Uber og Warner Music var blandt tirsdagens store vindere på det amerikanske aktiemarked, hvor det brede S&P 500-indeks kort før børslukketid tog et dyk og endte i minus.
Facit for S&P 500-indekset blev et fald på 0,1 pct. efter mandagens nedtur på 1,7 pct., da gældskrisen hos den kinesiske ejendomsudvikler Evergrande skabte uro på finansmarkederne verden over.
Dow Jones-indekset endte desuden 0,2 pct. lavere efter mandagens fald på 1,8 pct., mens Nasdaq-indekset holdt sig i plus og endte 0,2 pct. højere efter et fald mandag på 2,2 pct.
– Investorerne holder sig på kanten af stolen, mens de afventer morgenens opdatering fra Federal Reserve, så vel som detaljer om hvorvidt og hvordan den kinesiske regering vil respondere på Evergrande-krisen, siger Adam Phillips, som er chef for porteføljestrategi hos EP Wealth Advisors, til Bloomberg News.
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, afslutter onsdag et todages møde med en pengepolitisk meddelelse og et pressemøde. Her vil markedsdeltagerne holde øje med meldinger om, hvornår centralbanken planlægger at neddrosle sine obligationsopkøb.
Selskabsspecifikt var der tirsdag stor fokus på Uber Technologies, som de fleste forbinder med kørselstjenesten Uber. Aktien bragede i nemlig i vejret med 11,5 pct. efter en opjustering af forventningerne til tredje kvartal, som måske kan ende med overskud for første gang nogensinde.
Uber venter i tredje kvartal nu et justeret driftsresultat i intervallet mellem minus 25 mio. dollar til plus 25 mio. dollar. Tidligere var der ventet et driftsunderskud på lige under 100 mio. dollar.
– Dette ser vi som et klart positivt tegn, siger analytiker Rohit Kulkarni fra MKM Partners ifølge Reuters og peger på, at Ubers aktie har været under pres og har tabt næsten en femtedel af værdien i år som følge af usikkerhed om indtjeningen.
Nyheden om muligheden for overskud allerede i tredje kvartal kommer kort efter, at konkurrenten Lyft har offentliggjort sit første overskud. Aktien i Lyft steg tirsdag i øvrigt 6,5 pct.
Warner Music Group var også blandt investorernes fortrukne med en stigning på 11,7 pct. efter en positiv analyse fra Credit Suisse, som har hævet anbefalingen af aktien til “outperform” fra tidligere “neutral”.
Stigningen kan også hænge sammen med en positiv børsdebut for et selskab i samme branche, Universal Music Group, som er udstykket fra Vivendi og tirsdag blev handlet for første gang selvstændigt på børsen i Amsterdam.
Der var også fokus på Draftkings, efter at gamblingvirksomheden har lagt et bud på sin britiske kollega Entain. Entain bekræftede tirsdag aften, at det har modtaget et bud på 2800 pence pr. aktie, hvilket svarer til en samlet pris på 16,4 mia. pund. Tidligere har Entain afvist et bud på 2500 pence fra det amerikanske selskab, oplyste Entain endvidere.
Draftkings faldt 7,4 pct. på børsen i New York, mens Entain steg 18 pct. til 2261 pence i London, efter at CNBC havde skrevet om, at selskabet havde modtaget et bud.
Der var også opkøbsnyt i oliesektoren, idet ConocoPhillips har indgået aftale om køb af aktiver fra Royal Dutch Shell for 9,5 mia. dollar i området kaldet Permian Basin i det sydvestlige USA, der er landets mest aktive oliefelt.
Aktien i ConocoPhillips steg 4,0 pct.
I Dow Jones-indekset lå Walt Disney i bunden med et fald på 4,2 pct. Aktien faldt sidst på handelssessionen, efter at selskabets topchef, Bob Chapek, på en investorkonference havde givet udtryk for, at forsinkede produktioner af nye film og tv-show dæmper abonnementsvæksten.
Marketwire
