De amerikanske aktier indledte onsdag den nye måned og det nye kvartal med plusser. Trods et fortsat højt antal nye coronasmittede i USA var stemningen positiv på baggrund af opmuntrende vaccinenyt, positive nøgletal fra Kina og USA og et solidt regnskab fra den cykliske vejrhane Fedex.
Det brede S&P 500-indeks steg 0,5 pct. Indekset lukkede tirsdag ned for andet kvartal med en samlet stigning for perioden på 19,9 pct., hvilket var den bedste kvartalsudvikling siden 1998.
Teknologitunge Nasdaq vandt 1,0 pct. Dow Jones-indekset gik derimod tilbage med 0,3 pct., da energi, finans og industri trak ned.
REKORDHØJ SMITTE I USA – MEN VACCINEHÅB
USA konstaterede tirsdag for femte gang på seks dage en stigning i coronasmitten på mere end 40.000 tilfælde, og den øverste ansvarlige for kampen mod infektionssygdomme hos landets sundhedsmyndigheder, Dr. Anthony Fauci, så samtidig risiko for, at smittetallet kan vokse til over 100.000 om dagen.
Medicinalselskabet Pfizer kunne onsdag dog sammen med partneren Biontech SE annoncere positive data fra et fase 1/2-forsøg med en mulig vaccine mod covid-19. Vaccinen viste sig sikker, mens modtagerne producerede antistoffer. Det løftede aktiestemningen generelt, mens Pfizer selv steg med 3,2 pct.
– Der er denne indbyggede spænding mellem økonomiens sundhed og befolkningens sundhed. Det bliver måden at tænke på, hvad der driver markedet, de næste uger og måneder, sagde David Lebovitz, global markedsstrateg hos JPMorgan Asset Management, til Bloomberg News.
OPMUNTRENDE NØGLETAL
Fra økonomien var onsdagens nyheder overvejende positive. I Kina var indkøbscheferne i fremstillingssektoren mere positive i juni end ventet, samtidig med at de ligesom i maj indikerede vækst. I USA var en tilsvarende måling, ISM, også bedre end ventet, da den steg til 52,6 fra 43,1. Det var højeste niveau siden april 2019, og samtidig afløste junis vækst – med et tal over 50 – de tre foregående måneders sammentrækning.
– Nu begynder vi at få overraskelser på den positive side. Jeg tror, at den anden halvdel af året vil komme til at handle om at sikre, at genopretningen kommer til at ske med en solid hast, kommenterede Lindsey Bell, chefstrateg hos Ally Invest, til The Wall Street Journal.
BIG TECH TRAK OP
I S&P 500-indekset var det kommunikationsservice, som bidrog mest til fremgangen blandt sektorerne med et plus på 2,2 pct. Forsyning vandt dog yderligere frem med 2,3 pct., mens cyklisk forbrug steg 1,8 pct., og it-aktierne vandt 0,1 pct. I den anden ende var energiaktierne under pres med et minus på 2,5 pct., mens finanssektoren bakkede med 1,0 pct., og industri faldt 0,5 pct.
Blandt de store navne var det Amazon, som bidrog mest til fremgangen med et plus på 4,4 pct., mens Facebook vandt 4,6 pct., og Microsoft gik op med 0,6 pct. Apple bakkede dog 0,2 pct., mens Alphabet, der ejer Google, så en fremgang på 1,7 pct.
Der var onsdag også fremgang til Netflix på 6,7 pct. til 485,64 dollar. Streamingkæmpen har fået sit kursmål løftet til 535 dollar pr. aktie fra 485 dollar af finanshuset Cowen.
– Vi venter et stærk kvartal drevet af solidt engagement på grund af covid-19-pandemien, forudser analytiker John Blackledge, ifølge Bloomberg News.
FEDEX OVERRASKEDE MED STÆRK DRIFT
Fedex var dog den helt store vinder med et plus på 11,7 pct. Koncernen lagde tal for sit fjerde kvartal frem tirsdag aften, og de overraskede – trods tilbagegang på årsbasis – både på toppen og bunden. Konkurrenten UPS blev trukket med op og steg 2,9 pct.
Investorerne bed især mærke i Fedex' bedre end ventede driftsmargin på 5,2 pct., for coronakrisen med flere udbringninger til private husstande – typisk en pakke pr. adresse – er reelt ikke godt for indtjeningen, da erhvervsudbringninger – ofte med flere pakker til hver modtager – har bedre marginer.
/ritzau/FINANS

