For tredje dag på stribe endte det i grønt blandt de amerikanske aktier torsdag, hvor der ellers var udsving i begge retninger i løbet af handelsdagen.
S&P 500-indekset steg med 0,2 pct., Dow Jones-indekset gik 0,1 pct. frem, og Nasdaq-indekset blev løftet med 0,3 pct.
Dermed blev det til tredje dag i træk med fremgang, efter at mandagen var præget af tunge fald, idet investorerne frygtede den hastige spredning af Delta-varianten af covid-19 og dens potentielle konsekvenser for verdensøkonomien.
Det var også noget, der i sidste uge medførte usikkerhed og kursfald på Wall Street, men i denne uge synes investorerne at have vænnet sig til den nyopståede usikkerhed.
– Markedet synes at være ved at vænne sig til den potentielle disruption fra den globale spredning af Delta-varianten og sandsynligheden for, at vi måske allerede har nået toppen af indtjeningen og de økonomiske vækstrater, skriver det amerikanske finanshus Charles Schwab i et analysenotat ifølge nyhedsbureauet AFP.
AT&T TOPPER FORVENTNINGERNE OG OPJUSTERER
Blandt enkeltaktierne steg teleselskabet AT&T med 0,2 pct. til 27,96 dollar, efter at regnskabet for andet kvartal før børsens åbning torsdag overgik forventningerne blandt analytikerne.
AT&T, der også råder over HBO og Warner Media, omsatte for 44 mia. dollar i årets andet kvartal, mens der var estimeret 42,8 mia. dollar blandt analytikerne ifølge Bloomberg News.
Den justerede indtjening pr. aktie endte samtidig på 0,89 dollar, hvilket ligeledes var bedre end ventet blandt analytikerne, der sigtede efter 0,80 dollar.
AT&T hævede endda sammen med regnskabet også sin prognose for hele 2021, så der nu ses en vækst i toplinjen på 2-3 pct. mod tidligere 1 pct.
Samtidig ventes der en midt til encifret procentuel vækst i indtjeningen pr. aktie.
Hos American Airlines var modtagelsen af torsdagens meldinger om andet kvartal knap så positiv.
Særligt prognosen for fremtiden er interessant for luftfartsselskaberne lige nu, efterhånden som investorerne forsøger at finde ud af, hvornår markedet igen nærmer sig normalitet oven på rejserestriktionerne udløst af coronapandemien.
Og for tredje kvartal venter American Airlines en omsætning, der er omkring 20 pct. lavere end niveauet på samme tidspunkt af prekriseåret 2019.
I andet kvartal tjente luftfartsselskabet ellers penge igen, da indtjeningen pr. aktie blev markant forbedret til 3 cent pr. aktie fra et tab på 4,82 dollar pr. aktie i det tilsvarende kvartal sidste år.
Investorerne virkede dog ikke synderligt imponerede og sendte aktien i American Airlines ned med 1,1 pct. til 21,16 dollar.
TEXAS BLEV DUMPET TRODS PÆNE KVARTALSTAL
Negativ opmærksomhed var der også til Texas Instruments, der ellers leverede gode takter i andet kvartal, men har skabt nervøsitet i markedet med sin prognose for resten af året.
Texas Instruments har ligesom andre af sin slags oplevet øget vækst på grund af mangel på computerchips, hvilket er et resultat af coronakrisen.
Selskabets omsætning var i andet kvartal på 4,58 mia. dollar, hvilket var bedre end konsensus på 4,36 mia. dollar ifølge Bloomberg News og samtidig en vækst på 41 pct. sammenlignet med andet kvartal sidste år.
Men prognosen for resten af året skaber tvivl om, hvorvidt den forhøjede efterspørgsel kan vare ved.
Aktien faldt derfor med 5,3 pct. til 183,92 dollar.
Biogen steg omvendt med 1,1 pct. til 326,48 dollar, efter at selskabet viste en omsætning på 2,78 mia. dollar i andet kvartal mod ventet 2,62 mia. dollar blandt analytikerne.
For hele året opjusterede selskabet i regnskabet sine forventninger og ser nu en omsætning i niveauet 10,65-10,85 mia. dollar – svarende til en omsætning mellem 67,2 og 68,4 mia. kr.
Tidligere ventede selskabet en omsætning mellem 10,45 og 10,75 mia. dollar, mens analytikerne ifølge konsensusestimater ventede en omsætning på 10,59 mia. dollar inden regnskabet.
Blandt vinderne var også flere af de store teknologinavne. Apple steg eksempelvis 1,0 pct., Amazon gik 1,5 pct. frem, og Microsoft blev løftet med 1,7 pct.
Blandt de lidt mindre aktier steg Domino’s Pizza med hele 14,5 pct. til 538,64 dollar, efter at pizzakæden overgik forventningerne klart med sit regnskab for andet kvartal.
/ritzau/FINANS
