Det ser ud til, at de amerikanske aktier vil slutte ugen med små fald fra torsdagens lukkerekorder. Kommunikationsservice topper blandt sektorerne, mens cykliske aktier falder med energi i bund. Men de to it-selskaber Intel og IBM trækker især ned.
Efter en periode med gode nyheder, herunder håb om mere stimulus og vaccineudrulning, er den høje coronasmitte igen også i fokus.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, sætter sig derfor med 0,1 pct. fra torsdagens rekord, mens Nasdaq falder marginalt, og Dow Jones bakker 0,3 pct.
– Den seneste tids nyheder om pandemien har ikke været positive. I kølvandet af optimismen efter valget i USA står markedet over for realiteterne omkring udrulningen af vacciner, nye nedlukningstiltag og udsigten til et muligt dobbelt dip i Europa, siger Jean-Francois Paren, chef for markedsresearch hos Crédit Agricole, til Bloomberg News.
ELLERS GODE NØGLETAL
På coronafronten er smitten i USA den senere tid droppet fra nær 300.000 nye tilfælde om dagen, men tallet ligger imidlertid fortsat omkring 200.000 ny smittede hver dag. Vaccineudrulningen i USA har dog ikke levet op til forventningerne, og det udestår endnu at se, om præsident Joe Bidens fornyede fokus på den udfordring vil give resultater.
I den positive vægtskål er fredagens nyhed, at data fra Johnson & Johnsons forsøg med en mulig vaccine, der blot skal gives i en dosis, vil kunne analyseres i slutningen af januar og dermed holder tidsplanen. Novavax, der også er i fase 3 i USA med sin kandidat, er derimod ramt af udfordringer med at finde forsøgspersoner, da de hellere med sikkerhed vil vaccineres med Modernas eller Pfizers godkendte vacciner end risikere at få placebo.
Kursfaldene fredag kommer på trods af endnu en omgang bedre end ventede nøgletal fra økonomien. De amerikanske indkøbschefer havde i januar et lysere syn på aktiviteten i den amerikanske økonomi, end tilfældet var i måneden før, da det samlede indeks i januar steg til 58,0 fra 55,3 måneden før. Samtidig overraskende både indekset for industrien og servicesektoren positivt.
KURSDROP EFTER HACKING
I S&P 500-indekset stiger kommunikationsservice mest med 0,4 pct., da Facebook vinder 1,2 pct. og Alphabet går op med 0,9 pct. Forsyning, sundhed og dagligvarer stiger desuden med 0,2-0,3 pct., mens der omvendt er minusser til industri, it og cyklisk forbrug i niveauet 0,2-0,4 pct. Finans og energi ligger imidlertid nederst med fald på henholdsvis 0,7 og 1,2 pct.
I it-sektoren er det IBM og Intel, som trækker ned.
Intels bidrag vejer i den forbindelse tungest, da aktien falder 8,3 pct. Chipkæmpens regnskab var markant bedre end ventet, og prognosen for omsætningen i 2021 på 75,3 mia. dollar slog også analytikernes bud på 70,4 mia. dollar. Regnskabet kom dog før lukketid, tidligere end planlagt, fordi Intel var blevet hacket, og informationerne var kommet ud. Den brist rammer aktien.
IBM falder også 9,6 pct. Den amerikanske it-konsulent levede på toplinjen ikke op til forventningerne i regnskabet for fjerde kvartal, da omsætningen dalede godt 6 pct. på årsbasis til 20,4 mia. dollar mod ventede 20,7 mia. dollar. Det var salget af cloud- og kognitiv software, som skuffede med 6,84 mia. dollar mod forventede 7,26 mia. dollar.
BANK I TOPPEN
De to nedture modvirkes dog af et plus til Microsoft på 1,4 pct. efter en frisk købsanbefaling fra Goldman Sachs, mens Apple stiger 0,8 pct.
Der er også flere plusser i sundhed. Johnson & Johnson vinder 2,0 pct. på sin vacciinenyhed, mens Eli Lilly stiger 1,8 pct.
I energisektoren sætter Exxon Mobil sig med 1,4 pct., og Chevron smider 0,8 pct.
I toppen af S&P 500 ligger imidlertid en bank. Det er SVB Financial Group, kendt som bank for teknologivirksomhederne i Silicon Valley. Koncernens regnskab for fjerde kvartal viste en fremgang i indtjeningen til 388 mio. dollar fra 238 mio. dollar året før og mod ventede 203 mio. dollar. Aktien stiger 6,1 pct.
/ritzau/FINANS
