen slog forventningerne til både top og bund, og selv om der faktisk var en toplinjevækst på 4,5 pct. på årsbasis midt i coronakrisen. Aktien sætter sig dog 1,6 pct. Investorerne havde måske ventet et større salg af 3M's ansigtsmasker.
Caterpillar, som producerer store entreprenørmaskiner, falder også med 3,2 pct., selv om koncernen har trumfet forventningerne i tredje kvartal, især løftet af et stærkt salg til Kinas byggesektor, men Caterpillar vil fortsat ikke komme med en prognose for 2021 på grund af den globale økonomiske usikkerhed.
Raytheon Technologies klarede sig også bedre end ventet på bundlinjen, mens omsætningen i tredje kvartal skuffede med omkring 300 mio. dollar, og aktien falder derfor med 4,6 pct.
Motorcykelproducenten Harley-Davidson belønnes omvendt med hele 24,9 pct., da koncernen, som er midt i en turnaround, har slået forventningerne et justeret nettoresultat på 161 mio. dollar mod ventede 46 mio. dollar, ifølge Bloomberg News.
/ritzau/FINANS
