ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieluk i USA: Teknologi-aktier trykkede den gode stemning på markederne

Arkivfoto: Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix

Tirsdagens aktiehandel i USA endte med stigninger til to af de tre ledende indeks, da teknologiaktierne trak i håndbremsen og spolerede den gode stemning efter et par dage med pæn fremgang.

Nasdaq lå gennem tirsdagen og svingede mellem små plusser og minusser, men endte til sidste med at lukke med et fald på 0,8 pct.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,2 pct., mens Dow Jones-indekset lukkede med en stigning på 0,6 pct.

- Det er tech-aktierne, der tager sig en pause. Det er først i næste uge, at vi virkelig får set, hvad de er gjort af. Der har været IBM i dag, men det er ikke en af de helt store. Det er nok nærmere Microsoft, man ser frem mod, som kommer onsdag aften. Det er her, vi får at se, om vi har været for optimistiske omkring digitalisering og work-at-home-tendensen. Det er et af de absolut mest interessante regnskaber i den her periode, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Dansk Bank.

HUG TIL TEKNOLOGI

Den amerikanske regnskabssæson er for alvor gået et gear op i denne uge, hvor tirsdagen bød på regnskaber fra flere giganter, før markederne åbnede.

IBM kom i fokus, efter at selskabet mandag efter børslukketid kunne melde om en stærk udvikling i sin cloud-forretning.

Den udvikling var med til at sikre den amerikanske it-gigant et mindre fald i både omsætningen og indtjeningen, end det var frygtet blandt analytikerne.

IBM's omsætning faldt med 5,4 pct. til 18,12 mia. dollar i kvartalet. Analytikerne havde dog forudset en større tilbagegang, da de havde regnet med en omsætning på 17,62 mia. dollar i kvartalet, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Driftsresultatet faldt samtidig til 2,18 dollar per aktie fra 3,17 dollar per aktie i samme periode af 2019. Analytikerne havde til sammenligning regnet med et fald til 2,12 dollar per aktie.

Aktien lukkede tirsdag med et fald på 0,2 pct. i 126,08 dollar.

Der var dog ikke så mange andre lyspunkter blandt de store teknologi-aktier - også kendt som FAANG-aktierne.

Her faldt Facebook med 1,5 pct., mens Amazon og Apple dykkede henholdsvis 1,8 og 1,4 pct. Netflix faldt 2,5 pct., mens Google-moderselskabet Alphabet bakkede 0,6 pct.

GODT NYT TIL BOEING-FLY

Der var tirsdag godt nyt til det amerikanske flyselskab Boeing og dets skandaleombruste 737 MAX-fly, efter at de amerikanske flymyndigheder annoncerede, at de nu er klar til at udstede officielle direktiver om, hvilke forbedringer der skal foretages på flytypen.

Dermed kan flytypen allerede være på vingerne igen til oktober, skriver Bloomberg News.

Flytypen 737 MAX har været groundet siden marts sidste år efter to dødelige flyulykker, der også fik Boeing til helt at stoppe produktionen af flyet, mens det blev undersøgt, hvad fejlen var.

Tirsdagens nyhed sendte Boeing-aktien op med 2,3 pct. til 178,50 dollar.

COCA-COLAS INDTJENING FALDT MINDRE END FRYGTET

Sodavandsgiganten Coca-Cola offentliggjorde forud for tirsdagens handel et regnskab for andet kvartal, hvor indtjeningen overraskede positivt.

Omsætningen faldt samlet set med 28 pct. til knap 7,2 mia. dollar i kvartalet

Til gengæld var det sammenlignelige resultat per aktie en smule bedre end frygtet, da det ramte 0,42 dollar mod analytikerkonsensus om 0,40 dollar.

Det kvitterede investorerne for ved at sende aktien op med 2,3 pct. til 47,19 dollar.

TOBAKSGIGANT BEDRE END VENTET

De amerikanske selskaber Philip Morris og Lockheed Martin aflagde også tal for andet kvartal forud for markedsåbning.

Tobaksselskabet Phillip Morris så i kvartalet sin omsætning falde 13,6 pct. til 6,65 mia. dollar i forhold til samme periode 2019.

Det var 110 mio. dollar over, hvad analytikerne forventede ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

Driftsresultatet landede også højere end ventet på 2,80 mia. dollar mod ventede 2,55 mia. dollar.

Tobaksaktien lukkede med en stigning på 4,1 pct. til 75,90 dollar.

Forsvarsproducenten Lockheed Martin havde også vind i sejlene, efter at selskabet opjusterede sine forventninger en smule på grund af et tocifret procentløft i omsætningen i andet kvartal.

Selskabet ser nu en indtjening per aktie for hele året på 23,75-24,05 dollar. Tidligere ventede selskabet 23,65-23,95 dollar.

I andet kvartal fik selskabet en indtjening per aktie på 5,79 dollar mod 5 dollar i andet kvartal sidste år. Analytikerne havde ventet 5,70 dollar.

Omsætningen steg med 12 pct. til 16,22 mia. dollar. Også det var mere end ventet, da analytikerne her havde leveret estimater til Bloomberg på 15,2 mia. dollar.

Aktien steg 2,6 pct. til 375,15 dollar.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu