ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktiestatus i USA: Banker og energi ramt hårdest i rødt marked

Arkivfoto: Jeenah Moon/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Jeenah Moon/Reuters/Ritzau Scanpix

De amerikanske aktiemarkeder falder mandag til det laveste niveau siden starten af august efter en giftig cocktail af alvorlige beskyldninger mod en række store banker samt nye høje covid-19-smittetal.

Det brede S&P 500-indeks ligger mandag middag med et fald på 2,0 pct. Teknologitunge Nasdaq dykker med 1,2 pct., og Dow Jones-indekset sætter sig med 2,7 pct.

Aktiemarkederne er også ramt af frygt for nye nedlukninger, efter at antallet af døde med covid-19 i USA nærmer sig 200.000.

- Måske er der bekymringer om, at vi vil se en ny bølge af nedlukninger. Vi har også stigende politisk risiko, siger Jeffrey Kleintop, der er investeringsstrateg hos Charles Schwab, til Bloomberg News.

- Der er også bekymringer for, at der kan komme flere bøder til finansinstitutionerne, og det kan ramme indtjeningsestimaterne yderligere, siger Jeffrey Kleintop.

BANKER UNDER PRES EFTER NEGATIV FOKUS PÅ MISTÆNKELIGE PENGESTRØMME

De amerikanske banker fortsætter de negative tendenser fra sidste uge, hvor de blandt andet var presset af meldinger fra en række af de store banker om blandt andet lavere forventninger til nettorenteindtægterne.

JPMorgan ligger med et minus på 4,4 pct., mens Wells Fargo taber 5,1 pct.

Årsagen er weekendens skriverier om, at mistænkelige pengestrømme for astronomiske summer er flydt igennem en række store banker og blandt andet er havnet i hænderne på narkohandlere, våbensmuglere og mafiaklaner.

Det viser papirer fra de amerikanske finansmyndigheder, som er blevet lækket til journalistsamarbejdet International Consortium of Investigative Journalists.

Med til historien hører også, at bankerne angiveligt overhørte interne advarsler.

Blandt de 11 primære sektorer i S6P 500-indekset ligger energisektoren med det største fald på 4,4 pct., idet olieaktierne er ramt af et fald på mere end 5 pct. til olieprisen.

Her går det især hårdt ud over olieserviceselskaber såsom Halliburton, der taber 10 pct., og Schlumberger, som taber 8,2 pct. Der er også et tungt pres på olieselskaberne med fald på 3,9 pct. til Exxon Mobil.

Olieprisen er presset af bekymringer for nye nedlukninger samt signaler fra Libyen, der vil genoptage sin olieeksport.

I den modsatte ende ligger den defensive forsyningssektor, der kan klare sig med et fald på 0,7 pct. Næstbedst af de 11 sektorer i S&P 500-indekset ligger it-sektoren med et minus på 1,1 pct.

I Dow Jones-indekset, der er hårdest ramt af de tre ledende aktieindeks, går det især ud over industriselskaber såsom Honeywell og 3M, der smider henholdsvis 5,6 og 5,2 pct.

NYE CORONABEKYMRINGER PRESSER REJSESEKTOR

Med til at forværre stemningen er fornyet frygt for en decideret andenbølge af coronavirus i Europa, hvor Storbritannien diskuterer mulighederne for en ny nedlukning af samfundet, hvis smitten kommer ud af kontrol.

American Airlines falder 6,9 pct. Delta Air Lines dykker med 9,0 pct.

Ifølge mediet Investing.com rapportede USA søndag 39.844 nye coronavirustilfælde, og landet nærmer sig 200.000 døde med virusset.

De amerikanske sundhedsmyndigheders tidligere formand Scott Gottlieb har advaret om, at USA skal forvente mindst en cyklus til med virusset i efteråret og vinteren.

STIFTER-EXIT SÆTTER FOKUS PÅ NIKOLA

Den amerikanske udvikler af eldrevne køretøjer Nikola, som af shortspekulanten Hindenburg Research er blevet beskyldt for at misinformere om sine kompetencer, er i vælten med mere negativt nyt.

Aktien falder med hele 19,1 pct., efter at selskabets stifter og bestyrelsesformand, Trevor Milton, har valgt at trække sig tilbage.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu