Dårligt nyt er godt nyt. Det er det i al fald for de amerikanske aktier torsdag. De stiger nemlig på trods af fortsat kraftig stigende ledighed i USA, for det styrker investorernes tro på mere stimulus, og derfor sendes markederne op mod rekordniveauer.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12.20 derfor med 0,2 pct. og ligger tæt på fredagens lukkerekord i 3824,68 indekspoint. Nasdaq vinder desuden 0,4 pct. og ligger 25 point fra en ny lukketop. Endelig vinder Dow Jones frem med 0,4 pct., og holdes niveauet i 31.178 indekspoint, så vil det være rekord.
– Alle anerkender de høje vurderinger, men de fleste folk siger ja, men stimulus. Det er svaret på det. Markedet regner med, at reflation er undervejs, siger Scott Knapp, chefstrateg hos Cuna Mutual Group, til Bloomberg.
Med “reflation” menes her, at økonomien stimuleres ved at øge pengemængden gennem øget offentligt forbrug og investeringer.
SVAGE TAL GIVER MERE STIMULUS
Torsdagens opgørelse over nytilmeldte ledige i sidste uge viste en vækst til 965.000 mod ventede 789.000. Skuffelsen vendes dog på hovedet, da investorerne på baggrund af de store udfordringer i arbejdsmarkedet regner med endnu mere stimulus.
Den kommende præsident, Joe Biden, talte i sidste uge da også om yderligere støtte til økonomien for “billioner af dollar”, og torsdag fortæller CNN med baggrund i unavngivne kilder, at Bidens administration vil foreslå en hjælpepakke mere på 2000 mia. dollar.
– Der er en smule frygt for “sælg på nyhederne” og for, at når stimulus faktisk vedtages, så vil det ikke være så meget, som folk ønsker, eller markedet vil måske begynde at kigge på, hvordan det skal betales, advarer Rick Meckler, partner i Cherry Lane Investments, over for Reuters.
I den positive vægtskål er også, at næstformand i USA's centralbank, Richard Clarida, onsdag aften slog fast, at der ikke vil komme en renteforhøjelse, før inflationen har ligget på bankens mål om 2,0 pct. om året i et år. I december var kerneinflationen på 1,6 pct.
CYKLISK I FRONT
I S&P 500-indekset fører energisektoren an med et plus på 2,7 pct. Her stiger de to oliekæmper Exxon Mobil og Chevron med 3,6 og 2,5 pct., men i helt toppen af indekset ligger også en række andre olienavne med Occidental Petrolemm i front, da aktien vinder 7,9 pct.
Industri går også op med 0,8 pct. Her løftes Boeing, Raytheon og Lockheed med 1,9 til 2,9 pct.
Finansaktierne stiger 0,7 pct. Fredag skydes regnskabssæsonen rigtigt i gang af storbankerne JPMorgan Chase, Citigroup og Wells Fargo, og sammen med Bank of America stiger de mellem 1,0 og 3,0 pct. Bankerne støttes af, at de amerikanske renter er steget kraftigt siden nytår på udsigten til udrulningen af coronavaccine og øget stimulus, som begge ventes at løfte væksten og dermed inflationen.
Til gengæld er fald til de tre sektorer, som klarede sig bedst igennem aktieopturen sidste år. It, cyklisk forbrug og kommunikationsservice falder alle 0,1 til 0,4 pct. Her trækker Microsoft ned med 0,9 pct., mens Apple mister 0,7 pct. Amazon sætter sig med 0,6 pct., og Facebook daler med 1,3 pct.
Til gengæld stiger chipaktierne. Intel, der også steg på fyringen af sin CEO Bob Swan onsdag, vinder 4,2 pct., mens Applied Materials stiger 8,5 pct., og Lam Research går op med 7,2 pct. Fremgangen skyldes, at taiwanske TSMC har løftet sine investeringsplaner med 50 pct. til op mod 28 mia. dollar.
TROR PÅ BREAK-EVEN
Torsdag er der kommet regnskab fra Blackrock, verdens største kapitalforvalter, og det var bedre end ventet, da den justerede indtjening pr. aktie i fjerde kvartal endte i 10,18 dollar mod en forventning om 9,19 dollar. Aktien i Blackrock falder dog 3,6 pct., da koncernens prognose for indtjeningsmarginen skuffer på grund af øgede omkostninger.
Delta Air er torsdag også kommet med et lunkent regnskab, men koncernens bekræftelse af, at luftfartsselskabet i midten af 2021 vil nå break-even, løfter aktien med 3,3 pct. American Airlines og United Airlines trækkes med op med 4,6 og 4,2 pct.
/ritzau/FINANS
