De amerikanske aktier endte onsdagen med pil nedad, mens investorerne spejdede efter mere finansiel støtte til USA's økonomi og faktisk så positive tegn i horisonten.
Facebook og Alphabet trak ellers solidt opad, da investorerne reagerede på et overbevisende regnskab fra et andet socialt medie, Snap.
Det brede S&P 500-indeks faldt 0,2 pct., mens Dow Jones-indekset bakkede 0,4 pct., og Nasdaq mistede 0,3 pct.
TÆTTER PÅ EN AFTALE
Politikerne forhandlede onsdag videre om en fjerde hjælpepakke til økonomien. Onsdagens positive nyhed var, at stabschef i Det Hvide Hus Mark Meadows til Fox Business fortalte, at man sigter på en aftale inden for 48 timer.
Nancy Pelosi, den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, var desuden “meget glad” for udviklingen i forhandlingerne, mens hun dog såede tvivl om, hvorvidt en aftale kan falde på plads inden præsidentvalget den 3. november.
– Der vil komme en lov. Spørgsmålet er, om det vil være tids nok til at betale huslejen i november – mit mål – eller om det vil være kort derefter. Jeg ønsker, at folk skal vide, at hjælp er på vej. Den vil blive større. Den vil blive bedre. Og den vil komme med tilbagevirkende kraft, forklarede Nancy Pelosi til tv-stationen CNBC.
En forhindring, såfremt der indgås en aftale, kan dog blive Senatet, hvor det republikanske flertal ikke støtter en så stor aftale.
– Hvad, vi ser for øjeblikket, er, at markedet handler på de her nyheder, men for os er det usandsynligt med en stimulusaftale før valget. Vi kan høre så meget, vi vil, fra Pelosi og Mnuchin om fremskridt i samtalerne, men nogle senatorer har sagt, at de ganske enkelt ikke vil støtte nogen hjælpepakke, siger Seema Shah, chefstrateg hos Principal Global Investors, til The Wall Street Journal.
NETFLIX OG SNAP HVER SIN VEJ
I S&P 500-indekset var det stort set kun kommunikationsservice, der gik op med et plus på 1,3 pct. Baggrunden for det var et meget stærkt regnskab fra Snap tirsdag aften med flere daglige brugere og markant højere omsætning end ventet, for det lover godt for de sociale medier som helhed. Facebook steg derfor 4,2 pct., mens Alphabet vandt 2,4 pct., og Twitter røg op med 8,4 pct. Snap, der ikke er med i S&P 500, vandt selv frem med hele 28,3 pct.
Omvendt faldt Netflix i samme sektor med 6,9 pct. Streamingkæmpen skuffede i sit tredje kvartal med en fremgang i kundetallet på 2,20 mio. mod ventede 3,32 mio. nye abonnementer, mens buddet for fjerde kvartal om 6,0 mio. nye kunder også var omkring 0,5 mio. færre nye abonnementer end ventet.
Blandt de store aktienavne faldt Amazon også med 1,0 pct., og Apple mistede 0,5 pct., mens Microsoft steg beskedne 0,1 pct.
INGEN BELØNNING
Regnskabssæsonen er i fuld gang, og indtil videre har den været positiv, da kun 10 ud af indtil nu 84 selskaber i S&P 500 har skuffet i forhold til forventningerne på Wall Street, ifølge Bloomberg News.
Et af de positive indslag er kommet fra Texas Instruments, som ikke bare slog konsensus for tredje kvartal, men også leverede en stærkere end ventet prognose for fjerde. Chipproducenten blev dog ikke belønnet, da aktien bakkede 3,1 pct., da det solide regnskab ikke var nogen “overraskelse”, mente Deutsche Bank.
Verizon mistede også 0,9 pct. USA's største mobilselskab toppede også med sit regnskab forventningerne til indtjeningen, og samtidig opjusterede koncernen sin guidance for indtjeningsvæksten i år. En lille skuffelse på omsætningen i tredje kvartal trak dog ned.
Logikken var heller ikke helt åbenlys i Biogens kursudvikling med et plus på 0,7 pct. Koncernen valgte nemlig at nedtone sin prognose, da koncernen udsættes for hårdere end ventet konkurrence fra generiske lægemidler.
Abbott Laboratories smed derimod 2,2 pct. Et boom i salget af covid-19-test hjalp ellers selskabet til at overgå forventningerne i tredje kvartal, ligesom det sikrede en solid prognose til helårets indtjening. Aktien var dog allerede steget med omkring 25 pct. i år, så der skulle mere til for løfte den onsdag.
/ritzau/FINANS
