ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Blandede markeder i Asien efter bekymringer om vaccineudvikling

Arkivfoto: Eugene Hoshiko / AP / Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Eugene Hoshiko / AP / Ritzau Scanpix

De asiatiske aktiemarkeder ligger fredag med uensartede udsving, idet spørgsmål om en mulig coronavaccines effektivitet presser investorernes optimisme.

De kinesiske aktiemarkeder ligger i rødt med fald på 0,3 pct. til det Hongkong-baserede Hang Seng-indeks, og et minus på 0,1 pct. til Shanghai-indekset. CSI 300-indekset stiger 0,1 pct.

Det råvaretunge australske ASX falder med 0,5 pct.

Der er anderledes positive toner i Tokyo, hvor Nikkei løftes med 0,4 pct. og Topix stiger med 0,8 pct.

Investorerne har de seneste uger været opmuntret af rapporter om fremskridt mod en mulig vaccine. Men nogle har været urolige, efter at forskere har sat spørgsmålstegn ved data, der viste, at en vaccinekandidat fra Astrazeneca og University of Oxford var 70 pct. effektiv.

“Markedsdeltagere viste tegn på øget nervøsitet, da datafejl blev afsløret,” skriver Mizuho i en rapport ifølge Associated Press.

Investorerne ser frem til en mulig vaccine, der kan kontrollere den pandemi, som har kastet den globale økonomi ud i den største nedtur siden 1930’erne.

Astrazenecas koncernchef fortalte torsdag Bloomberg News, at medicinalselskabet vil gennemføre en ny prøve.

Investorerne er også bekymret over, at flere amerikanske stater og europæiske regeringer genindfører kontrollen med virksomheder og rejser, idet antallet af smittede stiger.

Singapore-baserede Straits Times falder med 0,1 pct., mens Indiens Sensex ligger med et minus på 0,2 pct.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu