De amerikanske aktier sprang i vejret mandag, og det brede marked sluttede marginalt fra rekordniveauet.
Det var både teknologiaktierne og de cykliske aktier, som blev handlet op, og særligt energi steg, da olieprisen tog et hop op efter sidste uges nedtur, da investorerne fokuserede på Delta-varianten.
Det brede S&P 500-indeks steg 0,9 pct. og sluttede blot 0,2 point under sin seneste lukkerekord. Teknologitunge Nasdaq vandt 1,6 pct., og mere traditionelle Dow Jones gik frem med 0,6 pct.
FOKUS PÅ FED
Ugens helt store fokus er på det årlige symposium for centralbanker i Jackson Hole, der dog denne gang afvikles virtuelt, og investorerne holder skarpt øje med nyt om en mulig neddrosling, såkaldt tapering, af Federal Reserves (Fed) kvantitative lempelser via obligationskøb for 120 mia. dollar hver måned.
Bankens chefer har i en periode på skift telegraferet til markedet, at en beslutning om det nærmer sig, men i sidste uge blev der åbnet lidt op for, at det kan blive udskudt, hvis Delta-varianten medfører nye nedlukninger og den økonomiske vækst derfor tager af.
– Hvis der er noget tegn på, at økonomien bremser op, så vil Fed ikke starte tapering. Der er langt fra at lægge en plan for tapering og til rent faktisk at gøre det, siger Michael Hewson, chefanalytiker hos CMC Markets, til The Wall Street Journal.
Investorerne fejrede nok også, at USA's finansminister Janet Yellen ifølge forlydender har valgt at støtte en anden embedsperiode for Fed-formand Jerome Powell. Netop Powell har været en due på inflationen og arkitekten bag centralbankens historisk lempelige pengepolitik under coronakrisen.
OLIEN I VEJRET
Det var ikke kun aktierne, der røg i vejret. Investorerne samlede også kraftigt op i råvarer og naturressourcer, og især olie rykkede på sig med en stigning på 5,0 pct. mandag. Inden da var olien faldet syv dage i træk med samlet minus på 10 pct.
Det var også derfor, at energisektoren toppede i S&P 500 mandag med et plus på 3,8 pct. I et niveau efter fulgte en blanding af sektorer som råvarer og materialer, it, finans, industri, cyklisk forbrug og kommunikations service med stigninger mellem 0,8 og 1,4 pct.
I minus var kun mere defensive brancher som fast ejendom og forsyning med henholdsvis 0,4 og 1,3 pct.
Olieselskaberne hoppede således højt med plusser til APA og Occidental Petroleum på 7,6 og 6,9 pct., mens de to helt store aktører, Exxon Mobil og Chevron, vandt 2,6 og 4,1 pct.
PFIZERS VACCINE FULDT GODKENDT
Trods olieplusserne var det dog de store teknologinavne, som agerede de vigtigste trækheste i markedet. I it bidrog Nvidia mest af alle til fremgangen med et plus på 5,5 pct., mens Apple vandt 1,0 pct. Amazon steg også med 2,1 pct., og Tesla blev løftet 3,8 pct. I kommunikationsservice gik Facebook op med 1,1 pct., mens Alphabet vandt 1,9 pct.
På coronafronten gik vaccineproducenten Moderna op med en stigning på 7,6 pct., efter at den i en periode har været under pres, da Bank of America i en analyse for nogle uger siden mente, at den var tre-fire gange overvurderet.
Pfizer vandt også 2,5 pct. Den store medicinalkoncern har mandag som den første fået sin vaccine fuld godkendt til alle over 16 år af de amerikanske sundhedsmyndigheder. Hidtil er vaccinen blevet brugt i USA på baggrund af en nødgodkendelse.
Pfizer var dog også i fokus på meldingen om, at koncernen vil overtage biotekselskabet Trillium Therapeutics for 2,26 mia. dollar. Trillium selv drønede i vejret med 188,8 pct.
Flyproducenten Boeing steg 3,2 pct., efter forlydender om, at koncernen vil investere 3,2 mia. dollar i selskabet Virgin Orbits SPAC notering. SPAC står for “Special Aquisition Company” og er en særlig typer selskaber, der går på børsen uden reel forretningsaktivitet for udelukkende at rejse penge til fremtidige opkøb.
General Motors (GM) faldt derimod med 1,3 pct. GM har besluttet at udvide sin tilbagekaldelse af elbilen Chevrolet-Bolt, og det ventes at medføre yderligere omkostninger på 1 mia. dollar.
/ritzau/FINANS
