De amerikanske aktier faldt ganske tungt fra ugens start mandag. Rekordhøje tal for coronasmitten i både USA og Europa pressede stemningen i bund, samtidig med at investorerne fortsat ventede forgæves på en aftale om en ny hjælpepakke til USA's økonomi.
Det brede S&P 500-indeks tabte derfor 1,9 pct., mens Dow Jones bakkede 2,3 pct., og teknologitunge Nasdaq smed 1,6 pct.
STIGNING I SMITTEDE OG INDLAGTE
Gennem den seneste måned er antallet af indlagte covid-19-patiener i USA steget med 40 pct., skrev New York Times, og fredag bød senest på ny dagrekord i antallet af smittede - trods toppene i april og juli.
- Det er et bekymrende billede. Man kan blive nødt til at tage højde for, at der til midtvinter indføres afbrydere inklusive strikse kortvarige nedlukninger, lyder det fra David Stubbs, chefstrateg hos J.P. Morgan Private Bank, til The Wall Street Journal.
I weekenden kom Anthony Fauci, den øverste ansvarlig hos de amerikanske sundhedsmyndigheder for bekæmpelsen af corona, dog med den positive nyhed, at han venter en godkendt vaccine i december. Malurten i bægeret var dog, at Fauci ser store udfordringer med at producere og distribuere vaccine hurtigt.
VENTEDE PÅ STIMULUS
Trods positive signaler i sidste uge, så er det heller ikke lykkedes for politikerne i Washington at nå frem til en aftale om en fjerde hjælpepakke til den amerikanske coronaramte økonomi. De to hovedforhandlere, finansminister Steven Mnuchin og Demokraternes Nancy Pelosi, som er formand for Repræsentanternes Hus, skulle dog tale sammen igen mandag.
- Den nuværende stemning er stiv og uengageret. Bekymringen omkring covid-19-pandemien og amerikansk finansiel stimulus dominerer markedet, siger Peter Rosenstreich, chef for markedsstrategi hos Swissquote Bank, til Bloomberg News.
CYKLISK HÅRDEST RAMT
Med den tiltagende smitte øges risikoen også for nedlukninger af økonomien, ligesom virksomheder og forbrugere ventes at agere mere forsigtigt. Derfor var det de cykliske sektorer, som faldt mest i mandagens S&P 500-indeks.
Værst gik det atter en gang for energiaktierne, som faldt med 3,5 pct. Olieprisen bakkede sideløbende med 3,3 pct. i USA. Det var vanen tro Chevron og Exxon Mobil, som hev mest ned i sektoren med minusser på 2,3 og 2,4 pct.
Industriaktierne faldt også med 2,5 pct., mens råvarer og materialer mistede 2,5 pct., og finans materialer tabte 2,2 pct. med fald til Berkshire Hathaway og JPMorgan Chase på henholdsvis 2,0 og 2,5 pct.
It-aktierne undslap heller ikke og mistede 2,2 pct., mens kommunikationsservice tabte 2,3 pct. Her var det Microsoft, som trak mest ned med 2,8 pct., mens Facebook bakkede 2,7 pct. Alphabet smed desuden 3,1 pct., mens Amazon, som hører hjemme i cyklisk forbrug, steg 0,2 pct., og Apple sluttede uændret. De fem store teknologinavne kommer alle med regnskaber i denne uge. Microsoft tirsdag, de øvrige torsdag.
STILLE REGNSKABSMANDAG
Netop på regnskabsfronten var denne mandag en smule mere afdæmpet. Stilhed før stormen. Der kom dog tal fra den amerikanske producent af elevatorer Otis, som sidste år blev udskilt fra industrikæmpen United Technologies.
Tallene fra Otis overraskede positivt i tredje kvartal, da den justerede indtjening per aktie var på 69 cent mod analytikernes forventning på 55, ifølge Bloomberg News, mens omsætningen landede på 3,30 mia. dollar mod ventet 3,21 mia. dollar af analytikerne. På en meget negativ mandag gav det dog et fald på 0,4 pct. til aktien.
Legetøjsproducenten Hasbro faldt noget hårdere med 9,4 pct. Tallene for tredje kvartal var faktisk en tand bedre over hele linjen, selv om salget faldt 4 pct. i forhold til andet kvartal, men efter sidste uges meget stærke regnskab fra konkurrenten Mattel, så var det ikke nok, og derfor solgte investorerne ud af Hasbro.
I fokus mandag var også Dunkin, den med donuten. Aktien steg 16,1 pct., da koncernen har bekræftet en historie i New York Times om, at ledelsen forhandler om et salg til Inspire. Avisen skrev søndag, at en handel kan prissætte Dunkin til 8,8 mia. dollar.
/ritzau/FINANS
