De tunge aktier i Dow Jones-indekset gik mod strømmen på det amerikanske aktiemarked torsdag.
Konglomeratet Honeywell trak indekset op, så det netop kiggede op i positivt territorium med et plus på 0,2 pct., mens Nasdaq-indekset og S&P 500-indekset faldt med henholdsvis 0,7 pct. og 0,3 pct.
Blandt enkeltaktierne var der også opmærksomhed til storbanken Morgan Stanley og sundhedsselskabet Unitedhealth, der begge afleverede pæne regnskaber for andet kvartal.
Nyheder fra forsikringsselskabet AIG blev også takseret til fremgang i det ellers let mismodige marked torsdag, hvor vaccineselskabet Moderna ligeledes var en undtagelse til reglen om kursfald.
Blandt de hårdest ramte var chipproducenterne, og også flere af de største teknologinavne bakkede.
NXP Semiconductors og Nvidia bakkede eksempelvis begge 4,5 pct., og Apple og Microsoft dykkede begge 0,5 pct.
MORGAN STANLEY DYKKER TRODS STÆRKE TAL
På regnskabsscenen strålede storbanken Morgan Stanley med en kvartalsrapport til den gode side i forhold til markedskonsensus.
Bankens nettoindtægter landede i andet kvartal på 14,8 mia. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 14 mia. dollar.
Til sammenligning lå tallet på 13,7 mia. dollar i samme periode sidste år. De sammenlignelige tal påvirkes dog en anelse af, at Morgan Stanley i perioden har gennemført opkøb, skriver Bloomberg News.
Den justerede indtjening pr. aktie endte samtidig på 1,89 dollar, hvor analytikerne havde estimeret 1,64 dollar.
Ifølge Morgan Stanley blev udviklingen drevet af fremgang på tværs af bankens forretningsenheder.
Indtægter fra handler med obligationer og rentepapirer gik dog i modsat retning og landede under analytikernes forventninger. Her hentede Morgan Stanley 1,7 mia. dollar mod konsensus om 1,9 mia. dollar.
Morgan Stanley-aktien steg med 0,2 pct. til 92,63 dollar efter at have ligget noget højere tidligere på dagen.
UNITEDHEALTH MED OPJUSTERING EFTER GODT KVARTAL
Sygekassen Unitedhealth, der driver blandt andet den største sundhedsforsikring i USA, leverede i andet kvartal en omsætning på 71,3 mia. dollar og en justeret indtjening pr. aktie på 4,70 dollar.
Det var noget bedre end ventet, da analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet et salg på 69,4 mia. dollar og et justeret indtjening pr. aktie på 4,43 dollar.
Efter andet kvartals gode takter regner selskabet nu med at hente et justeret resultat på 18,30-18,80 dollar pr. aktie i hele 2021. Tidligere var forventningen 18,10-18,60 dollar.
Unitedhealth-aktien steg med 1,3 pct. til 420 dollar.
HONEYWELL HOLDT DOW JONES VED OVERFLADEN
I toppen af Dow Jones-indekset, der indeholder i alt 30 aktier, var industrikonglomeratet Honeywell, der steg med 2,2 pct. til 232,79 dollar.
Ironisk nok var forklaringen ifølge flere nyhedsmedier – herunder Bloomberg News – at Honeywell fra næste uge også bliver en del af det ellers teknologitunge Nasdaq-indeks.
Efter markedets lukketid onsdag oplyste Nasdaq således, at Honeywell fra på onsdag – den 21. juli – er at finde i Nasdaq-indekset, hvor aktien afløser Alexion Pharmaceuticals.
Alexion Pharmaceuticals-aktien faldt torsdag med 3,4 pct. til 180,31 dollar.
AIG TOPPEDE EFTER FRASALG
Forsikringskæmpen AIG steg i øvrigt med 3,5 pct. til 48,05 dollar.
Det skete, efter at AIG har solgt sin livsforsikringsforretning til Blackstone for 2,2 mia. dollar – et frasalg, der har været på vej siden sidste år, hvor AIG fortalte om planerne.
Forretningen inden for livsforsikring skal skilles ud fra den øvrige koncern, men til at begynde med var det ikke besluttet, om den skulle sælges eller børsnoteres særskilt.
Oveni er der planer om også at sælge boligaktiverne til Blackstone for 5,1 mia. dollar, oplyser AIG ifølge Bloomberg News.
Moderna, der producerer covid-19-vacciner, steg med 5,3 pct. til 259,65 dollar, efter at USA's regerings ledende sundhedsrådgiver, US Surgeon General, Dr. Vivek Murthy, i et brev til landets præsident, Joe Biden, kaldte misinformation om vacciner for en decideret sundhedstrussel.
/ritzau/FINANS
